[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

De 14 spillere pisker frem og tilbage på banen i deres kørestole. De er i gang med ”sweet 17”, en straffeøvelse, som giver trætte arme, men som også belønnes med en tiltrængt drikkepause.  Den benytter spillerne fra Invictus-projektet, til at hilse på borgmester Ole Bondo Christensen. Han har lagt sin vej forbi Farum Arena for at sige goddag til spillerne, der er på træningslejr i hallen.


Borgmester Ole Bondo Christensen hilser på veteranerne i Farum Arena.

Ole Bondo Christensen hørte om idrætsprojekterne for skadede soldater ved et arrangement på flagdagen den 5. september, og han og Furesø Kommune vil gerne støtte veteranidrætten ved at lade veteranerne træne i den store hal i Farum.

- Vi siger, at vi gerne vil være en kommune med stærke fællesskaber, og det skal også gerne omfatte dem, der af en eller anden grund er sat lidt på sidelinjen, og hvis vi kan give en hånd med, ved at stille nogle faciliteter til rådighed for veteranerne, så vil vi selvfølgelig gerne det, siger Ole Bonde Christensen.

Det var lederen af både Invictus-projektet og det bredere Para-idrætsprojekt, Nicklas Bjaaland, der introducerede borgmesteren til veteranidrætten. Nicklas Bjaaland regner med, at kontakten til Furesø Kommune kommer til at række længere end de to dages baskettræning i Farum Arena.

- Vi håber at kunne fortsætte samarbejdet ved at lægge den 3. træningssamling for alle discipliner frem mod Invictus Games her i kommunen og bruge deres faciliteter. Og i forhold til Forsvarets Para-idrætsprojekt at samarbejde med kommunen om at lave forløb for de skadede soldater, som kan hjælpe dem ind i foreningslivet både her og i andre kommuner. Vi er glade for, at Furesø Kommune har vist sig som en foregangskommune og åbnet op på den måde, siger Nicklas Bjaaland. 

Træningen i Farum blev styret af to benhårde hollandske toptrænere. Se veteranerne køre, skyde og vælte i videoen herunder.