Chefskifte ved 1. Brigade.

Chefen for Hærkommandoen overdraget kommandoen over 1. Brigade til Michael Thøgersen. Foto: Lærke Weensgaard / 1. Brigade / Forsvaret

Af 1.Brigade

 

Egentlig påbegyndte brigadegeneral Michael Thøgersen allerede arbejdet som chef for 1. Brigade den 3. februar, men hvad er traditioner, hvis de ikke bliver overholdt. Derfor kan 1. Brigade nu officielt sige, at der er kommet ny chef til, efter der blev afholdt chefskifteparade i Oksbøl.

 

”Der er ikke tvivl om, at opbygningen af en tung brigade er både krævende og kompliceret, og det vil tage tid. Det ændrer dog ikke ved, at brigaden allerede i dag besidder betragtelig kampkraft og er klar til at kæmpe, hvis det bliver nødvendigt. Det skyldes ikke mindst de meget dygtige og dedikerede soldater. Jeg ser derfor meget frem til at bygge videre på den imponerende indsats, som min forgænger har leveret,” fortæller brigadegeneral Michael Thøgersen, som kommer fra en stilling som fungerende direktør ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

 

Chefskifte ved 1. Brigade. Foto

På paradepladsen i Oksbøl kunne den tidligere brigadechef, brigadegeneral Anders Berg Olesen, officielt give brigadens fane videre. Foto: Lærke Weensgaard / 1. Brigade / Forsvaret

De seneste tre år har Anders Berg Olesen været chef for 1. Brigade. Det har været tre år, hvor brigaden har været i rivende udvikling, og hvor målsætningen for Brigaden er rykket til at skulle være en tung brigade i NATO-regi. Det er samtidig også en tid, hvor Forsvaret generelt skal opruste, og hvor 1. Brigade er en central del af denne oprustning.

 

”I Anders’ periode som brigadechef har han demonstreret professionalisme, handlekraft og dyb faglighed i opgaveløsningen. Hans engagement og hans dedikation har sat tydelige aftryk, og vi skylder ham stor anerkendelse for indsatsen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at han træder ind i stillingen som chef for Udviklingsdivisionen. Jeg ser personligt frem til vores fortsatte samarbejde i en ny kontekst,” siger chefen for Hæren, generalmajor Peter H. Boysen, som i dag varetog skiftet mellem de to brigadegeneraler.

 

”Michael overtager nu kommandoen over en brigade, der er i en rivende udvikling. Jeg har fuld tillid til, at han med sin erfaring, sit lederskab og sit strategiske overblik vil videreføre brigadens udvikling og sikre, at den bliver klar til fremtidens opgaver. Jeg ser frem til vores samarbejde med dig i spidsen for 1. Brigade,” siger Peter H. Boysen.

 

Anders Berg Olesen fortsætter nu sin karriere i Forsvarskommandoen, hvor han siden starten af februar har været chef for Udviklingsdivisionen i Udviklings- og planlægningsstaben.

 

”Jeg er meget stolt af det arbejde, vi i brigaden har udført i de tre år, jeg har været chef for brigaden. Specielt de dygtige og dedikerede soldater og førere har leveret en kæmpe indsats for at opbygge brigaden til det, den er i dag. Det har været en stor fornøjelse at opleve den dedikation og det engagement hver eneste gang, jeg har været ude og besøge enhederne i brigaden. Jeg har nydt hvert eneste øjeblik i denne stilling,” fortæller brigadegeneral Anders Berg Olesen afslutningsvis.