[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af generalmajor Kenneth Pedersen, chef for Hærkommandoen
Det var med nogen undren, jeg i Berlingske søndag læste, hvor slemt det åbenbart står til for Hæren og vores soldater, som synes, det er for besværligt at sløre køretøjer, ligesom det åbenbart kommer bag på os, at trusselsbilledet i dag er et andet end for få år siden. Baggrunden for Berlingskes bekymring stammer fra vores egen interne kvalitetskontrol, som har gjort opmærksom på, at især sløring, skjul og spredning bør være et væsentligt fokusområde.
Når det handler om at udtale sig om Hæren er der mange eksperter – specielt når de selvudråbte af slagsen tælles med – og få ansvarlige med reel indsigt. I denne sammenhæng er jeg en af de ansvarlige, og selv om jeg har været chef for Hærkommandoen i kort tid, er min opfattelse af tingenes tilstand anderledes optimistisk.
Der er ingen tvivl om, at vi har travlt og at alle løber meget stærkt, men når jeg har besøgt Hæren, oplever jeg bestemt ikke fodslæbende soldater, der fokuserer på det forkerte. Jeg har både i min nuværende og i min tidligere funktion som chef for Operationsstaben kun mødt professionelle soldater, der hele tiden stræber efter at blive bedre og som bekymrer sig om uddannelsens kvalitet og relevans.
Vi har vidst det siden de store hold i Afghanistan
Missionerne i Irak og Afghanistan har i en årrække fyldt meget for os og for vores allierede. Vi havde flere hundrede soldater udsendt til kampmissioner, hvor erfaringer og tabstal med al tydelighed viste, at den største trussel mod os lå i jorden i form af improviserede sprængladninger eller som selvmordsbomber. Vi var involverede i hårde kampe, men det var ikke kampfly, kampvogne, artilleri eller droner, der kostede os liv og lemmer.
Derfor gav det mening, at vi i uddannelsen fokuserede skarpt på truslen fra vejsidebomber og på at blive gode til at opdage dem i stedet for at bruge kostbar uddannelsestid på at skjule os selv og vores køretøjer for fjendtlige kampfly og droner, som ikke var der. Vi er til enhver tid nødt til at fokusere på den krig vi udkæmper, men enhver god soldat ved, at den næste konflikt vil byde på trusler, som det vil kræve omstilling at imødegå.
Vi er i gang med en omstilling og har været det længe
Evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander, der har fly, kampvogne og artilleri er en afgørende og elementær del af hærens uddannelse. Basale overlevelsesforanstaltninger som sløring, skjul og spredning er afgørende på slagmarken. I Afghanistan tilpassede vi os en bestemt type krig ved at nedtone nogle elementer til fordel for andre, men vi har aldrig glemt dem.
Hærens Taktiske Inspektør udarbejder årligt en rapport på baggrund af alle de inspektioner og kontroller, der er foretaget ved hærens enheder. Rapporten er hærens eget redskab til at kontrollere enhedernes færdigheder med det formål at kunne tilpasse uddannelsen i forhold til aktuelle og kommende trusler. I rapporten fra 2018 slår taktikinspektøren fast, at alle besøgte enheder nåede et tilfredsstillende uddannelsesniveau. Når det så er sagt, så er det ikke underligt eller bekymrende, at discipliner som bevidst har været nedprioriteret i en periode, men som nu kræver fokus i forhold til et ændret trusselsbillede, anføres som et væsentligt udviklingsområde. Tværtimod – det er selve meningen med inspektionerne. Hæren er i gang med en langsigtet omstilling, og vi uddanner i dag flere soldater til et bredere spektrum af opgaver, end vi gjorde for bare få år siden.
I januar kom det andet hold af 200 soldater hjem fra Estland, hvor de i et halvt år har trænet kamp mod en ligeværdig modstander sammen med vores allierede i NATO. Hæren modtager en masse nyt højteknologisk materiel de kommende år, og vi er i gang med at opbygge en brigade, der ved udgangen af indeværende forsvarsforlig er klar til indsættelse i en hvilken som helst mission. Hærens dygtige soldater arbejder benhårdt og fokuseret på denne omstilling og træningen til kampen mod en ligeværdig modstander står således klart i hærens bevidsthed. Jeg er derfor uforstående overfor påstanden om, at det ændrede trusselsbillede skulle komme bag på os.
Døgnet har nu engang kun 24 timer, og vi omstiller os, samtidig med at vi løser opgaver i blandt andet Irak, Afghanistan, Kosovo, Estland, Afrika, ved den danske grænse og i København. Der er faste krav til de enheder, som Forsvaret opstiller og afgiver til NATO’s beredskaber. De krav lever vi op til, og vi gør det faktisk godt. Kan vi blive endnu bedre? Det kan og skal vi altid, det handler om liv og død. Historien er fyldt med eksempler på hære, der forberedte sig på den sidst udkæmpede krig fremfor at fokusere på fremtidens konflikt.
Rapporten fra Hærens Taktikinspektør viser med al tydelighed, at vi hele tiden forholder os professionelt og selvkritisk til vores uddannelse for at være klar til fremtiden. Mindre kan heller ikke gøre det, når det handler om Danmarks sikkerhed.