Missionen, telte og kolde afghanere

Af Overkonstabel-1 Jakob Flarup, MOT 2

Med samme iver som Blues Brothers lagde for dagen for mange år siden, klargjorde MOT 2 sig til en længere rejse. Cirka 2 dages kørsel fra Feyzabad stod vores mål parkeret. Vi havde fået opgaven at skulle hente en UNIMOG lastbil i Kabul. Vi forlod lejren mandag morgen, og kørte ellers derudaf med næsten 15 km/t. Forude i horisonten lå mange glæder, som vi ellers havde troet vi først skulle se igen i Danmark.

Efter mange timer nåede vi vores overnatningssted, den tyske lejr i Kunduz. Der mødte vi mange ting som bragte smil frem på læberne. En af de største er noget som hjemme i Danmark regnes for en del af normalbilledet, men som hernede hører til sjældenhederne, nemlig asfalt.

Velsignet asfalt

Fra det punkt kunne vi nu opleve en af de glæder som tidligere nævnt. Vi kunne køre i ganske normalt vestligt tempo. Efter flere måneder på Badakhshan’s små, hullede og stenfyldte grusveje, var det en sand drøm at kunne køre på asfalt. Den samme distance som dagen før tog os 10 timer, kunne nu køres på få timer.

Men inden vi nåede Kabul, var der en vigtig ting, der lå i vejen. I byen Bagram ligger der en militær lejr. Men det er ikke hvilken som helst lejr. Det er en amerikansk lejr. Ved ankomst til lejren, var der en vigtig ting, der var prioriteret højere end alt andet. På kun få øjeblikke efter vi havde parkeret, stod alle i køen til Burger King. Længe ventet blev burgeren spist med stor iver og fornøjelse.

Intet bliver levnet

Sightseeing og shopping
Men lejren havde også andre ting at tilbyde. Stik modsat af hvad vi er vant til i Feyzabad, kunne amerikanerne præsentere en velforsynet PX. Vi kom da også derfra med 10 bæreposer fyldt til randen.  Af indkøb kan bl.a. nævnes 12 pakker Orero’s (småkager) og et soundtrack til Star Wars.

Da tegnebogen var blevet tilstrækkeligt lænset, fortsatte turen imod Camp Viking i Kabul. Efter nogle timer og lidt ”alternativ” kørsel igennem Kabul by, nåede vi endelig vores mål. Den aften kunne vi til forandring nyde lidt italiensk mad.

Den næste dag tog vi en vejfortjent fridag, som vi udnyttede til at få set os omkring. Vi startede med at køre ud til et gammelt øvelsesområde for det afghanske militær, hvor det nærmest flød med gamle kampvognsvrag.

Kampvognskirkegård

Da sightseeingen var overstået, så stod den på shopping. I Kabul ligger der en amerikansk lejr mere, og der skulle selvfølgelig også shoppes. Efter at flere af vores hårdt tjente penge var brugt, tog vi ud i lufthavnen for at ønske dem der kom tilbage fra leave ”velkommen hjem”. Derefter stod den på frokost, og da vi havde hørt, at den finske lejr havde hummer til frokost, skulle vi selvfølgelig derhen.

Uheldigvis kom vi for sent, og vi måtte se os nødsaget til at spise burgere i den amerikanske lejr igen. Hvem sagde at en soldats liv ikke var hårdt?
Resten af dagen gik med mere shopping i henholdsvis den canadiske PX og en sidste gang i den amerikanske.

”Hjem igen”
Den næste dag påbegyndte vi den lange tur hjem med det sidste nærmest melankolske stop i den amerikanske lejr i Bagram, hvor der blev købt en bunke burgere og 20½ kasse cola til de tørstige masser tilbage i Feyzabad.

Dog kom der desværre en kedelig slutning på vores ellers gode tur. På vejen tilbage løb en dreng desværre ud foran en af vores biler. Havde det ikke været for kørerens hurtige reaktion, så kunne det hele hurtigt havde endt værre end det gjorde. Drengen slap fra uheldet med et brækket ben og nogle knubs.

Resten af turen hjemover forgik uden større problemer, dog måtte vores tilgåede kører Henrik indse, at hans colaer ikke er terrængående, da vi ankom til lejren og skulle læsse af, kunne man nærmest skovle sprungne colaer af ladet.
Men ser man bort fra det, så var turen en succes. Lidt overtræk på kontoen, nogle ekstra kg omkring livet, og en masse nye ting at lege med.

