Skilt, der viser, at droneflyvning på og omkring Flyvestation Karup i Midtjylland er forbudt.

Droneflyvning over og omkring Flyvestation Karup i Midtjylland er forbudt. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret

Af: Forsvarskommandoen

 

I takt med at teknologien bliver billigere og udbredelsen af private droner stiger, så vokser problemerne med ulovlige og problematiske flyvninger ved Forsvarets flyvestationer også. De seneste måneder har der været over 20 droneflyvninger nær flyvestationerne hver måned.

 

”Det er et alvorligt problem, for droner er meget farlige for den flyvende trafik. Hvis et fly eller en helikopter rammer en drone i luften kan det forårsage alvorlige skader og i værste fald tab af fly og menneskeliv,” siger oberst Henrik Nielsen, der er stabschef i Flyverkommandoen.

 

Flere eksempler

I Egelund lidt udenfor Karup blev der i slutningen af maj opdaget en drone i luften nær Flyvestation Karup. Dronen fløj i en højde på knap 200 meter og var til fare for både den civile lufttrafik og for Forsvarets helikoptere, der har hjemme i Karup.

 

Bevogtningen på Flyvestationen fik sammen med politiet fundet frem til droneføreren og stoppet flyvningen. Piloten vidste ikke, at han gjorde noget ulovligt, da han fløj i det lukkede og røde område.

 

Det er bare ét af de mange eksempler på civile droneførere, der flyver alt for tæt på Forsvarets flyvestationer, hvor de risikerer at komme i karambolage med både fly og helikoptere… og med lovgivningen.

 

”Oftest handler det om uvidenhed. Folk ser dronerne som legetøj, men under de forkerte omstændigheder, så er de farlige. Det er vigtigt, at man sætter sig ind i reglerne for droneflyvning, før man kaster sig ud i det,” siger oberst Henrik Nielsen.

 

Over 20 droneflyvninger hver måned

Alene i april måned var der 27 droneflyvninger nær Forsvarets flyvestationer og i maj var tallet 24. Det sker, selvom reglerne for droneflyvning nær flyvestationer, militære anlæg og lufthavne er ret klare: Det må man ikke.

 

Når de ulovlige droneflyvninger bliver opdaget, så bliver de anmeldt til politiet med serienummer, tid, sted osv.

 

"Vi samarbejder med politiet om at undgå droner i luftrummet nær flyvestationerne. Det bliver vi simpelthen nødt til. Når vi går ud på denne måde, med en oplysningskampagne, så er det fordi vi gerne vil hjælpe folk med ikke at komme på tværs af loven, men selvfølgelig især for at undgå risikoen for forsvarets fly og personel” siger oberst Henrik Nielsen.

 

Bliv klogere på reglerne

Dronereglerne siger, at man ikke må flyve med drone nærmere end 8 km kilometer fra en militær flyvestation. I zonen 2-8 kilometer er det tilladt at flyve med en drone op til en flyvehøjde på 40 meter, hvis man besidder et dronebevis eller et dronekompetencecertifikat.