Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Seks nye frømænd er født
Frømandskorpset har fået seks nye frømænd ved korpsets traditionsbundne ceremoni, hvor de også blev budt velkommen af nogle af Danmarks første frømænd.
16. oktober, 2019 - Kl. 13.10
[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af Emma Kirketerp / Forsvarskommandoen
Fotos: Palshøj / Frømandskorpset
”Det er her, det hele starter og slutter og starter på ny,” siger lederen af Frømandskorpsets Elevskole og tilføjer:
”Er der nogen, der ønsker at melde fra?”
Det er sidste chance. Ingen siger noget. Småsnakken omkring seks frømandselever er forstummet, da Elevskolens leder har taget ordet.
Det er i dag, den store forvandling sker. Det er i dag, de seks elever bliver til frømænd.
En sidste forhindring
I strandsandet foran de seks mænd ligger den. Den allersidste forhindring de skal overvinde, inden de kan blive en del af korpset. En 800 kilo tung egetræstamme ved navn ”Maren”.
Gennem otte måneder har bjælken været lig med besvær og smerte, når de har slæbt den rundt som en del af Frømandskorpsets berygtede samarbejdsøvelser. Ligesom alle andre frømænd før dem har båret rundt på ”Maren”, siden korpset blev etableret i 1957.
I dag symboliserer egetræstammen kulminationen på Elevskolen og repræsenterer den rituelle overgang fra elev til frø.
”Det er et had-kærlighedsforhold, vi har til ”Maren”. Jeg har jo sigtet efter denne her dag, men hun er også en meget tung byrde, vi har båret rundt på i dage og nætter i otte måneder. Og det har bestemt ikke været en fornøjelse,” fortæller frømandseleven, der har fået navnet Luke af de øvrige frømænd.
Sæt i gang
Elevernes instruktør beordrer dem ud i Isefjorden, der ligger ud for frøernes hovedkvarter i Kongsøre. Regnen, der er faldet tungt hele formiddagen, har taget ophold, så solen og spredte skyer nu spejler sig i fjordens rolige vand.
I monotont kor synger de ”I østen stiger solen op”, som de har gjort så mange gange før i løbet af Elevskolen. Det bliver kun til første strofe, før instruktøren giver dem tegn. Nu gælder det.
Oven på bjælken har en stribe frøer indtaget position, så symbolikken cementeres: Eleverne må grave sig under ”Maren” og muren af frømænd, hvis de virkelig vil være en del af korpset.
De seks elever springer gennem det lave vand ind på land. Kaster sig på knæ foran ”Maren”. Med de ikoniske røde hjelme, der gennem otte måneder har markeret deres status som frømandselever, graver de sig nu under den tunge træstamme.
Et stykke vej endnu
”Kom så! Grav!” De sammenstimlede frømænd har dannet et kor rundt om ”Maren” og de seks elever. Det er kaos og tumult, mens de graver med de bare næver i det våde strandsand. De vinkler håndfladerne, så der kan være mest muligt sand i de håndformede skovle. Skraber det op langs hullet, ud til siderne, væk fra ”Maren”. Ren mekanik.
Så snart den yderste frømandselev ser, han har luft på den anden side af ”Maren”, forcerer han overkroppen under bjælken. Vrider sig for at se, om det kileformede hul er stort nok til, at han kan presse sig igennem. Han har akkurat kun gravet nok til, at toppen af den røde hjelm kan ses på den anden side.
”Grav!” bliver der råbt. Tilråbene intensiverer, som eleverne hver især gør forsøg på at presse sig under træstammen. Pulsen stiger. ”Grav!” Eleven graver igen og gør forsøget endnu en gang. Der er stadig et stykke vej igen, inden han kan møve sig igennem.
En dag, der vækker minder
Endnu flere frøer er stimlet sammen på den anden side af ”Maren”. Alle sammen kan de huske, da de gravede sig under træbjælken. De ved, hvad der er gået forud for hvert tag i sandet. Hvilke ekstreme prøvelser, de seks elever har måttet gennemgå for at være en af de udvalgte.
Også de tre ældste nulevende frømænd, Nygaard, Filip og Svend-Aage, der henholdsvis har frømandsnummer 6, 10 og 13, husker den dag, da de blev frømænd. De har sluttet sig til flokken af hujende frøer. Dengang i 1957 var der ikke noget decideret ritual som nutidens med ”Maren”.
Ikke desto mindre ved de, at det er en helt særlig dag og en stærk følelsesmæssig oplevelse, som også vækker minder til tiden på Elevskolen og i korpset.
”Jeg glæder mig over, at der stadig stilles store krav til eleverne, og at de arbejder hårdt for at honorere dem. Det synes jeg også, man skylder os, der startede korpset,” siger 89-årige Nygaard.
På den anden side
Hujen og råb ændrer karakter til jubel med pift og klapsalver. En rød hjelm dukker op i flokken af frømænd. Den første nye frømand er igennem efter omkring fire minutter.
