Militær begravelse

[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Den 21-årige konstabel Simon Mundt Jørgensen, der faldt i kamp den 22. september i Afghanistan, blev mandag begravet fra Sankt Povls Kirke i Korsør. Fra kirken blev kisten ført gennem Korsør, og jordfæstelsen skete på kirkegården, der ligger ca. 700 meter fra kirken.

Til stede var de nærmeste pårørende samt familie og venner, og der var militær deltagelse fra Den Kongelige Livgarde med den fungerende regimentschef, oberstløjtnant Jan Hansen, i spidsen.



Kisten med Simon Mundt Jørgensen bæres ud af kirken af tre private venner og tre kolleger fra Afghanistan. Fotos: Thomas Reimann.

Sognepræst ved Sankt Povls Kirke, Anne Helleberg Kluge, forestod den kirkelige handling. Efter den første salme ”Den signede dag med fryd vi ser” talte Anne Helleberg Kluge:

- Det, at vi er sammen i et meget planlagt og forberedt ritual, hjælper os med at få kontrol over tilværelsen igen. Sammen prøver vi at genvinde en struktur i virkeligheden, som døden har taget fra os. Det er så forkert, at det stadig er helt uvirkeligt for os, at Simon Mundt Jørgensen er død blot 21 år gammel. Han faldt for en sag og et fællesskab, han troede på den 22. september i Afghanistan meget langt fra sit hjem, og siden har virkeligheden for jer, som delte livet med Simon, været vendt på hovedet. Det er som om, man har bevæget sig ind i en boble, hvor tiden ikke findes og ikke går, som den plejer. Derfor har vi brug for at være sammen for at hjælpe hinanden og få hjælp fra Gud i det svære, det er at tage afsked med Simon, som vi har mistet alt, alt for tidligt.
 


Den kirkelige handling og jordpåkastelsen blev forestået af sognepræst Anne Helleberg Kluge.

- Et vendepunkt for Simon blev hans tid på efterskolen i Høng, fortsatte sognepræsten. Det blev startskuddet på alt det, som blev Simon. Her fandt han selvtilliden til at stå ved sine egne meninger, og han tog imod de udfordringer, som gjorde ham selvstændig. Så selvstændig at han få år senere valgte at melde sig til forsvaret på trods af det frinummer, han trak. Men Simon kendte måske sig selv godt nok til at se, at han passede rigtig godt ind i en hverdag, hvor rytmer og faste rutiner er vigtige. Hvor det er nødvendigt at være præcis, at kunne overholde tidspunkter og instruktioner og være til at stole på.

- Simon valgte at opgive de små, tætte fællesskaber for at være loyal overfor det fællesskab, han indgik i i militæret og stå last og brast med Charlie-kompagniet, men også fordi han følte, at han var en del af noget, som var større end hans egne private forhold. Han rejste langt hjemmefra for at opleve et eventyr og for at føle livets spændvidde, men også fordi han troede på det fællesskab, han arbejdede for. Han rejste ud med håb, håb om at opleve noget, om at lære noget, om at gøre en forskel. Håbet om og troen på at verden kan blive et sikkert sted at leve i.

Derefter var der et interludium af Johan Sebastian Bach ”Jesus bleibt meine Freude”, og de efterfølgende salmer var ”Jeg er et evigt Himmerig” og ”Kongernes Konge”.

Kisten blev derefter båret ud, mens der blev spillet ”Amacing Grace” på orgel og trompet.



Efter jordpåkastelsen sang tre korsangere ledsaget af en trompet ”Dejlig er jorden”.

Alle i og omkring kirken fulgte derefter gående efter rustvognen til Korsør Kirkegård. Ved begravelsesstedet blev dekorationerne og baretten fjernet fra kisten, og flaget blev taget af og foldet sammen. Der var tre dekorationer. Missionsmedaljen for Afghanistan, Forsvarets Medalje for International tjeneste og Forsvarets Medalje for Faldne.

Efter jordpåkastelsen var der bøn og velsignelse, og tre korsangere og en trompet førte an i salmen ”Dejlig er jorden”.

Som afslutning på ceremonien blæste en trompetist fra Den Kongelige Livgarde ”Last Post”.

Efter højtideligheden var der mindesammenkomst på Hotel Grand Park.

Læs sognepræst Anne Helleberg Kluges tale her.