[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

- Vi gør noget godt for miljøet og sparer samtidig penge. Vi er i en situation, hvor vi skal vende hver en krone i Forsvaret, så derfor giver det mening at bruge ressourcer på et projekt som det her.

Sådan sagde Forsvarsminister Nicolai Wammen til de ni deltagere i konkurrencen om at energioptimere henholdsvis Aalborg Kaserner og Almegårds kaserne på Bornholm. Netop de to etablissementer er udvalgt til at være pilotprojekter på visionen om et mere grønt og økonomisk forsvar, som blev lanceret ved det seneste forsvarsforlig. 

- Vi har både fået visionære tanker og praktiske løsninger i de ni meget forskellige forslag, som foruden at leve op til ønsket om hensynet til miljøet og økonomien, også i sidste ende giver en operativ effekt i kraft af bedre faciliteter til medarbejderne.



Fem videre til anden runde

Opgaven med at reducere ressourceforbruget på de to kaserner er blevet grebet meget forskelligt an. Lige fra at opsamle regnvand i store søer til bilvask til markante bygninger udført i massivt træ - foruden de mere traditionelle løsninger som at opstille solceller og vindmøller.

- Selvom der er stor forskel på løsningerne, så er et af de gennemgående træk, at man skærer meget ned på antallet af bygninger, og øger udnyttelsen af dem, der bliver tilbage, fortæller Morten K. Pedersen, som er projektleder fra Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE).

En af de mere utraditionelle løsninger, som er også er gået videre til den næste runde, er Cowis modulopbyggede bygninger, som mange nok vil genkende som containere.

- Vi er blevet inspireret af de løsninger, som bliver brugt ude i missionsområderne. Derfor har vi valgt en løsning, som opbygges i moduler, og som i princippet kan pakkes sammen og tages til et missionsområde. Det gælder alt lige fra store værksteder og idrætssalen til beboelse og kontorer.
Det forklarer Susanne Ørnbo, der er ingeniør ved Cowi.

- Løsningen er god, fordi Forsvaret har stort behov for fleksibilitet og mobilitet, og så kan bygninger også flyttes rundt i landet, hvis en kaserne skal lukkes.
Hun forsikrer, at selvom bygningskonceptet ligner skibscontainer, så opleves de fuldstændigt som "normale" bygninger indefra, og tåler i øvrigt ikke sammenligning med de eksisterende prefabs, som allerede bruges i stor stil.

- En stor fordel ved modulerne er også, at de hurtigt kan tilpasses det aktuelle behov. Hvis vi er i Danmark, anvendes ydervægge med  ekstra isolering, mens der i varme områder i stedet monteres varmeskjold. 

Der er i alt afsat 200 mio. kroner til projekt Grønne Etablissementer, som du kan læse mere om her. 


Holdet med Cowi i spidsen foreslår at fremtidens kaserner opbygges i moduler, som hurtigt kan udbygges eller flyttes til enten et missionsområde eller rundt i Danmark, hvis et tjenestested nedlægges.