[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarets Hovedredaktion.

Som det uheldige skib på skæret er et trist bevis for, giver gode søkort ikke garanti mod ulykker. Som den sidste opgave under denne sommers opmåling i Grønland, blev Birkholm anmodet om at måle omkring dette skær ud for Nuuk, hvor et grundstødt skib skulle slæbes fri.  Skibets styrmand ville undgå en isskosse under turen ud af Godthåbsfjorden og lagde roret skarpt over. Skæret er velkendt og angivet på søkort.

Sammen med det gamle opmålingsskib SKA 12 har Birkholm nået hele sommerens ambitiøse togt . Mere end 6.000 kilometer havbund er målt og lagret til vinterens kortlægning.  Skibene har begrænset sejladsen til det sydvestlige Grønland, og dermed blev transportsejlads fra et område til et nyt begrænset. 

Krydstogtskibene kan glæde sig over at det kun 20 meter dybe men store indsejlingsareal til Evighedsfjorden nu er blevet  målt.  Det samme er Søndre Strømfjord. Den meget lange fjord ind til Grønlands største lufthavn skal muligvis have ny havn og anlægsmuligheder for krydstogtskibe.



    -  Vi har opmålt fjorden i hele sin bredde indtil 10-20 meter kurven, fortæller orlogskaptajn Claus Agerskov, chef på Birkholm. 
- De øvrige opgaver var fortrinsvis opfyldelse af ønsker fra Selvstyret.  Bl.a. undersøgelser af indsejlingsruter til havne, hvor der i fremtiden skal være minedrift;  I Maniitsoq (Sukkertoppen) og i de to fjorde nord for Sisimiut (Holsteinsborg).

- Med årets store arbejde skønner jeg at 70% af de syd vest grønlandske farvande er dækket af ruter med tilstrækkelig opmåling., fortæller chefen for Søopmålingen, orlogskaptajn Lars Hansen.

SKA 12 er nu sejlet til Grønnedal og kørt ind i ”katedralen” til søsterskibet SKA 16, mens Birkholm er trukket op og skal overvintre udendørs.  Fordi Grønlands Kommando nedlægges og Grønnedal lukkes næsten ned bliver Søopmålingen nødt til at udstationere 2-3 ansatte til at passe skibene.