[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Carsten Randers, journalist, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste


Ved den orange stationsbåd i Grønnedal er Jørn Egebech Christensen og Kenneth Hansen fra Den Centrale Besigtigelseskommission (FMT-CBK) ved Forsvarets Materieltjeneste ved at gøre båden klar til salg. Med materiellister i hånden gennemgår de minutiøst båden.

- Herinde er der en 12 kilos pulverslukker, men den synes jeg bare, at vi skal lade følge med, siger Kenneth Hansen.
- Det er fair nok, svarer Jørn Egebech Christensen, som klistrer en seddel på båden hvor der står ”Sælges via internet-auktion på www.retrade.eu (må ikke anvendes til nyttiggørelse)”. Sætningen i parentes skal sikre, at ingen finder på at bruge eller fjerne ting fra båden, så der kan opstå problemer med salget.
( se video nederst på siden )

Vurdering af materiel
Forsvaret er ved at rømme Grønnedal i Grønland, som tidligere husede Grønlands Kommando. I forbindelse med rømningen har der netop været et team fra Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) og FMT-CBK på Grønnedal. Her har de haft til opgave at finde ud af, hvad man skal gøre med materiel svarende til indholdet af en mindre dansk landsby.

- Hvis vi kan tage en beslutning om fremtiden for materiellet allerede heroppe, så har vi en masse kolleger derhjemme, som slipper for at lave arbejdet, når tingene kommer hjem. Vi formoder og forventer, at når vi tager herfra, så er det blevet besluttet, om det enten skal skrottes, sælges eller bruges et andet sted i Forsvaret. Det skal bare pakkes ned i containere, og så kan vore speditører sende det videre til den destination eller det bortskaffelsesområde, som vi nu har valgt heroppe, forklarer materielmester Jørn Egebech Christensen, der på denne tur er stedfortrædende formand for FMT-CBK, som tager den endelige beslutning om tingenes fremtid.



Auktionssalg worldwide
De ting, der skal sælges, bliver sat til salg på www retrade, som er en netauktion, hvorfra Forsvaret for nylig er begyndt at sælge deres materiel.

- Det gør vi, da vi ikke længere har nogen auktionsplads. Det her er så en af mulighederne for, at vi kan komme ud worldwide og høre, om der er andre end danskere, der vil købe materiellet. Vi har haft rigtig gode erfaringer inden for det seneste halve år, hvor vi har solgt til Finland, Italien og sågar Japan. Det sparer jo en del omkostninger, for køberne skal selv op at hente tingene, og vi slipper for at flytte det mellem de forskellige lokationer. Nu skal vi indsamle et erfaringsgrundlag heroppe, og vi håber selvfølgelig på at få solgt noget her fra destinationen Grønnedal, siger Jørn Egebech Christensen, der også oplyser, at man skal være momsregistreret med et CVR-nummer for at kunne byde på tingene.

Og der er umiddelbart fint bud efter det udbudte materiel, selv om man selv skal hente tingene i Grønland. Både de seks firehjulstrukne Toyotaer, stationsambulancen, en Caterpillar Bulldozer, mobile brandpumper og en tre tons gummilæsser er der bud efter. Og første bud på stationsbåden lyder på 30.000 kroner.

Vil donere til grønlændere
Det er FBE, der overordnet står for afviklingen af Grønnedal, og projektleder Birgitte Weber Blicher ser opgaven med at få tømt Grønnedal for materiel og få det udskibet til Danmark som en kæmpestor opgave. Mange af de ting, som Forsvaret afskriver, fordi det ikke kan sælges, er imidlertid af en ganske god kvalitet. Det kan eksempelvis være porcelæn, dyner, eller møbler.

- Her kunne det være muligt at donere noget til folk i Grønland. Det vil samtidig være i god tråd med vores overordnede aftale med Grønlands Selvstyre, hvor udgangspunktet er, at mest muligt skal gå til genbrug, fortæller Birgitte Weber Blicher.