[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Af Lars Bøgh Vinther, vfk-kom

Det nytter at beskytte havmiljøet med større opmærksomhed, viser 12 års kampagne med et stigende antal havmiljøvogtere.  Siden 2006 er antallet af olieudslip i dansk farvand mere end halveret, en positiv udvikling som også kan tilskrives havmiljøvogterne.

- Et vågent øje fra lystsejlere, surfere, fritidsfiskere og de mange andre, der færdes på havet, er en vigtig del af årsagen. fortæller orlogskaptajn Frank Erland Jensen, der står i spidsen for havmiljøvogterkampagnen.

I år har Forsvaret samarbejdet med en række maritime foreninger, lystbådehavne og Spar Nord Fonden for at bekæmpe det såkaldte ”havfald”, der er betegnelsen for affald som bliver smidt i havet og på strandene.



Mere end 600.000 havfalds-poser er over sommeren blevet udleveret til et stigende antal havmiljøvogtere, der aktivt har samlet plast, dåser, chipsposer og andet affald på strande og på havet. 

- Vi er ikke en del af krig mod plast, vi vil bare ikke have det i vores havmiljø, siger Frank Erland Jensen, som heldigvis bakkes op af et stigende antal unge.

Blandt de 2.575 nye vogtere der er kommet til i år er flere end 1.000 mellem 8 og 12 år og såkaldte juniorhavmiljøvogtere.