[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Kajen ved Flådestation Frederikshavn var fyldt med pårørende til de omkring 150 besætningsmedlemmer, der lørdag begav sig af sted mod det Indiske Ocean for at indgå i Operation Ocean Shield.

De pårørende var i forbindelse med afsejlingen inviteret om bord på skibet for at se den arbejdsplads, deres far, mor, mand, hustru, kæreste, søn eller datter  opholder sig på i de kommende fire måneder.

Efter et par timer med ’åbent skib’, samledes besætning og pårørende på skibets helikopterdæk, hvor chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Frank Trojahn holdt tale til besætning og pårørende.

Tilstedeværelse giver sikkerhed

I sin tale gav Frank Trojahn udtryk for sin store forventning og ikke mindst tillid til besætningen.
- Jeg ved, hvad I kan. Og jeg ved, at I har arbejdet benhårdt op til denne udsendelse. Blandingen af rutinerede folk og nye kræfter om bord gør mig fuldstændig tryg ved at sende jer af sted, uanset hvad I måtte møde dernede.

- Husk at succes ikke alene skal måles på antallet af anholdte pirater eller antallet af angreb, der forhindres. Vores succes ligger også i, at farvandene er sikre for skibsfarten generelt. Alene jeres tilstedeværelse bidrager til det.



Forventer stille periode

Frank Trojahn bemærkede desuden, at indsatsen har virket, og forventer nogle forholdsvis stille måneder forude.

- Noget tyder på, at de kommende måneder bliver en stille periode. Men det det viser jo bare, at den indsats som jeres forgængere har gjort, den virker. Men situationen kan hurtigt ændre sig i Afrika, og jeg er sikker på, at I kan tage stålhandsken på, hvis der bliver behov for det, og løse de opgaver, der måtte komme. Det ved jeg, I kan – I har vist det før, sagde Frank Trojahn.

Endelig takkede han de pårørende, der var mødt op for at tage afsked. Og han understregede samtidig vigtigheden af opbakningen til de udsendte.

Afsked på kajen
Efter Frank Trojahns tale blev de mange gæster ledt fra borde, og der blev lejlighed til en sidste afsked på kajen før afsejling.

Præcist klokken 16 lod ESBERN SNARE trosserne gå og sejlede ud, imens de pårørende vinkede farvel og mange kneb en stille tåre.

Overvågningsfly
En Challenger fra Air Transport Wing Aalborg er også en del den aktuelle danske indsats imod pirateri. Flyet afgik fredag fra Flyvestation Aalborg og skal igennem de næste to måneder indhente efterretninger og patruljere Det Indiske Ocean og den somaliske kyst.