[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Morten Fredslund

Selv om to nætters regn har gjort den sydspanske, røde muld en smule klistret, fejler humøret ikke noget hos de danske soldater. Netop nu er de i fuld gang med at gøre sig klar til tre ugers øvelse i Chinchilla-øvelsesterrænnet i det sydøstlige Spanien.

Ingen skal være i tvivl om, at der er danskere blandt de 35.000 soldater, der er med i Trident Juncture. Kommandodelingen ved 4/II Jydske Dragonregiment viser flaget efter ankomst til beredskabsområdet. Foto: Morten Fredslund.

Trident Juncture bliver gennemført i forskellige områder af Spanien, Portugal og Italien og er den største NATO-øvelse siden 2002. Omkring 36.000 soldater fra ikke mindre end 30 forskellige lande er med.

Små 300 køretøjer og 80 containere
Hæren deltager med en Reaktionskampgruppe, der under øvelsen indgår i en britisk ledet multinational brigade. Reaktionskampgruppen udgøres hovedsageligt af soldater fra II. Panserinfanteribataljon ved Jydske Dragonregiment, men rummer enheder og elementer fra alle tjenestegrene i Hæren. Det være sig ildstøtte, ingeniørenheder, logistik, militærpoliti, kommunikationsenheder og andre specialister.

Den samlede styrke fra Hæren er på godt 850 soldater, og de har taget 224 hjulkøretøjer, 73 pansrede bæltekøretøjer og kampvogne samt godt 80 containere og såkaldte flatracks med til Chinchilla.

- Omfanget og de mange internationale deltagere gør, at Trident Juncture bestemt er en af de øvelser, vi har set frem til at være en del af. Det bliver lærerigt at være på øvelse i så lang, og samtidig bliver det spændende at skulle arbejde tæt sammen med NATO-soldater fra blandt andet Italien og Spanien, hvor kulturen er anderledes, end den vi kender hjemmefra. Terrænnet hernede adskiller sig også meget fra det, vi er vant til at øve os i, og det giver os ingeniørsoldater nogle udfordringer som vi forhåbentlig kan høste gode erfaringer fra, siger Thomas Stoltze.

Han er næstkommanderende for 90 soldater i det ene af de to danske ingeniørkompagnier, som deltager i Trident Juncture. Danskerne er de eneste ingeniørsoldater i det cirka 250 kvadratkilometer store Chinchilla øvelsesområde, så der bliver uden tvivl stor efterspørgsel på ingeniørernes spidskompetencer inden for blandt andet brobygning, minesøgning og -rydning, når øvelsen for alvor går i gang.


Frank fra sanitetsdelingen blev udnævnt til kostabel i juli, og Trident Juncture er hans første tur til udlandet med Forsvaret. Foto: Morten Fredslund.

Store forventninger
Efter ankomst med fly og busser til Albacete i det sydøstlige Spanien blev hovedparten af de danske soldater indkvarteret i en stor teltlejr i nærheden af øvelsesområdet. Netop nu er soldaterne og de mange køretøjer ved at rykke ud i et beredskabsområde, hvor de i ni til ti dage forbereder sig og gennemfører tre taktiske handlebaner.

- Vi er mange unge i sanitetsdelingen, og vi har ikke tidligere været udsendt eller med på så store øvelser som den her. Så det bliver spændende at få prøvet den teoretiske viden af i en stor og realistisk ramme. Det vigtigste er dog, at vi bliver brugt, for der er ikke meget sjov i at sidde i venteposition i dagevis, siger konstabel Maurits.

- Jeg forventer bestemt at få nogle spændende oplevelser. Det kan næsten ikke undgås med så stort et set-up, siger kollegaen konstabel Frank.


Soldater fra det mekaniserede ingeniørkompagni er især glade for at have fået en del nyt materiel med til Spanien. Her gør man materiel og udrustning klar inde der er afgang til beredskabsområdet. Foto: Morten Fredslund


Nyt grej tages i brug
Et stykke derfra er 2. Mekaniserede Ingeniørdeling ved at gøre våben og køretøjer klar. Her har sergent Kasper også store forventninger til øvelsen.

- Forhåbentlig får vi et rigtig godt sammenspil i gang med vores kolleger fra infanteriet, og vi regner da med, at vi skal slå en hel del broer den kommende tid. Et rigtigt stort plus er også, at vi har fået en del spritnyt materiel herned, som vi har ventet på i et stykke tid. Blandt andet det nye lette maskingevær,  M10-riflen og ikke mindst TYR-beskyttelsesvesten,” siger Kasper.

- Så nu er vi klar til at komme ud og slås, og det er mit klare indtryk, at svendene også glæder sig til at møde kolleger fra de andre nationer. Der bliver uden tvivl byttet nogle ærmebatches og feltratioener den kommende tid, slutter han.

Ud over enhederne fra Hæren deltager det danske Forsvar med et C130 Hercules transportfly, en fregat og et logistisk element.

Triden Juncture 2015

  • Der deltager godt 36.000 soldater i Trident Juncture
  • Soldaterne indgår i fire enheder af brigadestørrelse
  • Ca. 230 forskellige typer militære enheder og våbenarter deltager.
  • Der deltager mere end 60 krigsskibe og 140 fly i øvelsen.
  • Mindst 12 internationale organisationer som eks. Røde Kors og OSCE deltager også.