[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af Vickie Lind, Forsvarskommandoen
Det står som et tydeligt tegn på, at danskernes tilstedeværelse i Price snart er en saga blot. Godt en håndfuld ingeniører er i sving med et skille soldaterhjemmet kuffen fuldstændig fra hinanden. På noget, der føles som ingen tid, er det hyggelige og afslappede opholdsrum med tilhørende træterrasse helt væk.
- Det er historisk at være med til at afslutte noget, og det føles faktisk helt naturligt, fordi nu skal vi hjem. Vi sætter et punktum, siger Kristine og Jakob, der gennem det seneste halve år har været bestyrere af det populære samlingssted.
Kristine og Jakob ser til, mens ingeniørerne bryder hele Kuffen ned.
Kristine er 30 år og antropolog. Jakob er 28 og skolelærer. De er barndomsvenner, og de er helt enige om, at de har været på en hård opgave.
- Vi har tidligere deltaget på børnelejre af en uges varighed, og der skal man udvise meget stor tålmodighed. Et eller andet sted er vi alle sammen børn, og det er altså hårdt at være på børnelejr i et halvt år, siger Jakob smilende og udspecificerer, at det for eksempel handler om, at mælken skal tilbage i køleskabet efter brug, at det er muligt at sætte nyt kaffe over, hvis man har tømt kanden, og at spil skal på plads i reolen.
Men det er også hårdt dagligt arbejde. Det nuværende ISAF 15 har ikke haft så mange operative opgaver, som de tidligere hold, og når der konstant er flere soldater inde i lejren, er travlhed på kuffen en konsekvens.
Enhver husmor vil formentlig få en anelse koldsved ved tanken om at skulle lave i runde tal 100 kager om måneden, 100 liter kaffe om dagen og 150 liter slush ice om dagen. Kristine fortæller, at der var en måned, hvor de selv synes, der havde været en del ekstra. Det viste sig, at de havde bagt 170 kager, så der var noget om snakken.
Kuffen skåret midt over under oprydning.
Kuffen er langt fra et sted, hvor der kun er kage og kaffe. Det handler om ro, adspredelse og menneskelige relationer.
- Kuffen er med til at blande kortene, så forskellige mennesker møder hinanden. Det skal være et alternativ til sproget og kulturen og et slags frirum, hvor der ikke er så mange regler, siger Kristine og fortæller, at nogle soldater kalder kuffen for ’Guds sommerhus’. Kuffen er bemandet med frivillige kristne, men da det netop er et opholdssted, og præsten forkynder Guds ord i Guds hus, så må kuffen være ’Guds sommerhus’.
ISAF 15 er sidste hold med kamptropper og dermed bopæl i Camp Price. Det fremtidige danske bidrag skal være i Camp Bastion. Derfor står kuffen nu for fald, og Kristine og Jakob bliver de sidste bestyrere i Price.
- Det har været et intenst ophold, og vi kommer til at savne en masse mennesker. Vi har udvekslet synspunkter og værdier, og vi har oplevet det som noget positivt, at man kan tage de snakke. Det har givet os et indblik i en verden, som vi ellers ikke ville komme til, og så har vi fået en masse nye Facebook-venner, siger de begge to, og glæder sig synligt til at komme hjem til Danmark igen.
FAKTA
KFUMs Soldaterhjem bliver i daglig tale kaldt kuffen.
Indtil i dag har der været to kuffer i Afghanistan: En i Camp Price og en i Camp Bastion.
Soldaterhjemmet har åben døgnet rundt, om natten dog kun med høflig selvbetjening.
Kuffen er et kristent hjem og et fristed for soldaterne.
Der er 15 kuffer i Danmark.