Naturgenopretning i Grønnedal

Af Carsten Randers, journalist, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste

Det tidligere hovedsæde for Grønlands Kommando i Grønnedal er ved at blive afviklet af Forsvaret. Det store område fungerede som en lille by med kraftværk, vandværk, forretning, skole, børnehave og hvad der ellers hører en mindre by til. Birgitte Weber Blicher fra Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) er projektleder for afviklingen af Grønnedal, og hun har en meget stor opgave foran sig.

- Det er en hel by, som skal forsvinde fra landkortet, og man skal i princippet ikke kunne se, at Forsvaret har været her, når vi er færdige med vores oprydning.
Lige nu er der forhandlinger mellem Forsvaret og Grønlands Selvstyre om niveauet for oprydningen, men udgangspunktet er, at alle bygninger skal fjernes.

Derefter følger blandt andet en genopretning af naturen.

- Særligt vegetationen er en udfordring i sig selv. På de steder, hvor der ikke er vegetation nu, kan det tage 30-50 år, før den er tilbage, så det er en meget lang proces bare inden for det felt, fortæller Birgitte Weber Blicher.

Hjælp eller ej
Derfor har FBE i tre dage haft natureksperten Torben Ebbensgaard fra det rådgivende ingeniørfirma Cowi i Grønnedal, så han kan komme med forslag til, hvad der er fornuftigt at gøre i forhold til naturgenopretningen.

- Min opgave er at finde ud af i hvilket omfang, og hvordan det kan lade sig gøre at finde tilbage til den naturlige vegetation, som først og fremmest er dværgbuskhede, krat, græsdominerede områder og nogle ørkenlignende lavsletter. Hvor lang tid vil det tage? Skal naturen eller vegetationen hjælpes på vej, eller skal den have lov til at finde sig selv? Altså om den naturlige rækkefølge for planterne skal indfinde sig ved egen hjælp, eller vi skal hjælpe den på vej med tiltag i retning af at pløje, harve, gødske og så, som man måske ville gøre nogle steder i Danmark.


Biolog Torben Ebbensgaard skal lave en rapport om naturgenopretningen af Grønnedal.

Biolog Torben Ebbensgaard vandrer rundt på skråningerne omkring bebyggelsen ved Grønnedal og udpeger og navngiver meget ubesværet selv den mindste busk, græsart eller mos. Han viser dværgbuskheden med arter som revling og dværgbirk, og han viser krattet tæt på kilderne i bunden, hvor der vokser blågrå pil og dværgel.

- Men alle væksterne i Grønland er simpelthen så små, fordi de har så utroligt hårde vilkår. Der er en meget kort vækstperiode, lave temperaturer og en meget kort periode, hvor der er lys nok. Vækstperioden er reelt kun et par måneder, og det gør det ekstra svært, at der i de par måneder også er ufatteligt lidt vand. Det er faktisk planter, der skal leve i en meget kort periode i noget, der minder om ørkenagtige forhold.

Langvarig proces
Torben Ebbensgaard kommer til et helt fladt stykke ovenfor nogle af bygningerne.

- Det vil man måske kalde en grusplads i Danmark, og hvis man ser på det oppefra, så ser der ikke rigtig ud til at være nogle planter. Men kigger man ned, så er det ikke sten, men det er lav og en lille smule mosser, siger Torben Ebbensgaard, før han udpeger enkelte lidt større planter på pladsen og kommer til pointen med at vise pladsen frem.

- Efterhånden som årene går, vil området udvikle sig fra lav til mosser til højere planter og til sidst dværgbuskene, som vi ser oppe på skråningerne. Men det tager lang tid. I Danmark vil vi ikke kunne efterlade en bunke af jord, uden den er dækket til med ukrudt i løbet af en sommer. Her tager det måske 20 år, før det ser ud som her, og måske 50 år før vi har noget, der minder om selve den endelige slutvegetation.

Den langvarige proces er en af grundene til, at man kan overveje at hjælpe naturen på vej, men det kan der også være problemer i.

