[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Enhanced Forward Presence (eFP) – Danmarks fremskudte tilstedeværelse i Estland
Sidste uge stod på træning i nærkampsskydning for nogle af de cirka to hundrede danske soldater, der er udsendt for at bidrage til NATO-alliancens afskrækkelses- og forsvarsprofil overfor Rusland. Det estiske landskab er præget af meget tætte skove, og derfor kan de danske soldater øve sig i at kæmpe på kortere afstande, end de er vant til.


Foto: Søren Bjørndal

Den seneste uge har også budt på besøg hjemmefra. Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var tirsdag og onsdag på kasernen i Tapa, hvor han blandt andet holdt foredrag for de danske soldater og besøgte øvelsesterrænnet.


Foto: Søren Bjørndal

Baltic Air Policing – Litauen
De danske F16-kampfly har pr 18. april fløjet 85 missioner over de baltiske lande, hvoraf hovedparten er træningsmissioner. Missionerne har til formål at håndhæve estisk, lettisk og litauisk suverænitet. Derudover trænes såvel dansk som baltisk personel i luftoperationer og det danske personale tilvænnes det nye operationsområde.


Iceland Peacetime Preparedness Needs (IPPN) – Island

Det er nu fjerde gang at Danmark gennem NATO støtter Island med afvisningsberedskab, da Island ikke selv har kampfly, der kan løse opgaven med at opretholde landets suverænitet i luftrummet.

De danske kampfly har fra de fløj fra Danmark den 11. til den 18. april fløjet 7 missioner over Island. Bidraget er indsat frem til uge 18.


Blue Waves - Middelhavet
Omkring tyve soldater fra Frømandskorpset deltager de næste måneder i NATO Operation Sea Guardian, som består af et nederlandsk kommandoskib med en maritim specialoperationsstyrke om bord.

Formålet med Operation Sea Guardian er at styrke den maritime sikkerhed i Middelhavet og undgå, at trusler fra middelhavsområdet spredes til resten af Europa og Danmark.

I den ramme er de danske soldater om bord på det hollandske støtteskib Karel Doorman, hvor specialoperationsstyrker fra Danmark, Holland og Belgien kan træne sammen. Det giver blandt andet mulighed for at træne specielle ting som for eksempel at redde tilskadekomne ud fra dybet af et skib.


Resolute Support – Afghanistan
Det danske transport- og sikringsbidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, så de kan udføre deres arbejde i Kabul, har i den forgangne uge gennemført 29 sikringsopgaver i køretøjer og 71 til fods.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danske soldater er i spidsen for, har i denne uge gennemført 4.055 aktioner. Primært ID-kontrol, fartkontrol, køretøjskontrol, kontrol af personel, patruljer samt kontrol af 562 rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport. Det danske hundebidrag har undersøgt 101 biler og et område, hvor der har været begået indbrud.  


Billede fra luften over Kabul. Foto: Resolute Support.


Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1) – på vej mod Skotland
Den danske fregat Niels Juel, som er flagskib i den ene af NATO’s stående flådestyrker, er på nuværende tidspunkt ved at deployere mod farvandet omkring Skotland. Der skal fregatten i den kommende periode deltage i øvelsen Joint Warrior 18-1, som er en multinational øvelse, hvor de deltagende skibe vil træne det at arbejde sammen som en flådestyrke. Samtidig træner de almindelige maritime kampkompetencer som for eksempel luftkrig og undervandskrig.


I den seneste uge har Niels Juels fået en af de nye Seahawk-helikoptere ombord. Foto: NATO