[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Michael Aagaard Jensen, Værnsfælles Forsvarskommando

Søværnet er på mange måder et anderledes værn end Hæren og Flyvevåbnet. Missionerne har mest bestået af forskellige piratoperationer omkring Afrikas Horn og senest eskorte af kemiske våben ud af Syrien, men det daglige arbejde i Søværnet betyder, at nogle ansatte er væk fra deres pårørende i længere perioder, selvom de ikke er i mission. Derfor kan familie og parforhold blive belastet på samme måde, som hvis de var på international mission.

Opstået af frustration
Indtil nu har der ikke været nogen at snakke med, om de frustrationer, der kan opstå. Det har Mette Hjorth Olsen nu tænkt sig at lave om på. Hendes mand, Kim, sejler på fregatten Peter Willemoes. Det betyder, at han i perioder er meget væk hjemmefra, når det nye skib er ude i verden på øvelser og træning.

- Ideen om at blive kontaktperson er opstået af min frustration over, at jeg synes, at det var rigtig svært at stå alene med den her nye situation. Og så en frustration over, at der ikke er noget, der er rettet til Søværnet. Meget fokus er på deciderede udsendelser. Det betyder meget for mig, at når man går ind på hjemmesiden, så er der en mailadresse til en, der ved noget om Søværnet. Jeg kan forstå på min mand, at der er en del af dem derhjemme, der savner, at der er en kontakt. De kanaler jeg kunne finde, var alle sammen hængt op på en mission eller direkte på Kims medarbejdernummer, fortæller Mette Hjorth Olsen, der derfor nu er blevet kontaktperson for pårørende i Søværnet under Familienetværket.

En kontakt til de grimme ting
Der er selvfølgelig forskel på, at have en pårørende, der er på mission, og en der sejler i Nordatlanten. Men alligevel er der mange ting, der er fælles. Det er derfor, der også er brug for fokus på Søværnet i Familienetværket.
- Bare det at have et sted at gå hen med det, der er lidt grimt. De her følelser, man har omkring, at han eller hun skal være væk hjemmefra. Der kan man jo godt være vred. Må man det? Eller skal man være ked af det, og hvor ked af det må man være? Hvad med de ting, man er bekymret for? Hvad nu hvis man er presset, mens han eller hun er ude? Hvor går man hen med det?, spørger hun.

Udfordringer for parforholdet
Men det er ikke kun reaktionerne, mens den pårørende er ude at sejle, der kan give problemer. Også når de kommer hjem kan reaktionerne være de samme som ved en udsendelse på mission.

- Det er jo meget menneskelige ting, som jalousi, vrede og at skulle indrette sit liv efter, at han nu er hjemme, hvor han før var ude. Jeg kan høre på de andre, der har mænd, der har været udsendt for Hæren eller Flyvevåbnet, at de oplever de samme ting, som jeg oplever. De oplever bare også, at det når et normalt leje, hvor de får rettet op på det. Det, der er lidt tricky med lige specielt Søværnet, er, at ofte så skal han af sted igen. Selvfølgelig kan det blive en vane, og selvfølgelig kan man blive dygtigere til det, men det er dæleme en udfordring for ens parforhold og ens familieliv, fortæller hun.

Kontakt til Mette Hjorth Olsen

Læs mere i den nyeste version af Forsvarsavisen, hvor du også finder detaljerede kontaktinformationer om  Mette Hjorth Olsen.