Camp Hejmdal stadig dansk

En lille stykke af lejren, mens den stadig var dansk. Foto: Ingeniørregimentet

Af Henrik Kastenskov / Forsvarskommandoen, foto: Ingeniørregimentet 

 

Da major Torben Jensen i foråret 2019 fik grønt lys til at bygge den danske base til operation ’Barkhane’ i Mali, vidste han, hvad han gik ind til. Ture forinden til Gao havde afsløret en 'bar mark' i hovedlejrens nordvestlige hjørne, hvad der egentlig passede det danske kontingent udmærket

 

"Når man bygger en base et sted, hvor der ikke tidligere har været nogen form for strukturer - sådan som franskmændene mødte det tilbage i 2015 - så starter man, der hvor transportflyet lander, og så breder lejren sig i koncentriske cirkler derudfra,” fortæller Torben Jensen. ”Det betyder også, at man tre år senere har hovedlandingsbanen lige i midten af lejren, med alt hvad det indebærer af rod og larm. Så da vi fik tildelt et stykke bar ørken i det nordvestlige hjørne, passede det os fint. Vi kunne gribe det an på vores måde.”

 

Planlægning på den lange bane
At etablere en lejr bogstaveligt talt fra bunden 5000 kilometer fra moderlandet er en logistisk udfordring af de større. Dels skal materiellet dimensioneres, optælles og tegnes, og dels skulle alt pakkes og fragtes til Niamay i Niger og derfra videre til Gao. Det foregik med store transportfly. C-17 fra England og ukrainske Antonov 124.


Alt som fragtes ud skal hjem igen når missionen slutter. Medmindre selvfølgelig at man finder på en bedre og mere økonomisk løsning.

 

I løbet foråret 2019 kom det frem, at Frankrig selv ønskede at opføre et nyt transitområde for transportfly på Gao. Så derfor blev Operationsstabens franske modpart CPCO (Centre de Planificion et de Conduité des Operations) foreslået et eventuelt salg af den danske lejr til Frankrig efter brug.

 

Ideen bliver konkret
Sammen med salgsdirektør Bjarke Heiberg-Jürgensen i FMI, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og lejrens sagsbehandler fra Flyverkommandoen Jesper, konkluderer Torben Jensen, at den bedste løsning er at sælge lejren, når det danske bidrag var forbi i december 2020.

 

Lejren blev opgjort, prissat og budt til salg ved PJHQ UK (Permanent Joint Head Quarters, UK) og til CPCO i Frankrig.


Ideen om et salg gav incitament til at gøre lejren ”lækker” og attraktiv for at andre ville ønske at købe den. En opgave som involverede folkene fra CAMP, som er konstruktionsholdet fra Ingeniørregimentet. Da lejren stod færdig, blev der udskrevet en navnekonkurrence blandt CAMP-folkene og ”Camp Heimdal” vandt.

 

I nordisk mytologi er Heimdal gudernes vogter for enden af regnbuen Bifrost og kan se alt.

 

Godt håndværk og årelang erfaring
Sergent Poul fra Ingeniørregimentet i Holstebro var CAMP-fører i Camp Heimdal på Hold 4, og ansvarlig for at lejrens vedligeholdelse.

 

"Vi trækker på mange års erfaringer fra eksempelvis Irak og Afghanistan. Vi kan egentlig lave alt, hvad man normalt kan lave på en helt almindelig byggeplads. Det vil sige alt nede i- og oven på jorden: el, VVS, tømmerarbejde osv - og her har vi trukket på god, dansk håndværkertradition og kælet for detaljerne. Kigger vi på nogle af de andre lejre hernede, så er det ofte telte, der ikke er nær så komfortable som vores," siger Poul og fortsætter: "Set i det lys, så er det ikke så underligt, at lejren har været efterspurgt." Samtidig var lejren bygget med moderne miljømæssige hensyn som f.eks. affaldssortering og genbrug.

 

Sådan sparer du 13 millioner
Sommeren 2020 var lejren dog stadig ikke solgt, så Torben tog kontakt til franskmændene, der som lead nation i Operation Barkhane havde førsteret til at købe.

 

“Jamen, jeg sagde til dem, at hvis de havde interesse i lejren, så skal det altså til at være nu, fordi ultimo oktober skulle der skrives kontrakter med transportflyene, der skulle fragte det hele hjem.” fortæller Torben.

 

I betænkningstiden viste naboerne fra det britiske kontingent stærk interesse. Deres mission var blevet forlænget med yderligere tre år. Og mens britterne arbejdede på et konkret bud, meldte svenskerne sig på banen som købere. De skulle bruge en lignende lejr til deres Black Hawk helikoptere, som skal operere i Mali i 2021.

 

“Bum! Lige pludselig stod jeg med to interesserede nationer og briterne, der allerede havde vist stor interesse,” siger Torben.

 

Først dagen før betænkningstidens udløb faldt der en afgørelse. Franskmændene havde benyttet sig af førsteretten og havde købt lejren sammen med svenskerne.

 

Hejmdal bliver til  Trekronar - Sveriges flag hejses.

 

 

”Svenskerne betalte det for lejren, som det havde kostet os at anskaffe og bygge den, hvis vi ikke medregner transportomkostningerne på materialerne. Og derudover sparede vi så 20 mands arbejde i to måneder samt transportkontrakter på op mod 13 millioner for at tage det hele hjem igen,” fortæller Torben og foreslår at Forsvaret gør det samme i fremtiden.

 

“Jeg anbefaler, at det bliver tænkt ind i alle fremtidige missioner. Det giver jo ikke meget mening at flytte ting, som andre lande har brug for. Og hvis vi tænker os om, så er det en god forretning at bygge så attraktivt, at man kan sælge det igen bagefter. I sidste ende tænker jeg, at 13 millioner sparet nok gør godt andre steder,” afslutter major Torben Jensen.

 

Se  video fra lejrens opbygning: