[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

- Normalt foretrækker vi at lave den slags analyser om dagen, men når vi har en situation, hvor det kniber, så siger vi selvfølgelig ja, siger Niels Thøgersen, der er kemiker i laboratoriet i Forsvarets Materieltjeneste.
I løbet af natten har han sammen med sin kollega Katrine Bork udført analyser af motorolien fra det testfly, som Cimber Sterling satte på vingerne i går eftermiddags, før luftrummet blev midlertidigt genåbnet. Analysen koncentrerer sig om en eventuel forurening i flymotorens oliesystemer.

Banal analyse
Forsvarets Materieltjeneste har især kigget på partiklerne i olien, deres antal, størrelser, og hvad de består af. Derudover har Niels Thøgersen og Katrine Bork lavet en kemisk analyse på oliens indhold af karakteristiske grundstoffer som eksempelvis silicium. Herudfra er man i stand til at vurdere, om der er kommet sand- og glasstøv fra den vulkanske aske ind i motorernes oliesystemer.
Selvom det måske lyder kompliceret, så er det en normal slidanalyse, der bruges til at fortælle, hvordan motoren har det.
- Det er ikke sådan, at vi har opfundet den dybe tallerken denne gang. Det er en rimelig banal analyse, som vi er vant til at lave, men denne gang bliver resultatet brugt på en lidt anden måde, end vi er vant til, siger Niels Thøgersen.


Foto af Niels Thøgersen: Det blev udtaget fire olieprøver fra de to motorer på flyet. To blev udtaget af olien før flyvningen og to efter flyvningen, så man kan se ændringerne som resultat af flyvningen


Alligevel var Forsvarets Materieltjeneste det mest oplagte valg til at analyse prøverne for Cimber. De er de eneste i Danmark, der udfører slidanalyser.
- Vi har gjort det i mange år for Flyvevåbnet herhjemme. Men det her er da en lidt sjov sammenhæng, siger Niels Thøgersen.

Offentliggørelse af rapport
Rapporten om eventuel forurening i motorsystemet er nu sendt af sted til Cimber Sterling. Den fulde rapport, der også vil indeholde resultaterne fra en grundig gennemgang af flyet, bliver offentliggjort her til formiddag af Cimber Sterling.
Analyserne skal hjælpe til at vurdere, om det er forsvarligt at flyve, når der stadig er askestøv i luften, men mængden ikke er særlig stor. Hvis prøverne viser, at Cimber-flyet ikke er påvirket af den lille mængde aske, giver det bedre grundlag for at fjerne flyveforbuddet.

 
Foto Niels Thøgersen: Katrine Bork vurderer, hvor
partiklerne stammer fra. Partiklerne er filtreret fra olien 
gennem et filter, som hun undersøger i et mikroskop
ved ca. 50 ganges forstørrelse.