[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Simon Johnsen Elbeck



Normalt har Danmark udsendt to officerer til Sydkorea, hvor de er en del af United Nations Command Military Armistice Commission (UNCMAC), der under amerikansk ledelse, overvåger, at våbenhvilen, der blev indgået efter Koreakrigen i 1953, bliver overholdt. Men siden midt november, hvor UNCMAC bad Danmark om ekstra kræfter, har Danmark fordoblet sit bidrag på den koreanske halvø. Og de to har været vidne til en hidtil uset opblødning af forholdet mellem Nord og Sydkorea.

- Vi har følt, at vi har været med i film og har stået midt i verdenshistorien. Jeg er jo ikke noget særligt, jeg er bare dansk soldat, men vi står midt i verdenshistorien, siger Major Peter fra den Kongelige Livgarde.

- Vi har været med til den spæde start af noget, som kan blive en historisk fred mellem Nord og Sydkorea. selvom der er langt endnu. Det er noget, som vi vil huske for altid, siger seniorsergent Martin fra 2. Brigade.

I de seks uger, hvor Peter og Martin har været i Korea, er der blevet fjernet minefelter i området mellem landene. Både nord og syd har bortsprængt og fjernet 10 militære grænseposter langs den demilitariserede zone. De har været vidne til, at koreanerne har testkørt et civilt tog fra syd til nord. Og de var med, da soldater fra Nord- og Sydkorea for første gang siden 1953 fredeligt krydsede demarkationslinjen, som linjen, der skiller Nord- og Sydkorea, hedder.

- Der blev røget cigaretter, drukket kaffe og grinet. Det er ikke fjender, der mødtes, heller ikke perlevenner.Man kunne mærke, at de var spændte på begge sider - det var en stor og historisk ting. Samtidig var der en vis form for mistro fra Nordkoreansk side. Men begge parter var indstillet på, at det her skulle være en succes, siger seniorsergent Martin fra 2. Brigade.



I følge den danske ambassadør i Sydkorea er det en helt unik og meget positiv udvikling, der foregår på halvøen

- Jeg oplever en enorm udvikling herude. For bare et år siden havde vi den seneste eskalering med missilaffyringer og atomprøvesprængning. I dag er der dialog mellem Nord og Sydkorea. De mødes og de deeskalerer situationen, siger Thomas Lehmann, Danmarks ambassadør i Sydkorea.De to Korea’er har rakt hånden ud til hinanden, er mødtes flere gange og er blandt andet blevet enige om, at deeskalere situationen ved at fjerne minefelter og vagtposter og trække soldater tilbage fra den demilitariserede zone.

Og det arbejde er Danmark og danske soldater med til at kontrollere.
- Vores soldater overvåger det konkrete arbejde og ser, at nedrivning og minefjernelse sker på den rigtige måde. Og det arbejde står der enorm respekt om fra hele UNC, siger Thomas Lehmann, Danmarks ambassadør i både Nord- og Sydkorea.

Se videoindslag om danskernes arbejde herunder: