Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Som led i øvelsesaktiviteter blev en dansk Seahawk-helikopter i forrige uge transporteret med et fransk militærfly fra Karup til Keflavik i Island. Formålet var at træne en mere effektiv flytning af den maritime helikopterkapacitet sammen med NATO-allierede.
Seahawk-helikopteren på vej ind i Airbus-flyet. Foto: Sofie Bock Troelsen / Operativ støttekommando / Forsvaret
Af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste / Operativ Støttekommando / Helicopter Wing
Et nyt kapitel i Forsvarets anvendelse af Seahawk-helikopteren blev skrevet torsdag. Her lettede et fransk transportfly fra Karup med en dansk Seahawk-helikopter i lasten.
Flyvningen var en del af en øvelse, der tester muligheden for mere smidig, effektiv og sikker transport af helikopter med hjælp af Danmarks allierede.
Helikopteren har været i Danmark til et periodisk eftersyn, og skal derfor via Island tilbage i drift på et af Søværnets skibe i Nordatlanten. Den afløser en anden helikopter, der kom med på hjemturen til Danmark.

Helikopteren trækkes langsomt ind i transportflyet. Foto: Sofie Bock Troelsen / Operativ støttekommando / Forsvaret
Udskiftning af helikoptere sker med jævne mellemrum i takt med at de skal efterses. Men det nye er, at denne gang blev helikopteren transporteret i stedet for at flyve selv.
”Fordelen er, at vi ikke selv skal flyve derop. Vi kan spare en del flyvetimer. Timer, vi kan bruge på opgaveløsning i operationsområdet i stedet for transit, fortæller CAD, der er pilot på Seahawk, under turen til Island.
Udover at være mere effektivt med flyvetimerne, så kan det også være mere smidigt og sikkert med lufttransport.
Normalvis flyver besætningen fra Eskadrille 723 selv stellene til og fra skibe i Nordatlanten med flere stop undervejs. Det kan der være risici ved, da der kan opstå voldsomt vejr.
”I forhold til at transportere os selv op til Island og flyve ud over åbne havområder, hvor der er langt til et sted at lande, så er transport via luft en mere sikker måde at gøre det på,” fortæller CAD.

Der var ikke mange cm fra toppen af helikopteren til flyet loft. Foto: Sofie Bock Troelsen / Operativ støttekommando / Forsvaret
Selvom lastrummet er virkelig stort på en Airbus 400M – hele 340 kubikmeter - så er pladsen knap. Ikke i bredden, ikke i længden. Men i højden.
En Seahawk er, når den er operativ, 5 meter og 10 centimeter høj, og har et vingefang på 16 meter.
I fragtflyet er der 3 meter og 85 centimeter til loftet.
Heldigvis er helikopteren designet til at blive pakket sammen for at kunne passe ind i en hangar på inspektionsskibene. Man kan klappe rotorbladene bagud og knække halen.
Men selv i sammenpakket tilstand, så er Seahawk på papiret 3 meter og 94 centimeter høj.
Så hvad gør flymekanikeren? En af løsningerne var at tage luft ud af helikopterens dæk. På den måde kunne helikopteren blive trukket ind – langsomt – uden skrammer i lastrummet på det franske fragtfly.

Transportflyet er landet i island og helikopteren trækkes ud. Foto: Sofie Bock Troelsen / Operativ støttekommando / Forsvaret
Transporten lykkedes på grund af et godt og koncentreret samarbejde mellem kollegaer fra Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, Helicopter Wing og ikke mindst den franske besætning.
”Samarbejdet med franskmændene har været rigtig godt, det har været en fornøjelse,” fortæller kaptajn Christoffer, fortsætter:
”Sådan en øvelse som denne har mange fangarme ned i mange dele af Forsvaret og Flyvevåbnet. Der er mange myndigheder inde over for at skabe forudsætningerne for, at dette lykkedes. Og teknikerne har med deres erfaring, kompetencer, gode tricks og gode mindset gjort, at steludskiftet blev en succes.”
Med denne øvelse har man nu sikret sig, at man kan transportere helikopteren via de allieredes Airbus 400M, hvis dette behov skulle opstå i fremtiden.

Helikopteren trækkes ud. Foto: Sofie Bock Troelsen / Operativ støttekommando / Forsvaret
”Nu er der lavet et loading sheet – det havde vi ikke før. Der er klarlagt en procedure for denne type transport, så vi ved, hvordan vi gør det fremover,” fortæller Christoffer.
”Det er super godt at FVT og HW kan træne dette her så vi ved at vi kan fremadrettet. Vi sætter stor pris på at kunne træne og udføre denne type transporter sammen med vores nære allierede,” siger CAD.