Kort tid efter så nummer to. Med et ansigt forkrampet i tårer omfavner han den nærmeste frømand.
”Af med hjelmen!” råber frømændene, da nummer tre er under ”Maren”.
Den lettere forpustede frømand spænder hjelmen op og kaster den fra sig, så den ryger tværs gennem luften og er lige ved at ramme en anden frømand, der står i udkanten af forsamlingen, inden den lander i det våde siv længere oppe ad stranden.
Så dukker den næste nye frø op, som den nærmeste frø griber fat om skulderen på. Omfavner ham med et hult dunk på ryggen. Den nyeste frømænd gengælder dunket og efterlader et vådt og sandet håndaftryk på sin nye kollegas jakke.
Velkommen til korpset
Så er alle seks igennem, de røde hjelme er væk, og de har hver fået deres frømandsnummer – tildelt efter den rækkefølge, som de kom under ”Maren”.
”Det var vildt,” konstaterer frømanden Luke med et bredt smil, der bliver siddende i yderpunktet. Sandkorn klæber til huden om hans tindinger, ører, næsebor, overlæbe og våde uniform efter strabadserne.
Fortidens og fremtidens frømænd forenes, da den ældste nulevende frømand, Nygaard på 89 år, rejser sig fra sin kørestol med hjælp. De nye frøer har taget plads oven på den besejrede træbjælke.
”Jeg beklager meget, men det er altså mig, der har opfundet traditionen med at grave sig under ’Maren’,” siger Nygaard smilende, da de nye frøer én efter én træder ned fra ”Maren” og omfavner den sjette frømand i korpsets historie.
En del af Familien
”Det er svært at sige, hvornår det går op for mig, hvad der er sket. Der går nok nogle timer eller nogle dage. Under hele Elevskolen har man kæmpet sig igennem,” siger Luke omtumlet, lettet og helt sikkert også udmattet.
Selv om dagen markerer slutningen på Elevskolen, er det nye kuld langt fra færdige med deres uddannelse til frø. Den begynder først rigtigt nu, når de indgår i patruljerne med de ældre frømænd. Alligevel er det et markant skifte, som de nyudklækkede frømænd mærker allerede kort efter ceremonien med ”Maren”.
”Vi talte lige om, at vi ikke længere behøver at løbe, som vi har skullet gennem hele Elevskolen. Nu må vi gå,” siger Luke, inden han alligevel haster videre til dagens næste festlige markering. Nu som en del af Frømandsfamilien.
Af Emma Kirketerp / Forsvarskommandoen
Fotos: Palshøj / Frømandskorpset
”Det er her, det hele starter og slutter og starter på ny,” siger lederen af Frømandskorpsets Elevskole og tilføjer:
”Er der nogen, der ønsker at melde fra?”
Det er sidste chance. Ingen siger noget. Småsnakken omkring seks frømandselever er forstummet, da Elevskolens leder har taget ordet.
Det er i dag, den store forvandling sker. Det er i dag, de seks elever bliver til frømænd.
En sidste forhindring
I strandsandet foran de seks mænd ligger den. Den allersidste forhindring de skal overvinde, inden de kan blive en del af korpset. En 800 kilo tung egetræstamme ved navn ”Maren”.
Gennem otte måneder har bjælken været lig med besvær og smerte, når de har slæbt den rundt som en del af Frømandskorpsets berygtede samarbejdsøvelser. Ligesom alle andre frømænd før dem har båret rundt på ”Maren”, siden korpset blev etableret i 1957.
I dag symboliserer egetræstammen kulminationen på Elevskolen og repræsenterer den rituelle overgang fra elev til frø.
”Det er et had-kærlighedsforhold, vi har til ”Maren”. Jeg har jo sigtet efter denne her dag, men hun er også en meget tung byrde, vi har båret rundt på i dage og nætter i otte måneder. Og det har bestemt ikke været en fornøjelse,” fortæller frømandseleven, der har fået navnet Luke af de øvrige frømænd.
Sæt i gang
Elevernes instruktør beordrer dem ud i Isefjorden, der ligger ud for frøernes hovedkvarter i Kongsøre. Regnen, der er faldet tungt hele formiddagen, har taget ophold, så solen og spredte skyer nu spejler sig i fjordens rolige vand.
I monotont kor synger de ”I østen stiger solen op”, som de har gjort så mange gange før i løbet af Elevskolen. Det bliver kun til første strofe, før instruktøren giver dem tegn. Nu gælder det.
Oven på bjælken har en stribe frøer indtaget position, så symbolikken cementeres: Eleverne må grave sig under ”Maren” og muren af frømænd, hvis de virkelig vil være en del af korpset.
