[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Lars Bøgh Vinther, Værnsfælles Forsvarskommando

Et par uger før 2. verdenskrig brød ud, forlod det danske Dornier Wal fly ”Perssuak” Luftmarinestation København med kurs mod Færøerne. Non-stop 7 timer og 25 minutter senere landede vandflyveren ved Tværå på Suderoy.

Flyvningerne skulle teste anvendeligheden af Dornier Wal i Nordatlanten til blandt andet redningsopgaver og inspektionsflyvning. Året før var flyet ”Perssuak” indkøbt fra tyske Lufthansa og det fløj i april 1938 polarforskeren Lauge Koch til det nordligste Grønland på Peary-land Ekspeditionen.


I alt to flyvninger blev gennemført til Færøerne i augustdagene, og den 19. gennemførte flyet en rundflyvning mellem øerne og landede som det første fly ved Thorshavn.  En film om Perssuaks færø-tur er netop blevet offentliggjort på forsvaret.tv. Filmen er skænket af Rechs Ann Pedersen, datter til en af flyverne, Charles Marinus Sundby, der muligvis også er fotografen bag filmen.

Løjtnant Sundby gjorde tjeneste i Marinens Flyvetjeneste fra 1934-40. Umiddelbart efter besættelsen flygtede han fra Danmark sammen med Kai Birksted og deltog i krigen mod tyskerne på allieret side. Han omkom som kaptajn på et rutefly, der ramte et bjerg under indflyvningen til Hong Kong i 1948.

Under Peary-land Ekspeditionen fløj løjtnant Sundby et Heinkelfly nr. 93 og kan her ses iført specialsyet flyverdragt af Isbjørne-pels.





Filmen om færø-flyvningerne indeholder bl.a. optagelser fra et grindedrab, formentlig på Suderoy.
Har nogen yderligere informationer om filmen, dens indhold eller flyvningernes formål hører vi meget gerne om det på mail: vfk-l-kom03@mil.dk.


Fakta:
Der blev foretaget to flyvninger:  Første non-stop fandt sted 9. august og turen fra København til Tværå varede 7 timer og 25 min. Perssuak vendte tilbage til København 12. august efter 6 timer og 40 minutters flyvning. Flyvning nummer to afgik fra Luftmarinestationen ved Refshalen til Tværå den 18.august og returnerede 23.august.

Besætningen på flyvningerne var jævnfør Charles Marinus Sundbys logbog tillige kvartermester Sørensen, Kaptajn(?) Larsen og orlogskaptajn Overbye, som også fløj med Lauge Koch året før.

Læs mere om Charles Marinus Sundby her.

Læs mere om Kai Birksted her.