Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
En rekordstor gruppe reservister har netop været i Frederikshavn for at opfriske deres kvalifikationer inden for bl.a. redning på havet.
Foto: Karoline Kaspersen / Søværnskommandoen
Af Søværnskommandoen
I svømmehallen bliver lyset slukket. Bølgerne i træningsbassinet bliver større og større. Vindturbinen, som simulerer storm, starter op. Tordenbrag og høje stemmer strømmer ud fra højtalerne, og lynene, i form af lys fra projektøren i loftet, oplyser det kulsorte bassin med korte blink.
60 reservister i Søværnets Reserve var for nylig samlet til Q-kursus på Center for Maritim Uddannelse og Sikkerhed (CMS) i Frederikshavn. Det er det højeste antal reservister, der har deltaget; tidligere har omkring halvdelen deltaget.
Det er tredje gang, Q-kursus finder sted. Det varer i tre dage og går ud på, at Søværnets reservister vedligeholder deres kompetencer inden for bl.a. redning i vand og skydetræning. De får genopfrisket teorien bag overlevelse til søs. De får også vaccinationer og får tjekket deres tænder. Og så skal de gennemføre en tilstandsprøve med løb og styrketræning.
”Det er en god måde at vedligeholde reservens Q'er på i sådan en koncentreret form. Det er vi gode til,” siger kommandør Steen Gravers, der er chef for Søværnets Reserve.
Reservisterne, som er klædt i redningsdragter, klatrer op ad en stejl stige på attrap-skibet, der står i den ene side af hallen. Herfra skal reservisterne i et præcist koordineret spring hoppe tre meter ned i det mørke og oprørske vand under dem. I vandet skal de danne kæde og svømme hen til redningsflåden. De har kun få forsøg til at kæmpe sig op i flåden, inden de mister deres kræfter. I flåden skal de padle tilbage og kravle op på skibssiden via en rebstige.
'Det er noget, alle kan finde ud af', slynger en af kursisterne ud med vanlig søværnsunderdrivelse.
Q-kurset opstod, da der manglede en bedre koordinering med at gøre reservisterne klar til sejlads. På bare tre dage får reservisterne opfrisket en række kvalifikationer. Strukturen, der driver reserven er effektiv og så god, at andre har kopieret Søværnets måde at gøre det på. Blandt andet har Hæren ladet sig inspirere.
Søværnets Reserve har i forbindelse med Q-kurset besøg af folk fra de svenske og engelske søværn, henholdsvis Sjöstridsskolan og Royal Navy Reserve, som er i Danmark for at se, hvordan det danske søværn driver reserven.
Steen Gravers besøgte sidste år Royal Navy Reserve, som er en god samarbejdspartner. England beskytter reservisterne på den måde, at de ikke må diskvalificeres i en civil jobsøgningsproces, og virksomhederne skal bakke op om en evt. udsendelse.
”Den type regler har vi ikke i Danmark, men heldigvis har vi en række virksomheder, der bakker op om vores reservister,” mener Steen Gravers.
I dag er der ca. 350 i reserven. På dette kursus er 80 % af deltagerne nye, så styrken vokser fortsat med nye kræfter.
Foto: Karoline Kaspersen / Søværnskommandoen
Reserven både supplerer og komplementerer Søværnet ved henholdsvis at tilføje flere kræfter til flåden og tilføre civile kompetencer til det militære arbejde. For eksempel kunne Søværnet ikke gennemføre uddannelsen af det faste personel uden reserven, som blandt andet bidrager med undervisning i førstehjælp, militær jura, bevogtning, skydetræning. Og reservisternes kompetencer fra deres civile job kan ofte være nyttige i en militær kontekst, for eksempel i forhold til infrastruktur, viden om rummet og jura.
”Man kan nærmest kalde os for den 5. eskadre,” siger Steen Gravers.
På kurset deltager blandt andre Simon Almind, som er elektroingeniør hos Weibel Scientific. Han startede i 2018 på officersuddannelsen med en kandidat i rygsækken og var ude at sejle med ABSALON og ESBERN SNARE. Han valgte at vende tilbage til det civile i 2022, men han ville fortsat gerne gøre tjeneste ved siden af og tage med ud at sejle.
”Jeg fik nogle færdigheder i Søværnet, jeg gerne vil holde ved lige, og så er Q-kurset helt klart en god måde at vedligeholde vores Q'er på, det er struktureret og koordineret. Det er også et godt netværk at være i, det vil jeg også gerne holde fast i. Det er godt at se venner og gamle kolleger igen,” fortæller Simon.
Han bakkes op af sin civile arbejdsplads, som tillader ham at bruge tid i reserven. Også hvis han en dag skal udsendes.