[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling

Invictus Games i London begynder officielt med åbningsceremoni onsdag den 10. september. Men allerede tirsdag er der indledende runder i bueskydning og indledende kampe i sitting volleyball. Derfor var det også en flok meget koncentrerede soldater, der hele mandagen var i aktion på idrætsanlægget i Mayesbrook i yderkanten af London. Her træner de 13 deltagende nationer inden, stævnet begynder i Londons Olympiske Park.


Prins Harry, der er protektor for Invictus Games, hilser på den danske atlet Heidi Villa på atletikbanen.

- Vi har trænet volleyball, og det havde vi meget brug for. Vi havde en britisk træner, og han havde en masse nye ideer til, hvordan vi skal gøre tingene, så det var rigtig godt, siger Dennis Dencker, der ud over at skulle spille sitting volleyball også skal løbe og cykle.

Det danske hold er på 27 atleter, og de repræsenterer Danmark i otte af de ni sportsgrene, der er på programmet ved Invictus Games. Kun i styrkeløft står danskerne over. Særligt i de tre holdsportsgrene – kørestolsbasket, kørestolsrugby og sitting volleyball – har det danske hold været helt uden ide om, hvor hård modstanden i kampene bliver. Det blev der lavet op på mandag, hvor danskerne kunne overvære de andre nationer træne.


Kørestolsbasket er en hård sport. Her er en af de danske spillere væltet under træningen.

- Vores basketball-drenge har spillet mod det amerikanske hold, og der følte vi i hvert fald ikke, at vi havde noget at skulle skamme os over. Vi skal nok klare os godt, forudser kommandørkaptajn Peter Tolderlund, der er leder af det danske hold.

Se et indslag fra den første træningsdag her under og læs mere om Invictus Games og de danske deltagere her.