[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

SOK modtog torsdag formiddag melding fra en fiskekutter som havde observeret en oliefilm på ca. 500 x 30 meter. Positionen for oliestriben nord for Bornholm er sammenfaldende med skibsvraget af FU SHAN HAI.

SOK har siden observationen haft patruljefartøjet NYMFEN i området. NYMFEN blev afløst af Marinehjemmeværnsfartøjet HJORTØ, med flydespærringer ombord, og her til formiddag ankom miljøfartøjet MARIE MILJØ til området for at supplere beredskabet. Det er fortsat vurderingen, at oliefilmen ikke kan bekæmpes.

FU SHAN HAI sank på position i 2003 og på trods af, at vraget er tømt for ombordværende olie, kan det ikke udelukkes, at den observerede oliestribe kan stamme fra vraget.

SOK har chartret et dykkerfirma som vil undersøge om olieudslippet stammer fra vraget og om det evt. kan stoppes. Undersøgelsen gennemføres omkring kl. 1600 i dag med en fjernstyret undervandsrobot. Resultat af undersøgelsen offentliggøres på denne hjemmeside.

SOK overvåger udbredelsen af oliefilmen ved hjælp af satellitbilleder og overflyvninger med miljøfly.