[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Luften er fed af flybrændstof og lyden fra de hvinende jetmotorer gør det umuligt at opholde sig i nærheden uden øreværn. De danske piloter er blevet kørt i bil hen til en fjern afkrog af basen, hvor de danske fly står hver for sig i afskærmede båse. Flyene skal have rigtige bomber med på dagens mission, så af hensyn til sikkerheden er de blevet isoleret fra de andre fly.
Piloterne går en runde omkring flyet, hvor de kontrollerer, om bomber og alle bevægelige dele sidder som de skal. Så kravler de op ad stigen til cockpittet og starter flyet op, mens klarmelderne udenfor foretager de sidste forberedelser. Ude på startbanen afsikrer våbenmanden bomberne ved at fjerne sikkerhedspindene fra udløsermekanismerne.


 

Flyene har forskellige opgaver
På en dagsmission under Red Flag deltager der 86 fly af forskellige typer. Flyene har forskellige opgaver under missionen. Nogle skal skabe støj på fjendens radar, nogle skal beskytte de øvrige fly mod fjendtlige fly, nogle skal beskytte koalitionens fly mod missiler fra jorden, og andre skal bombe de konkrete mål. De danske F-16 fly er nogle af de eneste fly i Europa, der har teknologi til at præcisionsbombe fra luften. Derfor har de danske fly sammen med et par amerikanske enheder en offensiv rolle under Red Flag.


 

Missionerne foregår i et øvelsesområde på størrelse med Sjælland, der i store træk består af bjerge og ørken. Området har tjent amerikanerne som øvelsesområde i et halvt århundrede og er blandt andet indrettet med komplette flybaser med rigtige fly. Området er opdelt i zoner, hvoraf enkelte ikke må overflyves. Samtidig er der mål der må bombes og mål der absolut ikke må bombes. Øvelsesområdet afspejler dermed et realistisk missionsområde, der også vil have nabolande og bygningsværker, som ikke må overflyves eller bombes.


 


 

Amerikansk eskadrille er fjenden
Under missionen bliver de deltagende fly angrebet af simulerede missiler fra jorden og fjendtlige fly. Fjenderollen spilles af en amerikansk øvelses-eskadrille, som er stationeret på Nellis Air Force Base. Eskadrillen råder over cirka tolv F-16 fly, som er malet i henholdsvis blå og brune camouflagefarver, så de er til at skelne fra øvelsesdeltagernes fly. Da øvelsen begyndte, mødte øvelsesdeltagerne kun sparsom modstand, men som dagene skrider frem skruer aggressorerne bissen på. For at vinde slaget med færrest mulige tab må de danske piloter og deres allierede være i stand til at bevare overblikket og samarbejde med hinanden. Væsentligt er også at koordinationen virker – at flyene ligger nøjagtigt så tæt på hinanden, at der ikke opstår pauser, hvor fjenden får mulighed for at genlade sine missilsystemer på jorden. Omvendt er det ligeså vigtigt at flyene ikke flyver i vejen for hinanden, så for eksempel et fly bliver ramt af et allieret fly.


Tekst: Jan Hallin, Flyvertaktisk Kommando
Foto: SPE (Pilot i Eskadrille 730, Flyvestation Skrydstrup)