[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Resolute Support – Afghanistan
Det danske Mobile Force Protection Team (MFPT), der transporterer NATO’s rådgivere rundt i Kabul, har i denne uge gennemført træning og uddannelse af amerikanske soldater, som er en del af det øgede amerikanske bidrag til Resolute Support-missionen.



Uddannelsen foregik i New Kabul Compound, hvor MFPT-bidraget holder til, og der blev trænet standardprocedurer over for improviserede sprængladninger, både som vejsidebomber og bilbomber. Der blev trænet evakuering fra køretøjer, sikring og radiokommunikation efter en eksplosion. Træningens pædagogiske sigte var at lære soldaterne at lære af egne fejl.




Operation Inherent Resolve

Træningsbidraget – Irak
Træningsbidraget har i denne uge trænet 2. Anbar, som er den enhed, der har ansvaret for sikkerheden ved det yderste hegn på Al Asad Air Base. Træningen har bestået af uddannelse i fagene målerkendelse, måludpegning, afstandsbedømmelse, afstandsretningskort og skudordre. Uddannelsen er gennemført ved de vagttårne, hvor færdighederne skal anvendes.

Træningsbidragets Mobile Training Team, som er udsendt til den franske lejr Task Force Monsabert i Bagdad, har i denne uge afsluttet træningen af i alt 30 irakiske befalingsmænd. Inden afslutningen af kurset sidst på ugen, blev soldaterne trænet i bykamp og planlægning af operationer og ordreudgivelse. Det overordnede indtryk er, at niveauet hos soldaterne generelt er løftet i løbet af kurset.

Det dansk ledede Building Partner Capacity (BPC) ved Task Force Lion har pr. den 28. oktober 2017 gennemført og afsluttet træning af i alt 9.038 irakiske soldater og politifolk. Træning af 2. Anbar tælles først med ved afslutningen af OIR hold 6, da enheden vil modtage uddannelse gennem hele perioden.

Radarbidraget – Irak
Radarbidraget har i den seneste uge været påvirket af sandstorme i Irak. Dette har stor indflydelse på operationerne i området og også på radaren. Det meget fine sand i en sådan storm slider på flere dele af radaren.
Sandstormen har også påvirket rotation af radarbidragets Hold 7 og Hold 8 i Irak.

Task Force 61 – Irak
De danske specialoperationssoldater, der træner den irakiske Ali al Furat-brigade, er i disse dage i felten sammen med brigaden og støtter dem direkte i deres arbejde. I denne uge har Task Force 61 brugt deres egne våben. Fra tilbagetrukket position støttede de brigaden i beskyttelsen af de irakiske styrker, der kæmper mod ISIL. I den forbindelse har de også benyttet sig af deres mulighed for at tilkalde luftstøtte.

Operationerne er, torsdag, stadig i gang, og det er derfor ikke muligt at fortælle mere præcist om omstændigheder og geografi.

Frontex – Italien
Danmark har løbende deltaget i Frontex-missionen i Middelhavet med Challenger-overvågningsfly, der har fløjet patruljer. I den næste periode støtter Forsvaret Rigspolitiet ved at sende folk ud, der skal arbejde på jorden. Den 31. oktober tog de første fem af i alt 11 medarbejdere af sted. De skal primært være med til at tage fingeraftryk af og registrere flygtninge og migranter, der kommer til Italien og Grækenland. Opgaverne gennemføres som en del af Danmarks støtte i forbindelse med kontrollen af EU's grænser.

MINUSMA – Mali
Det danske C-130J bidrag, er en del af FN missionen i Mali, forkortet MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali). Bidraget består af et C-130J Hercules transportfly med besætning og støtte- og Force Protection personel. Opgaven for bidraget er at løse transportopgaver for både den militære og civile del af MINUSMA.
Detachementet har i ugens løb fløjet missioner til Gao, Timbuktu og Mopti, der er nogle af de primære destinationer i Mali.

Bidraget har for FN transporteret i alt 243 personer og 29.100 pund gods i perioden 25. oktober til 31. oktober.