Nyheder
Følg Forsvaret på X
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Prinsens Musikkorps overgår fra Hæren til Flyvevåbnet. Det betyder, at et langt og traditionsrigt samarbejde bliver afløst af et nyt, der bygger direkte videre på samme tradition. Endnu en ting at fejre på Flyvevåbnets Fødselsdag
Prinsens Musikkorps marcherer ind på Flyvestation Karup i nye uniformer. Foto: Kristian Vinther Brøndum / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Når Prinsens Musikkorps skifter værn fra Hæren til Flyvevåbnet, vil de blive modtaget med åbne arme.
"Det er med meget stor glæde, at jeg og Flyvevåbnet nu byder Prinsens Musikkorps velkommen. Vi har haft et godt og sundt samarbejde i mange år, men det, at vi nu kan kalde dem en del af Flyvevåbnet, kommer til at gøre en forskel. Prinsens Musikkorps skal være med til at underbygge fællesskabsfølelsen og sikre et endnu mere solidt traditionsfundament under Flyvevåbnet," siger generalmajor Anders Rex, der er chef for Flyverkommandoen.
Orkesterleder Leo Ebbesen Petersen fra Prinsens Musikkorps ser også frem til den nye alliance.
"Vi glæder os til samarbejdet med Flyvevåbnet. Ligesom Prinsens Musikkorps er det jo et moderne værn med masser af gå-på-od og innovationskraft," siger Leo Ebbesen Petersen.
Blandede følelser
Ved Jydske Dragonregiment i Holstebro er de kede af at se Prinsens Musikkorps forsvinde.
"Vi glæder os på Flyvevåbnets vegne, og vi har både været glade for og stolte af at have Prinsens Musikkorps som et levende bevis på, at Jydske Dragonregiment og Prinsens Livregiment blev lagt sammen," siger oberst Anders Poulsen, som er chef for Jydske Dragonregiment.
Det glæder Anders Poulsen at se, at historien bliver båret med videre i både navn og symbol.
"Prinsens Livregiments arv bliver på denne måde holdt i live," siger Anders Poulsen.
Musikkorpsets afgang fra Hæren betyder nemlig ikke, at de vender deres gamle værn ryggen. Korpset vil fortsat have til huse på Skive Kaserne, hvor de benytter sig af Musikhuset. Musikerne kommer også til at bibeholde Hans Højhed Prins Henriks 'H', som de bærer på deres uniformer. Den mest synlige ændring bliver, at musikerne fremover kommer til at bære Flyvevåbnets uniform.
"Vi vil også fortsat glæde os til at betjene Hærens enheder med musik – og vi takker for de mange gode stunder, som vi har haft med regimenter og enheder rundt om i landet," siger Leo Ebbesen Petersen.
Kontakt til omverdenen
Leo Ebbesen Petersen er enig med chefen for Flyverkommandoen i, at det er vigtigt med musikken, der er dybt rodfæstet i de andre værn. Og nu bliver korpset også en del af Flyvevåbnets tradition.
"I 362 år har hæren haft egne musikkorps, lige siden Frederik III oprettede militærmusikken i 1658. Så selv om Flyvevåbnet er yngste skud på forsvars-stammen, er det da på høje tid, at de i en alder af 70 år får deres eget orkester," siger Leo Ebbesen Petersen.
"Vi kan bygge bro, skabe glæde og forståelse mellem mennesker. Gennem musikken kan vi vise, hvad det er for værdier, og hvad det er for en kultur i samfundet, som Forsvaret og Flyvevåbnet konstant står på mål for," siger orkesterlederen.
Lang historie
Det er ikke nyt, at flyvevåbner rundt om i verden har deres egne orkestre. Faktisk har de rundt om i verden nogle af verdens bedste militærorkestre tilknyttet. Blandt andet har U.S. Air Force både flere militærorkestre og et af verdens bedste big bands "Airmen of Note", der har rødder i Glenn Millers berømte orkester fra 2. Verdenskrig. Også Royal Air Force i Storbritannien har fantastiske musikere tilknyttet, ligesom flere af Danmarks nærmeste naboer har fremragende orkestre tilknyttet deres flyvevåben. Blandt andet "Luftforsvarets Musikkorps" i Norge og flyvevåbnets big band i Finland.
"Den tradition glæder vi i Prinsens Musikkorps os nu til at bygge videre på i Flyvevåbnet," siger Leo Ebbesen Petersen.