- Tidligere har man mange steder hjulpet naturen ved at harve lidt i overfladen, strø noget gødning og nogle frø af arter, som man har andre steder i verden. Problemet er bare, at hvis man sår nogle arter, som ikke hører til her, så forhindrer det den naturlige vegetation i nogensinde at komme til, fordi det danner en tæt grønsvær af arter, der ikke hører til her, fortæller Torben Ebbensgaard.

Problematisk lupin
I Grønnedal er der allerede et eksempel i form af den blålilla nootka lupin, som er meget udbredt i den bebyggede del af Grønnedal.


Nootka-lupinen er en invasiv art, som breder sig vildt i Grønnedals bebyggede område.

- Den er et af de måske allerstørste problemer i forhold til at få den naturlige vegetation tilbage – en fin ærteblomstret plante, som er importeret hertil og som spreder sig helt vildt, fordi den ikke har nogen naturlige fjender. Moskusokserne vil eksempelvis ikke æde den. Den kan være skyld i, at den naturlige vegetation bliver skygget væk. Derfor er det meget farligt ud fra et biologisk synspunkt at tilføre arter, som ikke naturligt hører til i naturen på et sted. Man kalder det for invasive arter, fordi de simpelthen invaderer området på bekostning af de naturlige arter, forklarer biologen.

En anden mulighed for at hjælpe naturen på vej, som Torben Ebbensgaard dog tvivler på vil komme i spil i Grønnedal, er at rode lidt rundt i jorden, når bygningerne er fjernet og tage nogle tørv fra den naturlige vegetation og smide rundt i området, så der er en frøpulje og nogle planter, som den kommende vegetation kan hægte sig fast på.

- Så kan man hjælpe nogle enkelte pletter på vej. Hvis man ikke tilfører bare en lille smule, så er det denne her lange proces, hvor der først kommer lav og mosser og til sidst de højere planter.

Genskabning af terrænet
Før man kommer så langt som til at genskabe vegetationen, så er der nogle landskabelige udfordringer, som skal løses. Dem kigger Torben Ebbensgaard også på.

- Nogle steder er alle de store klippestykker, som kendetegner det grønlandske landskab, fjernet, og området er fuldstændig planeret, for at der kan ligge et hus, uden at man vælter ud af sengen, og for at man kan køre på vejene. Det skal der findes et løsning på, for disse terrasser vil ikke se naturlige ud, når man kommer sejlende ind til Grønnedal.

I forhold til grusvejene anbefaler Torben Ebbensgaard et minimum af terrænregulering, for vejene minder om naturligt bare områder skabt ved erosion, og her vil naturen selv finde tilbage.

- Volden derhenne er til gengæld så karakteristisk unaturlig i landskabet, at man typisk vil bulldoze den ned af de menneskeskabte skråninger, så der bliver en mere naturlig overgang og et mere naturligt landskab. Det samme kunne man gøre ved en del af heliporten, hvor det bare stykke tydeligvist er menneskeskabt. Det kunne man planere ud, så det bliver knap så stort et plateau, foreslår Torben Ebbensgaard.

Sjældne orkideer
En anden af biologens opgaver er finde ud af, om man skal passe særligt meget på nogle planter under oprydningsarbejdet. Her har han eksempelvis registreret en stor bestand af to fredede orkideer på en vold.

- Derfor er det vigtigt, at man ikke tilfældigvis kører denne vej. Anvisningen vil være, at man skal bruge etableret vej frem og tilbage, når den er der. På den måde kommer man ikke til at ødelægge noget, der er unødvendigt at ødelægge. Og generelt skal man undgå at rode rundt i vådbundsområder langs bække og kilder. Dels for at undgå at føre eventuelt forurenet jord ud i bugten, og dels fordi vegetationen langs disse vådområder er mere rig og bevaringsværdig end den ensartede vegetation på skråningerne, forklarer Torben Ebbensgaard.

Hvilke af hans anbefalinger, der vil blive ført ud i livet, afhænger nu af, hvad FBE og Selvstyret kan blive enige om.