[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Præcis klokken 11.30 trillede Krone 8 med Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary ind på parkeringspladsen foran KFUMs Soldatermission i Fredericia. Den lokale vuggestue havde taget opstilling, og flere af ungerne - varmt klædt på i flyverdragte - havde i dagens anledning fine hjemmelavede kroner på hovedet. I silende regnvejr gik Kronprinsessen i ly på Landskontoret, hvor hun fik en kort orientering om organisationen og dens opgaver. Generalsekretær Per Møller Henriksen og Landsformand sognepræst Jesper Hornstrup lagde særlig vægt på et nyt botilbud til sårede og skadede soldater fra international tjeneste – KFUMs SoldaterRekreation.


Pernille overrakte Kronprinsessen blomster, da hun kom ind på Soldaterhjemmet.

Før frokost på Soldaterhjemmet hilste Kronprinsessen på flere af Soldaterhjemmets brugere lige fra velfærdsofficeren, socialrådgiveren, veteraner med mén på krop og sjæl til den værnepligtige. Kronprinsessen indtog frokosten sammen med Soldaterhjemmets brugere og dets madmor, der også fortalte Kronprinsessen om det traditionelle lagkagebingo, som ethvert ordentligt soldaterhjem jævnligt har på programmet.