[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Forsvarets Mediecenter

Et C-130 Hercules transportfly fra flyvevåbnet har på to flyvninger den 4.– 5. og 6.– 7. december hentet 32 sårede i Libyen og fløjet dem til behandling i Danmark. Flyvningerne var sidste del af evakueringen af sårede fra borgerkrigen i Libyen. Evakueringen begyndte med en flyvning i midten af november, efter at den danske regering, efter anmodning fra det Libyske overgangsråd, havde besluttet at modtage imod op mod 50 sårede fra kamphandlingerne i Libyen.

Ved den første flyvning i november hentede flyvevåbnet 13 sårede libyere fra Tunesien. Denne gang er de sårede hentet i den libyske havneby Benghazi. Ud over de 32 sårede har flyvevåbnet også hentet omkring 10 pårørende til patienterne.
- Vi har blandt andet hentet en dreng, som blev såret i maven, og som mistede hele sin familie, da en bombe ramte deres hus. Han har fået sin onkel, som nu er den nærmeste pårørende, med til Danmark, siger major og overlæge Michael Nielsen, der er chef for eskadrille 690. Det er den eskadrille i flyvevåbnet, der står for evakuering af sårede.

De sårede libyere opholdt sig under transporten til Danmark i et containermodul i Herculesflyet. Modulet består at to containere, der er sat sammen og i alt kan rumme 24 liggende patienter. Under transporten har lægerne og sundhedspersonalet mulighed for at overvåge og behandle patienterne og, hvis der er behov for, kan enkelte patienter lægges i respirator. Det har der dog ikke været brug for under transporten af libyerne. Herculesflyet har sat patienter af i Roskilde og Tirstrup, hvor fra de er blevet kørt videre til behandling på Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og i Aarhus.

Libyerne har mange forskellige typer af krigsskader. Brud på lemmer, øjenskader, brandsår og sår efter skud eller granater er det mest almindelige.
- Der er også en del amputationsskader, hvor libyerne har opereret så godt de kunne, men hvor vi har vurderet, at man vil kunne gøre mere for dem i Danmark, fortæller Michael Nielsen. Libyerne bliver i Danmark til de er færdigbehandlet kirurgisk eller medicinsk. Efterfølgende genoptræning skal foregå i Libyen. 



For eskadrille 690 har det været at stor opgave at hente libyerne. På hver af de to flyvninger i december har eskadrillen haft 12-15 mand i aktion – læger, sygeplejersker og flight medics (specielt uddannede sygepassere) - for at tage sig af patienterne på den lange tur fra Libyen over Kreta og til Danmark. Derfor har eskadrillen haft behov for at trække på personel på rådighedskontrakt.
- Vi er meget afhængige af, at vores personel kan få fri fra deres normale arbejde, for at vi kan løfte en opgave som denne her, slutter Michael Nielsen.