[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Flemming Diehl Forsvarets Materieltjeneste

Nogle gange kan det være svært at sætte den ene fod foran den anden. Sådan kan det være efter en julefrokost, men også når man som soldat lokkes til at teste nye støvler. For selvom ordsproget påstår det, er det ikke altid, at det er de første skridt, der er de sværeste. Det kan også være de sidste, og det blev igen og igen bevist på Vordingborg kaserne i begyndelsen af oktober. Her var 60 soldater fra DANILOG (Det Danske Internationale Logistik Center) udvalgt til at være frivillige støvletestere.

Opgaven som støvletester alias forsøgskanin var at hjælpe Hærens Kampskole og Forsvarets Materieltjeneste, der skal finde de bedste nye støvler til forsvaret. Der skal findes en sommer- og vinterstøvle, og udover at de skal leve op til soldaternes krav, skal de også have en bestemt farve.

-Vi går jo snart over til en ny uniform med en ny type sløring, multiterræn-sløring, og støvlerne skal passe dertil. Derfor er vi nu i gang med et udbud på indkøb af nye støvler, siger seniorsergent Michael W. Christiansen fra kapacitetscenter Udrustning i Forsvarets Materiletjeneste. Han fortæller videre, at der gerne skal være en kontrakt på nye støvler lige på den anden side af nytåret, og så skulle det nye fodtøj være klar til brug i den sidste halvdel af 2013.

Av min fod
Inden nogen beslutter sig for hvilket firma, der skal levere de nye støvler, skal forsvaret gøre sig sine egne erfaringer. Det sker ved ugers test af en række støvler.

- Hvis briterne for eksempel har gode erfaringer med en type støvler, så er det ikke sikkert, at de også er gode til os. For der er faktisk forskel på briternes og vores knoglestruktur. Det skulle man ikke tro, hvis man ikke lige vidste det, men knoglestrukturen kan variere fra land til land, siger Michael W. Christiansen, som overværede testen i Vordingborg.

Her kunne han se, at de udvalgte soldater tæskede gennem forhindringsbanen, fik gået 7,5 kilometer march iført enkeltmandsudrustning og løbet tre kilometer. Resultatet af strabadserne var, at nogle soldater ganske stille lirkede støvlerne af fødderne og gentog ordet ”av”. For ikke alle støvler var åbenbart lige gode, men støvle for støvle skulle igennem den omfattende test.

- Alle soldaterne skal prøve ti forskellige typer støvler i testperioden, hvor de udover forhindringsbane, løb og march har gået i hver støvle i to dage. Det skulle gerne give os et godt statistisk grundlag til valget af de bedste støvler, siger seniorsergent Niels Mølleskov, der er sagsbehandler for enkeltmandsudrustning ved HKS.

Niels Mølleskov forklarer videre, at soldaternes tilbagemeldinger bliver suppleret med en rapport fra de fodterapeuter, som tilså soldaternes fødder. Alle informationerne vil så indgå i rapporten fra brugerafprøvningen, som er en del af FMT evalueringsmodel. En model, der skal sikre, at man finder de støvler, som passer bedst på soldaternes fødder, og samtidig efterlader et acceptabelt fodspor i forsvarets budget.