[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg Forsvarets Hovedredaktion

Syv skadede danske soldater gled mandag formiddag de første usikre meter på ski eller snowboards siden de kom alvorligt til skade. De skadede soldater er med på Alpincamp 2012, der finder sted i Kaunertal i Østrig. Alpincampen er arrangeret af Danmarks Idræts-Forbunds Soldaterprojekt.

-Vi laver en alpincamp, fordi skisport er en af de sportsgrene, der kan gøre alle lige. Man kører ned ad bjerget, og uanset om du står på to ben eller sidder i en sitski, så kan du gøre det lige hurtigt. Derfor kan alle få en god oplevelse, og ingen føler sig mere handicappet end andre, siger Rune Oland, der er idrætskonsulent i Soldaterprojektet og arrangør af alpincampen. En sitski er et sæde monteret på en ski, udøveren har to små ski monteret på stave til at hjælpe med at holde balancen.

En af de soldater, der er med på campen, er Jesper Aagaard Nielsen, der gik på en IED i Afghanistan i 2010. Han mangler begge ben og er svært skadet i den ene albue.

- Inden jeg kom til skade, dyrkede jeg ekstremsport og løb meget på snowboard med mine brødre og mine venner, så lige fra jeg lærte Rune Oland at kende, har det været mit største ønske at komme en tur på ski. Jeg tror, at det bliver super fedt, selv om jeg regner med, at jeg nok kommer til at ligge det meste af dagen i sneen, siger Jesper Aagaard Nielsen med et grin.



Ud over skadede soldater deltager der også 11 civile handicappede i alpincampen. Rune Olands håb er, at de to grupper af skadede personer kan lære af hinanden. Men den civile deltagelse hænger også sammen med, at campen meget gerne skal være startskuddet til at skabe et alpint miljø i Dansk Handicap Idræts-Forbund. 
-De alpine sportsgrene er alle samme paralympiske sportsgrene, som vi gerne vil lægge vægt på, selv om Danmark ikke er et land, der har en historie for det. Vi håber at få nogle mulige atleter ud af det, siger Rune Oland. Danmarks Handicap Idræts-Forbund ser et stort potentiale i skadede soldater, fordi de er unge, stærke og meget fokuserede.



Alpincampen bliver holdt i Kaunertal, fordi skisportsområdet på Kaunertal Gletscher er centrum for skiløb for handicappede i Østrig. Deltagerne bor på et hotel, der hele vejen igennem er indrettet til kørestolsbrugere, og i selve skianlægget kan kørestolsbrugere komme til overalt, lige som alt personale er uddannet til at hjælpe skadede personer af og på lifte. På campen bliver deltagerne undervist af blandt andre den danske landsholdsskiløber Ulrik Nyvold, der kører i sitski, og af trænerteamet for Østrigs alpine handicaplandshold.

Alpincampen er kun delvist betalt af DIF Soldaterprojekt. En stor del er finansieret af private sponsorer og veteranorganisationen SSOP. Der ud over betaler deltagerne en del, lige som de selv har finansieret rejsen til Kaunertal.

Alpincampen varer til lørdag. Hvor mange af soldaterne, der bliver bidt af skisporten, det vil vise sig i løbet af ugen.