De seks elever springer gennem det lave vand ind på land. Kaster sig på knæ foran ”Maren”. Med de ikoniske røde hjelme, der gennem otte måneder har markeret deres status som frømandselever, graver de sig nu under den tunge træstamme.
Et stykke vej endnu
”Kom så! Grav!” De sammenstimlede frømænd har dannet et kor rundt om ”Maren” og de seks elever. Det er kaos og tumult, mens de graver med de bare næver i det våde strandsand. De vinkler håndfladerne, så der kan være mest muligt sand i de håndformede skovle. Skraber det op langs hullet, ud til siderne, væk fra ”Maren”. Ren mekanik.
Så snart den yderste frømandselev ser, han har luft på den anden side af ”Maren”, forcerer han overkroppen under bjælken. Vrider sig for at se, om det kileformede hul er stort nok til, at han kan presse sig igennem. Han har akkurat kun gravet nok til, at toppen af den røde hjelm kan ses på den anden side.
”Grav!” bliver der råbt. Tilråbene intensiverer, som eleverne hver især gør forsøg på at presse sig under træstammen. Pulsen stiger. ”Grav!” Eleven graver igen og gør forsøget endnu en gang. Der er stadig et stykke vej igen, inden han kan møve sig igennem.
En dag, der vækker minder
Endnu flere frøer er stimlet sammen på den anden side af ”Maren”. Alle sammen kan de huske, da de gravede sig under træbjælken. De ved, hvad der er gået forud for hvert tag i sandet. Hvilke ekstreme prøvelser, de seks elever har måttet gennemgå for at være en af de udvalgte.
Også de tre ældste nulevende frømænd, Nygaard, Filip og Svend-Aage, der henholdsvis har frømandsnummer 6, 10 og 13, husker den dag, da de blev frømænd. De har sluttet sig til flokken af hujende frøer. Dengang i 1957 var der ikke noget decideret ritual som nutidens med ”Maren”.
Ikke desto mindre ved de, at det er en helt særlig dag og en stærk følelsesmæssig oplevelse, som også vækker minder til tiden på Elevskolen og i korpset.
”Jeg glæder mig over, at der stadig stilles store krav til eleverne, og at de arbejder hårdt for at honorere dem. Det synes jeg også, man skylder os, der startede korpset,” siger 89-årige Nygaard.
På den anden side
Hujen og råb ændrer karakter til jubel med pift og klapsalver. En rød hjelm dukker op i flokken af frømænd. Den første nye frømand er igennem efter omkring fire minutter.
Kort tid efter så nummer to. Med et ansigt forkrampet i tårer omfavner han den nærmeste frømand.
”Af med hjelmen!” råber frømændene, da nummer tre er under ”Maren”.
Den lettere forpustede frømand spænder hjelmen op og kaster den fra sig, så den ryger tværs gennem luften og er lige ved at ramme en anden frømand, der står i udkanten af forsamlingen, inden den lander i det våde siv længere oppe ad stranden.
Så dukker den næste nye frø op, som den nærmeste frø griber fat om skulderen på. Omfavner ham med et hult dunk på ryggen. Den nyeste frømænd gengælder dunket og efterlader et vådt og sandet håndaftryk på sin nye kollegas jakke.
Velkommen til korpset
Så er alle seks igennem, de røde hjelme er væk, og de har hver fået deres frømandsnummer – tildelt efter den rækkefølge, som de kom under ”Maren”.
”Det var vildt,” konstaterer frømanden Luke med et bredt smil, der bliver siddende i yderpunktet. Sandkorn klæber til huden om hans tindinger, ører, næsebor, overlæbe og våde uniform efter strabadserne.
Fortidens og fremtidens frømænd forenes, da den ældste nulevende frømand, Nygaard på 89 år, rejser sig fra sin kørestol med hjælp. De nye frøer har taget plads oven på den besejrede træbjælke.
”Jeg beklager meget, men det er altså mig, der har opfundet traditionen med at grave sig under ’Maren’,” siger Nygaard smilende, da de nye frøer én efter én træder ned fra ”Maren” og omfavner den sjette frømand i korpsets historie.
En del af Familien
”Det er svært at sige, hvornår det går op for mig, hvad der er sket. Der går nok nogle timer eller nogle dage. Under hele Elevskolen har man kæmpet sig igennem,” siger Luke omtumlet, lettet og helt sikkert også udmattet.
Selv om dagen markerer slutningen på Elevskolen, er det nye kuld langt fra færdige med deres uddannelse til frø. Den begynder først rigtigt nu, når de indgår i patruljerne med de ældre frømænd. Alligevel er det et markant skifte, som de nyudklækkede frømænd mærker allerede kort efter ceremonien med ”Maren”.
”Vi talte lige om, at vi ikke længere behøver at løbe, som vi har skullet gennem hele Elevskolen. Nu må vi gå,” siger Luke, inden han alligevel haster videre til dagens næste festlige markering. Nu som en del af Frømandsfamilien.