Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Da Kristian Andersen gik i gymnasiet, vidste han ikke, hvad han skulle bagefter. Spontant søgte han ind på flyvelederuddannelsen, der regnes som en af de sværeste at blive optaget på i Forsvaret – og fandt sit drømmejob.
En flyveleder i tårnet på Flyvestation Skrydstrup. Arkivfoto fra 2016. Foto: Ronny Rasmussen.
Af Forsvarsministeriets Personalestyrelse
Drømmer du om at tilbringe hverdagen i et kontroltårn, mens du styrer alt lige fra kampfly til redningshelikoptere sikkert gennem luften? Det gjorde Kristian Andersen ikke, men en reklame på Facebook fik ham på andre tanker.
Mens andre talte om universitetet var Kristian Andersen i tvivl om, hvilken retning han skulle gå efter gymnasiet. Faktisk var det en overspringshandling i læseferien, der fik ham til at søge ind på flyvelederuddannelsen.
"Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over uddannelsen. Jeg sad og scrollede igennem Facebook, mens jeg læste op til en historieeksamen, da jeg så en reklame for flyvelederuddannelsen, der havde ansøgningsfrist allerede dagen efter," fortæller han.
Han fik derfor travlt med at skrive en ansøgning og sende den afsted allerede samme dag. Og det har han ikke fortrudt.
"Det var meget spontant. Jeg gav det ikke så meget tanke, fordi jeg ikke regnede med at komme ind. Men jeg var heldig, at den første ting, jeg prøvede efter gymnasiet, også var noget, som jeg kunne lide."
Læs mere her: www.forsvaret.dk/flyveleder
Flyvelederuddannelsen regnes som en af de sværeste af Forsvarets mere end 40 uddannelser at blive optaget på, og kun en relativt lille del af befolkningen har de særlige evner, som det kræver.
"Ud over pilotuddannelsen er det den sværeste og mest eksklusive uddannelse i Flyvevåbnet. Og ser man samtidig bort fra specialstyrkerne, er det en af de sværeste og mest eksklusive uddannelser i hele Forsvaret. Kun mellem 5 og 10 procent af befolkningen har evnerne til at være flyveleder." Det fortæller Nikolaj Løkke Kjærsgaard, der er leder af uddannelseselementet ved Eskadrille 515 i Flyvevåbnet, der koordinerer uddannelsen af de militære flyveledere.
Som gymnasieelev følte Kristian Andersen ikke, at han blev udfordret. Det blev han til gengæld, da han mødte op til optagelsesprøven til flyveleder. Her bliver de håbe-fulde ansøgere nemlig testet i både rumlig intelligens, teknisk forståelse og simultankapacitet.
"Gymnasiet var ret nemt for mig. Det var aldrig rigtig en udfordring. Derfor var optagelsesprøven også noget, som jeg aldrig havde prøvet før. Efter prøven faldt jeg i søvn i passagersædet i bilen, inden vi overhovedet nåede ud af hovedvagten," griner Kristian Andersen.
Men optagelsesprøven blev ikke den sidste udfordring, som Kristian Andersen stødte på undervejs i uddannelsen:
"Som flyveleder i Forsvaret skal du igennem både værnepligten og sergentskolen. Det var selvfølgelig ikke alle dage, hvor det var lige fedt at ligge i en skovbund, men i sidste ende var det både sjovt og givende. Og jeg havde et mål, der holdt mig motiveret, nemlig at jeg ville være flyveleder," indleder Kristian Andersen.
"Det bedste ved flyvelederuddannelsen er, at hvis du er god nok, så er der også en plads til dig. Du skal bare møde op og bevise, at du kan."
Ansøgningsfristen for at booke afprøvning som flyveleder er søndag d. 10. april 2022.
Nikolaj Løkke Kjærsgaard
ACW-O15U-01@mil.dk
61344601
En flyveleder kontrollerer luftrummet og hjælper med at styre lufttrafikken fra landjorden. Som færdiguddannet flyveleder bliver man en del af et vagthold enten i tårnet på flyvestation Karup, Skrydstrup eller i kontrolcentralen i Kastrup, hvor man samarbejder med både civile og udenlandske kollegaer.
Uddannelsen kræver, at du både gennemfører den traditionelle sergentuddannelse, og at du yderligere specialiserer dig som flyveleder.
Uddannelsen er identisk med uddannelsen til civil flyveleder, så du har efterfølgende mulighed for at søge flyvelederstillinger i Danmark og udlandet.
Læs mere på www.forsvaret.dk/flyveleder