[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Det har været en noget usædvanlig jul for de bornholmske hjemmeværnsfolk, der i stedet for en rolig juleferie i familiens skød konstant har været på vagt.
- Jeg har cirka tyve hjemmeværnmænd i gang i forskudte vagter. Der er hele tiden fire mand på de pansrede mandskabsvogne, fortæller kaptajn Lars Lilholm, der er forbindelsesofficer i det bornholmske hjemmeværn.
Han melder om travlhed. Nu er der kommet hjælp i form af syv ingeniørsoldater med tre gummigeder plus en række store læssemaskiner, der arbejder på højtryk.
- Vi har været i gang i snart en uge. Folkene har været indsat før jul, mellem jul og nytår, og nytårsaften kan de også godt se frem til at sidde på de pansrede mandskabsvogne, siger Lars Lilholm.
Det sydlige Bornholm er forholdsvis fremkommeligt, men på det nordlige Bornholm er der stadig mange øboere, der er sneet inde.
- Der er dælme meget sne, men tingene kører godt, fordi vi kender hinanden så godt. Vi ved, hvad hinanden kan, og hvem man skal have fat på, når der er særlige problemer, der skal løses, siger Lars Lilholm.
Interessen for at hjælpe bornholmerne har været overvældende og er kommet fra hele landet.
- Hjemmeværnsfolk fra hele landet har meldt sig, og det varmer bornholmere, konstaterer Lars Iilholm.