[Oprindeligt publiceret af Arktisk Kommando]

Af inspektionsskibet Hvidbjørnen

I sidste uge gennemførte inspektionsskibet Hvidbjørnen en øvelse med den islandske kystvagts store Super Puma helikopter.

Inspektionsskibene holder ofte øvelse med den islandske kystvagt (Landhelgisgæsla Íslands), herunder også med deres helikoptere, men det var første gang, at der blevet trænet landinger og take offs fra inspektionsskibet.


(Foto: Daniel Lassen)
 
Øvelsen havde til formål netop at sikre, at de islandske helikoptere i fremtiden kan foretage landinger på inspektionsskibene. Dette vil i stor grad styrke mulighederne for at samarbejde, når skibene og helikopterne er indsat samtidigt i Search and Rescue operationer og evakueringer.

Med mulighed for at lande på inspektionsskibene kan den islandske helikopter eksempelvis sætte evakuerede af direkte på inspektionsskibet og modtage støtte fra skibet, hvilket kan forøge helikopterens operationstid i et givent område.


(Foto: Walther Ehrat)
 
I Nordatlanten opereres der ofte over meget store afstande og der kan være langt imellem landingspladserne, så det er en stor fordel at kunne få støtte fra et skib.


(Foto: Walther Ehrat)
 
Den islandske helikopterbesætning fik en god introduktion på Hvidbjørnen om skibet og procedurer af skibets egen helikopterbesætning. Derefter gennemførte man i alt otte landinger og take-offs til søs i farvandet ud for Reykjavik.


(Foto: Daniel Lassen)
 
I de første landinger og take offs var Hvidbjørnens helikoptergruppeleder med i Super Pumaen for at vejlede, mens de sidste landinger og take offs blev foretaget af selvstændigt af de islandske piloter.


(Foto: Daniel Lassen)
 
At de store islandske Super Pumaer nu kan lande og lette fra inspektionsskibene kan være en stor fordel i mange situationer. At det nu også er øvet i praksis er et udtryk for de gode relationer og det stærke samarbejde, der er imellem Arktisk Kommandos sejlende enheder og Landhelgisgæsla Íslands.