[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Drømmen om at vinde medaljer til sig selv, holdet og Danmark rumler lige nu i hovedet på mange af de 30 veteraner, der i denne uge har fået at vide, at de skal repræsentere Danmark ved det andet Invictus Games. Stævnet holdes i begyndelsen af maj i år i Orlando, Florida.


Piet Funder Svendsen træner bueskydning i Fredericia under weekendens træningssamling, mens Jesper Madsen, der skød bue ved Invictus Games i London i 2014, vejleder 

Men det er ikke hensynet til flotte sportslige resultater, der har været afgørende for, at det netop er de 30 udvalgte veteraner, der har fået positiv besked. Mens 12 andre fra den bruttotrup, der i weekenden var samlet til træningslejr i Fredericia, har fået at vide, at de ikke kommer med.

-Det afgørende i udvælgelsesprocessen er, at deltagelse giver atleterne mulighed for at rykke sig i deres rehabiliteringsproces. Det handler ikke om at være bedst, men om at få mest ud af det.  Vi ser på, hvem der engagerer sig, hvem der har det største behov, og om deltagelse vil styrke veteranerne i deres rehabiliteringsproces, eller om det vil have en negativ indflydelse, forklarer Nicklas Bjaaland, der er leder af det danske Invictusprojekt.


Basketspillerne træner deres skud, mens gulvvolleyspillerne i baggrunden er ved at sætte bane op.

Naturlig skuffelse
De veteraner, der står skuffede tilbage, har mulighed for at tale med de to psykologer fra Forsvarets Veterancenter, der er en del af Invictusprojektet.

-Det kan godt tænkes, at nogle vil have behov for samtaler, der vil kræve lidt mere af os. Det er naturligt, at de føler at de har mistet noget, og at de føler sig svigtet. Det er genkendelige følelser, og det må vi så på bedste beskub hjælpe dem med, siger psykolog Mette Kølving Petri.

-Men de har været bevidste om det fra starten, og det fornemmer vi også hos dem. Det er noget, de forholder sig til, og de skal nok klare det, supplerer psykolog Julie Hee Young Olsen.

Både psykologerne og Nicklas Bjaaland råder de atleter, der ikke kommer med til Florida, til at fortsætte med at dyrke de sportsgrene, de gerne ville have konkurreret i ved stævnet i Florida

-I Forsvarets Para-Idrætsprojekt kan de fortsætte med de samme sportsgrene i en ny ramme, men langt hen ad vejen med de samme mennesker, og vi vil hjælpe dem hele vejen, fastslår Nicklas Bjaaland.

De 30 heldige har udover den gode nyhed om, at de er en del af holdet, fået besked om at kontrollere udløbsdatoen i deres pas og booke tid i kalenderen til endnu en træningslejr. Holdet rejser til Florida den 4. maj.