[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

I 2017 vandt Danmark guld i kørestolsrugby ved Invictus Games i Toronto. Medaljerne var en triumf for hele det danske hold og naturligvis særligt for de spillere på holdet, der i tredje forsøg vandt de guldmedaljer, som de også havde kæmpet for i London i 2014 og i Orlando i 2016.


Spillere, andre deltagere, pårørende og ledere jubler over guldmedaljerne i kørestolsrugby i Toronto i 2017. For at få flere nye deltagere med til Invictus Games i 2018 har Danmark valgt ikke at stille hold i kørestolsrugby og kørestolsbasket.

Men når der skal spilles kørestolsrugby ved Invictus Games 2018 i Sydney i Australien, bliver det uden Danmark, der ikke stiller hold i kørestolsrugby og kørestolsbasket.

-Vi ønsker at få flere nye deltagere med på holdet, og da næsten alle de interesserede veteraner med fysiske skader allerede har været med to-tre gange, og vi derfor primært har psykisk skadede veteraner med i bruttotruppen, så vil vi ikke kunne stille hold i de to discipliner, forklarer Claus Bodilsen, der er Team Manager for det danske Invictus Games hold.

Psykisk skadede veteraner må gerne deltage i de to kørestolsdiscipliner, men reglerne i klassifikationssystemet betyder, at der skal være en overvægt af fysisk skadede spillere på banen. Klassifikationssystemet betyder også, at der er risiko for, at Danmark heller ikke kan stille hold i sitting volleyball, men det håber og arbejder Claus Bodilsen fortsat på.

Fokus på udvikling
Bruttotruppen til det danske hold er på 50 veteraner. Her af er 26 helt nye i Invictus Games sammenhæng, og ingen har i forvejen deltaget i legene mere end en gang. Fravalget af kørestolsdisciplinerne og de sportsligt set mest erfarne veteraner svækker Danmarks muligheder for at komme hjem med medaljer.

-Det er ikke det, der er vores fokus. Det er at skabe personlig udvikling. Medaljer vil være en bonus og alle skal naturligvis gøre deres bedste. Men det er udviklingen for den enkelte veteran og udvikling for holdet, vi fokuserer på, fastslår Claus Bodilsen.


Mange af de psykisk skadede veteraner skal gennemgå en stor personlig udvikling for overhovedet at kunne deltage i konkurrencerne ved Invictus Games.

Bruttotruppen mødes til to planlagte træningssamlinger i februar og april. Efter den anden samling udtages det hold på omkring 25 atleter, der skal repræsentere Danmark ved legene i Sydney.

-Vi vil se på, i hvor høj grad deltagelse vil gavne den enkeltes igangværende rehabilitering. Vi vil se på, hvor engagerede deltagerne er ved træningssamlingerne – naturligvis under hensyn til deres fysiske og mentale niveau, og vil vi se på i hvor høj grad deltageren prioriterer deres deltagelse. Alle deltagere har lige muligheder, men som nævnt ser vi gerne flest muligt nye deltagere får chancen, forklarer Claus Bodilsen om kriterierne for at sætte holdet.

Fravalget af kørestolsrugby og kørestolsbasket betyder, at Danmark stiller op i siddende volleyball (forhåbentligt), svømning, bueskydning, roning, cykling, atletik, powerlifting, driving challenge og sejlads, der er en ny disciplin i Invictus Games sammenhæng.

Invictus Games 2018 finder sted i Sydney fra den 20. – 27. oktober.