Græd ikke over spildt mælk, eller i dette tilfælde cola.

Telte og sten
Nu hvor vi har fået en lastbil helt for os selv, så er det med at udnytte den. Det betød at vi kunne få telte frem til en skole i Jurm distriktet. MOT 2 og 3 havde opgaven, og UNIMOG’en blev læsset med det nødvendige.

Da vejen er for smal til lastvognen det sidste stykke ind til byen, så blev materialet på UNIMOG’en omfordelt på de 3 LandCruiser og halvdelen af folkene tog ind til byen og satte telte op, mens resten af os klargjorde lejr for natten.

Feltsenge blev sat ud, presenninger blev sat op og K.D. fra MOT 3 gav os en smag på hans kulinariske evner. Men som dagstimerne begyndte at gå på hæld, var de andre ikke dukket op endnu. Mørket faldt på og stadig ingen kom. Efter en telefonsamtale viste det sig, at nogle lokale havde rullet store kampesten ud på vejen, som hindrede de andre i at køre tilbage.

Det havde åbenbart taget alt tiden. Men endelig langt om længe ankom de til lejren og kunne få et solidt måltid mad.
Vores nye UNIMMOG’en er nu blevet døbt med de afghanske vejes udfordringer og som forventet bestod den alle prøver.

Dåben

MOT 4: I øvrigt…

Af kaptajn Lars S. Olsen, MOT 4

Vintervejr og indkvartering på ”hotel”
Så er MOT 4 for alvor stødt på vinteren. Vi skulle have været et godt stykke ud i et af de østlige distrikter, der har grænse op imod Tadsjikistan. Her skulle vi finde en landsby og rekognoscere for et muligt vandprojekt. Vejrudsigten havde godt nok meldt om sne i bjergene, men det gælder jo om at se forholdene med egne øjne.

Det var flot vejr om morgenen, da vi kørte ud. Skyerne var så småt ved at bryde op efter nattens regnvejr, og vi kunne se nyfalden sne på toppene af bjergene omkring lejren. Vejene var fugtige, så der ville ikke blive problemer med støv, som vi ellers plejer at døje vældigt med.

For at komme videre ud i distriktet har vi et langt stykke vej, der løber på en flad højslette i 2700 meters højde. Vejret var flot med solskin, da vi i den højde, faktisk var over skyerne. Det så helt fantastisk ud – det lignede nærmest udsigten fra et fly. Der lå nyfalden sne over alt, men ikke noget der hindrede vores GD’ere i at komme frem.

Udsigt ned på skyerne fra 2700 meters højde
 
Forholdene ændrede sig imidlertid væsentligt, efterhånden som vi kom højere op, og det viste sig hurtigt, at det nok ville blive sin sag at komme frem til den pågældende landsby. Det var dog ved at blive sent, så turen videre måtte vente til dagen efter.

Med mindre vi får tilbudt et gæstehus, overnatter vi normalt under åben himmel med soveposer og feltsenge. Det er fremragende om sommeren, hvor soveposen faktisk er mere til gene end til gavn. Selv nætterne kan være temmelig hede hernede. Det er imidlertid et fænomen, der hører sommeren til, og selvom dagene stadig kan komme op over 20 grader, er det vist noget af en tilsnigelse stadig at kalde det for sommer.

Vi var så heldige at finde en gammel forladt husruin, der af de lokale netop bruges som gæstehus, som vejfarende kan bruge til at overnatte i. Da solen gik ned, blev det lynhurtigt koldt, så huset var helt perfekt.

Gæstehuset indtages

Dagen efter gik turen videre østpå, men efter cirka en kilometer, lå snedriverne simpelthen for højt på vejen. Vi måtte konstatere, at det vist betød et farvel til det distrikt i resten af vores tid hernede.

Normalt er der en del lokale biler, der kører frem og tilbage mellem Feyzabad og distriktshovedstaden, men denne gang var der ingen. Der er var dog stadig et par enkelte fodgængere, der på trods af frostgraderne, den friske vind og sneen gik turen til fods. De blev ret glade for en kop skoldhed te og nogle kiks – Ramadan eller ikke Ramadan…

Det bliver spændende at se, hvordan vinteren kommer til at arte sig i år, og hvor meget vi kommer til at køre i de kommende par måneder. Vinteren banker under alle omstændigheder på døren her i Badakhshan provinsen.