Parlamentsvalg i Afghanistan

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Alex

Hvad gik vælgerne til stemmeurnerne om?
Valget d. 18. september var valg til det nationale parlaments Underhus (Wolesi Jirga), som vælges direkte af vælgerne. Hertil skal der vælges 249 medlemmer.

Forsiden af stemmesedlen for Kabul – den ligner næsten de kendte reklameaviser fra DK med flere sider.

Samtidig har vælgerne skullet stemme om hvem, der skulle vælges til de 34 provinsers Rådsforsamling.

Hver af disse 34 provinsers Rådsforsamlinger vil vælge én af dets medlemmer til det nationale Overhus (Meshrano Jirga).

Til Overhuset skal der yderligere vælges 34 medlemmer af Distrikternes Rådsforsamlinger. De sidste 34 medlemmer af Overhusets i alt 102 medlemmer vil blive udpeget af præsidenten.
 
Der var været omkring 26.500 valgsteder spredt over ca. 6.300 lokaliteter ud over Afghanistan. Der er alle steder separate valgsteder for mænd og kvinder. Alle over 18 år har kunnet registrere sig som vælgere.

Også burkaklædte kvinder mødte op for at afgive deres stemmer.

Ifølge konstitutionen og valgloven er kvindernes repræsentation sikret i Underhuset og i provinsernes Rådsforsamlinger. Mindst 68 kvinder vil blive valgt til Underhuset og mindst to vil blive valgt til hver Rådforsamling i provinserne.

Valgets forberedelse
Valget har været længe undervejs. Et kæmpe internationalt støttet arbejde er gået forud under ledelse af danskeren Peter Erben, der har styret slagets gang fra Joint Electoral Management Body i Kabul.

Rundt om i landet har man kunnet se valgplakater koncentreret, hvor mange mennesker forsamles eller passerer. På dette område har valgkampen lignet det, som vi kender fra Danmark. De ca. 5.800 kandidaterne har til det sidste kæmpet om vælgernes gunst. I Kabul har man ikke blot kunnet møde valgplakater for både mænd og kvinder – man har også set biler der kørte rundt med valgplakater på taget. I Kabul var der ca. 400 kandidater at vælge imellem.

Inde i Kabul by vrimler det med valgplakater – her på en søjle i en rundkørsel i midtbyen.

I den forløbne uge op til valget har der været en del forskellige meldinger om valgfjendtlige kræfters trusler imod valget. Det være sig bilbomber, panserminer og andre ondsindede anslag, så sikkerhedsforanstaltningerne har været skærpet. Et større våbendepot bl.a. med klargjorte raketter blev afsløret i udkanten af Kabul. Rart at en sådan trussel kom af vejen inden valgdagen. Spændingen har været stor, hvordan ville det gå. Har stilheden været optakt til stormen?

Så meget om optakten til valget, som også tidligere er berørt (i Nyt fra uge 35). Nu vil vi vende os til meldingerne fra vore egne soldater her i Kabul området.

Hvordan gik valget?
Kaptajn Jonas, som til dagligt arbejder i forbindelse med Kabul City Police (KCP), beretter her om valgdagens forløb.

Søndag d. 18. september 2005: Hvis ikke der var valg, havde jeg nok sovet til kl. 09.00, som på en hvilken som helst anden søndag. Klokken er 05.15, og en lang dag venter.

Jacob, Martin og Bjørn har været på vagt hele natten. De venter på at de sidste to danske KCP forbindelses hold skal komme ind med morgenmad.

I dag er alle Forbindelses hold på vagt. Vi er 9 danskere (samt én ekstra kører og én ekstra sikringsmand), en kroatisk major, en italiensk seniorsergent, en tysk kaptajn, 2 nordmænd, 4 tolke og et par stykker til fordelt på vores tre lokaler ved KCP’s hovedkvarter. Det bliver trangt.

Da Martin og jeg ankommer, er der allerede mange soldater på stationen. Alle lokale har fri. Kun dem, der har operative funktioner er på arbejde; men de danske soldater fylder godt ud på den øverste etage. Vejene er tomme. Det er blevet indskærpet, at kun nødvendig trafik og ISAF trafik er tilladt i dag. Alle indfaldsveje til Kabul er lukkede. Der er opsat ekstra checkpoints overalt for at gøre det svært for eventuelle modstandere af valget at foretage angreb eller lignende på valgstederne.

Også ved valgstederne var der indført streng kontrol. Vælgerne blev kropsvisiteret inden de kunne gå ind for at stemme.

Humøret er højt og stemningen god. Da Peter og Steffen kommer slæbende med tre flyttekasser fyldt med mad, stiger humøret endnu en tand, og der bliver skovlet op på tallerknerne på vanlig militær vis. Stille og roligt sænker roen sig. En klassisk Arnold film bliver sat på DVD’en - alle finder sig til rette og nyder den fantastiske æra, som vi kender som 80’erne.

Så kommer det første opkald, et klassisk problem: En ISAF patrulje har meldt, at et checkpoint nord for lufthavnen ikke er bemandet, som det skal være. Jacob forsøger at tale med nogle forskellige mennesker over radioen. Da alle ikke er lige gode til engelsk, må Jacob og hans hold (med den ekstra mand Peter) selv køre ud og se på situationen. Det viser sig, at alt er som det skal være. Det er sandsynligvis en fejlmelding, så Jacobs hold kører tilbage mod stationen.

