[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Katrine Louw Marboe, Kommunikationsafdelingen

Solen skinnede og forventningerne var høje ved denne weekends store airshow i det sydlige England. Kun et par timers kørsel fra London ligger Fairford Air Base hvor The Royal International Air Tattoo 2013 dannede rammerne om både flyvende opvisninger og gav mulighed for at se flyene der står på jorden helt tæt på.

Ved den danske Merlin helikopter stod kaptajn Flemming Hybel Madsen ”HYD”, der sammen med sin besætning viste gæster rundt og fortalte om redningsopgaver og udstyr.

– Vi har været på besøg hos vores finske og britiske kollegaer, hvor vi har delt erfaringer frit fra leveren, omkring det udstyr vi hver især har med. Selvom vi flyer samme type helikopter og løser samme opgaver, er vi forskelligt konfigureret udstyrsmæssigt. At deltage i Air Tattoo giver os rigtig gode muligheder for at lære noget om hvilket udstyr der virker i praksis, fra dem der bruger det i hverdagen. Hvis vi i fremtiden skal have nyt udstyr, så har vi nu nogle rigtig gode referencer og kontakter af trække på, forklarer HYD.


Generalmajor Henrik Dam, kom på besøg ved Merlin helikopteren hvor han sammen med HYD, JAN (pilot på EH-101, kaptajn Jan Andersen) og LOU benyttede muligheden for at se den flyvende opvisning med det franske Rafale C jagerfly.

Air Tattoo har fundet sted hvert år siden 1971 og overskriften på dette års show var ”Sky Guardian”. Det var tydeligt at se med de mange forskellige rednings- og overvågningsfly der viste deres manøvreegenskaber i luften eller gav offentligheden mulighed for at komme ombord for at se lægeudstyr, kameraer, radarer, konsoller og meget andet.

Det danske flyvevåben var repræsenteret af eskadrille 721 fra Air Transport Wing Aalborg med et CL-604 Challenger fly, der blandt andet løser opgaver som luftevakuering, miljøovervågning, fiskeriinspektion og suverænitetshævdelse. Sammen med dem var også eskadrille 722 fra Helikopter Wing Karup med en EH-101 Merlin redningshelikopter. Begge fly havde slået dørene op for besøgende der kunne få en rundtur og en røverhistorie med på vejen.

Air Tattoo er også en unik mulighed for cheferne for de forskellige nationers flyvevåben at mødes og netværke med hinanden og industrien i uformeller rammer og i år deltog også chefen for Flyvertaktisk Kommando i Danmark.

- Det er vigtigt for det danske flyvevåben at vise flaget og at pleje de gode relationer til vores udenlandske kollegaer. En vigtig del af mit personlige og professionelle netværk er repræsenteret ved Air Tattoo. Her er der tid til at tale sammen i ro og mag og samtidig nyde at se de mange forskellige flytyper der er repræsenteret, forklarer generalmajor Henrik Dam.

På trods af manglende amerikanere og deres fly var Air Tattoo en kæmpe succes. Tæt på 130.000 besøgende var taget ud i det det gode vejr, for at opleve de imponerende flyveopvisninger af hold som blandt andet  ”Red Arrows” bestående af ni engelske Hawk T1 fly og Italienske ”Frecce Tricolori” med deres 10 Aermacchi MB339A fly. Der var mulighed for at se militærfly der havde rejst hele vejen fra blandt andet Jordan, Oman og Brasilien.


Kaptajn Jüri Jürgensen ved den estiske AN2, der har fløjet siden 1962 og stadig er operativ.

Overskuddet som i år er på 1,5 millioner pund bruges til velfærdsprojekter på de britiske flyvestationer, hjælpe til udsendte soldaters familier og stipendier til fysisk handikappede, der får muligheden for at blive uddannet til piloter og som på næste års Air Tattoo modtager deres vinger.