[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

For andet år i træk deltager forsvaret i projektet ”Taking the lead”. Det overordnede formål med projektet er at skabe aktive medborgere og rollemodeller blandt nydanske unge i alderen 15-18 år.

I løbet af ugen har praktikanterne været på besøg hos blandt andet Jægerkorpset, Flådestation Frederikshavn og Livgarden på Høvelte kaserne. Her har de haft mulighed for at rappelle, været i redningsbassin, bygge bivuak og stifte bekendtskab med nogle af de mange uddannelsesmuligheder, forsvaret giver.

Bedre kendskab til Forsvarets jobmuligheder
Forsvaret har ikke et rekrutteringsproblem for øjeblikket. Faktisk er der nok værnepligtige til, at ingen unge kommer til at aftjene værnepligt, med mindre de gerne vil. Alligevel er ”Taking the lead” et vigtigt projekt for forsvaret at deltage i. Det er nemlig en anledning til at komme i dialog med en gruppe, som ellers ikke nødvendigvis ville opsøge forsvaret. Major Henrik Gram Pedersen fra Forsvarets Rekruttering siger:

- Manglende kendskab til forsvaret er den største rekrutteringsbarriere, vi har. Vi ved også, at barriererne er endnu større i den gruppe, vi har fat i her. Når de deltager i projektet, kan de se bredden i de job, som forsvaret tilbyder. Forhåbentlig får vi sendt nogle ambassadører ud, som kan indgå i en mere kvalificeret dialog med dem, de møder, om, hvad forsvaret er for en størrelse.

De fysiske udfordringer trækker
15-årige Sirine Lamti er en af de unge som har valgt praktikken i forsvaret. For hende har ugen budt på mange udfordringer:
- Jeg har fået mulighed for at afprøve mine grænser og det har været en fed oplevelse. Flere af de ting vi har prøvet, får man kun mulighed for én gang - med mindre man vælger at søge ind i forsvaret, fortæller Sirine Lamti.

Oplevelsen har rykket så meget ved Sirines forestillinger om forsvaret, at hun nu er fast besluttet på at aftjene værnepligt og tanken om en karriere i forsvaret ligger ikke fjernt:
- Inden praktikken tænkte jeg, at forsvaret kun er et sted, hvor man kan blive udstationeret. Jeg vidste slet ikke at der var flere muligheder – Søværnet, Jægerkorpset osv. Nu er jeg helt sikker på, at jeg skal ind og have de fire måneders værnepligt. Og jeg overvejer at søge videre i hæren, for jeg vil gerne udstationeres på et tidspunkt.

Som en kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, vil Sirine gerne skubbe til forestillingen om hvad kvinder er i stand til og være et forbillede for andre:
- Jeg har hørt at der ikke er så mange kvinder der søger ind i forsvaret, og kvinder ikke kan klare de fysiske krav og de derfor skal have særbehandling. Det provokerer mig til at søge ind, fortæller Sirine.

I år har 13 drenge og 11 piger deltaget i forsvarets praktikforløb. Sidste år deltog 15 unge og tilbagemeldingerne fra sidste års hold har været positive.

Kilde: Forsvarets Personeltjeneste