[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Celine Emma la Cour

Det er i den grad pirrende, når dokumentarserien ”Jagerpiloterne” viser, hvordan bomber bliver smidt over Irak og Syrien fra de overlegne jagerfly. Til gengæld er det også nogle reflekterede jagerpiloter vi møder undervejs, som med omhu forklarer, hvad deres arbejde indebærer, og ikke mindst, hvordan det påvirker dem. For det handler ofte om liv og død, når jagerpiloterne er på missioner. Og det er vigtigt, at befolkningen får indblik i, hvad politiske beslutninger fører til ude i den virkelige verden.

-Første gang jeg blev udsendt, var det til Balkan. Dengang var Forsvaret meget lukket, og der var ikke rigtig nogle, som ville sige noget til nogen. Men det er vigtigt, at fortælle dem på den anden side, hvad vi går og laver. Det er jo dem, der stemmer på de politikere, som sætter os i værk, forklarer MET, da han bliver spurgt om, hvorfor han gik med til at medvirke i Jagerpiloterne.

-Det må være en af vores hovedopgaver at kommunikere ud, hvad vi laver, fortsætter han.

Flemming Lyngse har før arbejdet sammen med Forsvaret om dokumentarserien ”Frømandskorpset”. Hans tv-hold fra STV fulgte forskellige jagerpiloter og medarbejdere fra Flyvevåbnet gennem 8 måneder. De overværede både øvelser i luften, øvelser på jorden og faktiske missioner, hvor bombninger udføres, og liv går tabt. Episoder og erfaringer der blev klippet sammen til 5 afsnit som gav et på en gang både spændende og nøgternt billede af jobbet som jagerpilot.

For forsvaret var det vigtigt, at det færdige produkt ikke blot var underholdning eller kun spillede på sensation. Det retvisende billede er til gengæld ikke altid rosenrødt men tværtimod en smule mudret.
 
-Jeg synes, at Jagerpiloterne giver et ret unikt indblik i, hvad der er sket i løbet af de 8 måneder. Jeg var ret spændt på at se, hvordan systemet ville reagere, når det, vi siger i optagelserne, ikke kun er udtryk for alt det gode. I første program siger jeg for eksempel, at indsatsen over Libyen ikke ligefrem medførte, det vi havde håbet på. Men der var ikke et kvæk. Nogle gange kan en bombe risikere at ramme forkert, og det skal man også kunne snakke om. Det er jo også det, som gør det troværdigt, fordi selvfølgelig begår vi en gang imellem fejl. Vi er også mennesker, siger MET.

For Flemming Lyngse var den største overraskelse under optagelserne, hvor meget vi egentlig er i krig og har været det de sidste mange år. Hans oplevelse inden optagelserne var, at det var lidt sådan nogle tandlægeoperationer. Lidt ubehagelige men ikke noget større. Men som tiden gik, ændrede hans opfattelse sig, og han blev mere klar over, hvor vigtigt det er, at befolkningen er oplyste på et andet niveau end små nyhedsnotater.
 
-Jeg synes nærmest, det er kravet i et demokratisk land, at vi holder os informerede om konsekvenserne af de beslutninger, der bliver truffet på vores vegne. I hvert fald når det handler om krig. Man behøver ikke holde sig informeret i detaljer om kulturpolitik eller finanspolitik, men når der er liv på spil, bør vi vide præcist, hvad det er, vi beder om, siger Flemming Lyngse.

Det er stadig muligt at se hele serien på DR på nettet frem til 20.juni.