[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Opdatering fra kl. 1011:
De to fragtskibe, der begge sejlede i sydvestlig retning, stødte sammen, da det ene skib, FRISIA ROTTERDAM, passerede det andet skib, CLEANTEC.

Ved kollisionen fik CLEANTEC en syv meter lang revne i siden. Skibet, der har 1.000 tons heavy fuel og 30.000 tons gødning om bord, tager vand ind og har slagside. Situationen vurderes dog stabil på nuværende tidspunkt. FRISIA ROTTERDAM fik en mindre skade i forskibet.

Opdatering kl. 1430:
FRISIA ROTTERDAM med en mindre skade i stævnen har fortsat sin sejlads mod Bremerhaven.

CLEANTEC, med en større skade i bagbord side, vurderes forholdsvis stabil. Skibet returnerer til dansk område med langsom og sikker fart. CLEANTEC eskorteres af redningsbådene LARS KRUSE og MARGRETHE GAARDBO fra henholdsvis Skagen og Hirthals, samt af fiskeriinspektionsfartøjet VESTKYSTEN.

CLEANTEC forventes at passere Skagen omkring kl. 1600. Her vil miljøskibene GUNNAR THORSON og METTE MILJØ etablere et særligt havmiljøberedskab. Miljøskibet GUNNAR SEIDENFADEN er flyttet fra Korsør til Frederikshavn med henblik på at etablere et yderligere havmiljøberedskab i nærområdet.
CLEANTEC forventes at ankre i Ålbæk Bugt senere i aften. 

Denne meddelelse opdateres efter behov.

Pressehenvendelse skal ske til SOKs pressevagt på telefon 70 20 40 33