[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Resolute Support – Afghanistan
I denne uge blev 352 kadetter fra den afghanske officersskole, Afghan National Army Officer Academy (ANAOA), udnævnt til løjtnanter.
I løbet af uddannelsen, som tager et år, har kadetterne fået undervisning i blandt andet ledelse, engelsk og taktik under både defensive og offensive operationer. Efter udnævnelsen venter der løjtnanterne et kort ophold på en tjenestegrensskole, hvor de kan specialisere sig til blandt andet kamp- og ingeniørtropper.

Igennem uddannelsen har danske mentorer rådgivet og vejledt de instruktører, der har undervist kadetterne. Udnævnelsen markerer derfor også afslutning på mentorernes arbejde gennem det sidste år. Mentorerne kan dog ikke hvile på laurbærrene, da et nyt hold kadetter starter om mindre en to uger. Der er tre årgange på ANAOA og der bliver udnævnt cirka 320 løjtnanter hver fjerde måned. Danmark har ni rådgivere tilknyttet ANAOA.




Udnævnelsen af 352 kadetter ved ANAOA blev markeret med en stor udnævnelsesparade. Foto: Forsvaret

MINUSMA – Mali
Det udsendte danske C-130-bidrag har den seneste uge fløjet 3 missioner for FN. Missionerne går med transport af passagerer og gods, og bidraget flyver primært til byerne Gao, Timbuktu og Mopti. Det uforudsigelige vejr skaber til stadighed forsinkelser i større eller mindre grad, men indtil videre har det ikke haft større effekt på gennemførslen af missionerne.

Bidraget har transporteret i alt 216 personer og 26.579 pund gods i perioden 19.-25. juli.


Det danske C-130 Hercules i Mali. Foto: Forsvaret

Operation Inherent Resolve
Træningsbidraget – Irak
Træningsbidraget har i den seneste tid forberedt den kommende træning af sikkerhedsstyrker fra det irakiske Border Guard Police.

Der er uddannet 8.269 irakiske sikkerhedsstyrker siden missionens start.

Træningsmissionen gennemfører i disse dage udskiftning af det nuværende danske hold trænere og øvrige personel ved missionen på Al Asad Airbase. Men træningen af irakiske sikkerhedsstyrker fortsætter.


I forbindelse med den planlagte udskiftning af soldaterne ved Operation Inherent Resolve Hold 5 blev der taget afsked med træningsbidraget fra de tre baltiske lande. Estland, Letland og Litauen stiller alle med træningshold til missionen. Foto: Presseofficer Mads Rolf Ahrenskjær