Netop som Jacobs hold kommer tilbage til stationen, kommer der endnu et opkald. Tre raketter har ramt i eller nær ved et Center for de Forenede Nationer (UN) på Jalalabad Road.

Det tager nogle få hundrededele af et sekund, før det står os klart, at dette kan være starten på en lang og farlig dag.
Lars, der er fører for alle holdene ved politiet, videreformidler hurtigt. Efter få minutter er mit hold klar i Toyotaen, forstærket med konstabel Jakob og Muhammad, én af vore fire tolke, er også med.

Martin kører lidt hurtigere end normalt. Stemningen har ændret sig. Alle prøver at forberede sig på det værste. Der går måske ti minutter, før vi ankommer. Heldigvis er der hverken ambulancer eller store forsamlinger af mennesker foran. De første, vi ser, er to af vore danske kammerater. De står ved indkørslen til centret. De venter på at EOD (ammunitionsrydderne) skal ankomme. Rart at se danskere på stedet. Som regel betyder dette, at tingene ikke går helt galt.

Vi blev sat ind i situationen; to raketter har ramt inde i centret og én udenfor. Kun den ene af de to raketter i centret detonerede. Kun én UN medarbejder havde fået en mindre læsion på den ene hånd.

Det meddeles, at raketterne muligvis er affyret på den anden side af vejen tæt ved centret. Da vi er de eneste soldater på stedet, så afsøger vi hurtigt de første par hundrede meter på den anden side af vejen; men der er ikke noget mistænkeligt. Vi cirkler lidt nord for centret for at lede efter eventuelle steder, hvorfra raketterne kunne være affyret; men uden held.

Da vi ikke skal blande os i politiets arbejde, og da der ikke er sket nævneværdig skade, kører vi tilbage til stationen.
 
Vi puster lidt ud, da vi kommer tilbage. Lars har i mellemtiden været i Bagrami (ca. 8-9 km syd for UN centret) for at se på et sted, der menes at have været anvendt til at affyre raketterne.

Vi forventer selvfølgelig, at resten af dagen ville blive lige så travl som morgenen. Men der opstår ingen episoder, der tilnærmelsesvist er så alvorlige som morgenens angreb.  Det nærmeste vi kommer en ”episode”, er en melding om at nogle har forsøgt at snyde med den blæk, som alle skal dyppe deres pegefinger i inden de stemmer, så de ikke kan stemme flere gange.

Den sorte pegefinder er tegn på, at man har stemt ved valget.

Da klokken bliver 15.00 sender Lars de to første hold hjem. Mit hold tager af sted omkring kl. 17.00.

Da dette skrives er klokken 20.36. Det er stadig roligt i Kabul og omegn. Dagen er forsvundet, uden at have gjort noget større væsen af sig.
Det, vi havde troet ville blive vores travleste (og mest farlige) dag, viste sig stort set at blive som alle andre dage.

Tilsyneladende er der ikke nogen koordineret modstand. Taleban synes ikke længere at have den indflydelse på befolkningen, som man havde frygtet op til valget.
 
Man spørger uvilkårligt. Er den massive planlægning og mobilisering af kæmpe ressourcer spildt? Svaret er et stort rungende: Nej - tværtimod! Den enorme indsats, som politiet, hæren, UN, ISAF og alle de andre aktører har gjort, har båret frugt. Valgdagen er overstået uden et eneste tab af menneskeliv i Kabul.

Der mangler stadig meget, før man kan erklære valget for en ubetinget succes; men et kritisk punkt er vel overstået.
Jonas, Kaptajn FO 2

Valget oplevet på sidelinien af Den Afghanske Hær
Også det danske forbindelseshold, der varetager kontakten til den afghanske hær (ANA), oplevede valgdagen som rolig. Holdet var på vagt sammen med det afghanske 201. Corps ved byen Pol-e Charki. Holdet havde i tæt samarbejde med hæren fået indrettet deres eget hjørne af den travle kommando station. Herfra kunne de følge valget og hærens reaktioner på de enkelte hændelser, som opstod.

Det danske hold skulle desuden være klar til at rykke ud sammen med ANA’s ”Hurtige Reaktions Styrke” (Quick Response Force). Dette blev heldigvis ikke aktuelt i Kabul regionen. Under hele valgafviklingen var forbindelsesholdet i stadig kontakt til den Multinationale Brigade (KMNB).

En anden del af opgaven var at følge ANA’s bevælgelser, som 201. korps havde ansvaret for under valget. Generelt var der roligt i de 12 provinser, som var korpsets ansvarsområde. Dog opstod der enkelte kamphandlinger i de sydøstligste provinser, som grænser op til Pakistan.

Som det ses på billedet var valget de fleste steder præget af ro udenfor valgstederne – her et billede fra Kabul.

Vikingerne og deres bagland
Ellers går tiden godt i ”Vikingernes lejr”. Vi har nu været her lidt over 1/3 af perioden. Nogle af os har allerede været på leave - nogle er på leave, og endnu flere begynder at kunne ane leaven indenfor nærmeste fremtid. Det tænder gnister af forventning i mange sind. Forventning om gensyn og nærvær hos jer, som derhjemme står bag os herude – en støtte og en kontakt til det hjemlige, som betyder så utrolig meget for os herude.

Derfor - stor TAK til alle jer, som mere eller mindre flittigt sender os mails, breve eller ikke at forglemme pakker med lækkerier! Det er næsten som en forsmag på juleaften, når posten når frem og uddeles på terrassen.

Mange tanker og varme hilsner til jer alle – I er bestemt ikke ude af tanke og sind hos os.