Dansk FN-observatør i nærheden af Astor på den pakistanske side af "Line of Control" i Kashmir februar 1998.

Dansk FN-observatør i nærheden af Astor på den pakistanske side af "Line of Control" i Kashmir februar 1998. Foto: Emil Frederiksen/Forsvaret.

Missionen i Kashmir - UNMOGIP - er FN's næstældste mission. Konflikten er blevet kaldt for verdens farligste, fordi de to stridende parter, Pakistan og Indien, begge er atommagter. De er uenige om provinsen Kashmirs status.

I årene 1949-2008 udsendte Danmark 567 FN-observatører til Kashmir. United Nations Military Observers Group in India and Pakistan var en observatørmission på cirka 50 observatører. Det danske bidrag lå som regel på fem-seks observatører af gangen, og Danmark har desuden bidraget med en oberst som missionens næstkommanderende.

Der har flere gange været åben krig mellem Indien og Pakistan, mens danske FN-observatører har været udsendt ved UNMOGIP. I 1965 forsøgte Pakistan at tage kontrollen over Kashmir ved at angribe med pakistansk trænede irregulære styrker, der skulle begynde et væbnet oprør i hele provinsen. Oprøret slog fejl, og Indien foretog et gengældelsesangreb på den pakistanske provins Punjab.

I 1971 støttede Indien et oprør i Østpakistan – det nuværende Bangladesh – der endte med, at området løsrev sig for Pakistan. Krigen i 1971 fik den uheldige konsekvens for UNMOGIP, at den indiske regering lagde store restriktioner på de indiske enheders samarbejde med FN-observatørerne. De holdt f.eks. op med at rapportere brud på våbenhvilen til UNMOGIP. På den måde er UNMOGIP blevet en ”skæv” mission, fordi det kun var den ene side - Pakistan - der samarbejdede fuldt ud med FN. Det gjorde det svært for FN-observatørerne at lave fyldestgørende rapporter om våbenhvilebrud, fordi de kun fik oplysninger fra pakistansk side.

I 1999 var vinteren i Kashmir så streng, at Indien ikke kunne opretholde en ordentlig grænsekontrol, hvilket resulterede i at et stort antal pakistansk trænede guerillasoldater trængte ind i landet og tog kontrol over en del af Kashmir. Endnu en gang kom Indien og Pakistan i krig, men USA var hurtig til at mægle i konflikten, så kamphandlingerne blev standset.

Se dokumentaren "Den glemte krig" om danske FN-observatører i Kashmir i 1999.

 

Situationen mellem Indien og Pakistan blev i 2002 meget spændt. Der blev opbygget store troppekoncentrationer på begge sider, og der fandt hyppige mortér- og artilleridueller sted hen over konfrontationslinjen, som ofte medførte sårede og dræbte på begge sider. Situationen forblev højspændt i en kortere periode, hvor frygten for parternes eventuelle brug af atomvåben lurede. FN-observatørerne havde i denne periode begrænset bevægelsesfrihed, ligesom pårørende - herunder danske familier - blev evakueret ud af landet. Efterfølgende ophørte danske FN-observatører med at tage kone eller kæreste samt eventuelle børn med, når de blev udsendt til UNMOGIP. FN-missionen havde ellers været en ”familiemission”, hvor man kunne have sine pårørende boende i baglandet.

Der har naturligvis også været roligere perioder i UNMOGIP’s historie, hvor FN-observatørerne uden større vanskeligheder kunne bevæge sig rundt i Kashmirs meget bjergrige landskab. Det danske bidrag til UNMOGIP ophørte i 2008. Pakistan og Indien har endnu ikke fundet en løsning på konflikten om Kashmir.

  • flag Områder

    • Indien
    • Pakistan
  • shield Ramme

    FN
  • event Tidsinterval

    1949 - 2008
  • info Aktuel

    Nej

Fakta

Antal udsendelser: 567*

 

* Dette tal tager ikke højde for, at nogle soldater kan have været af sted flere gange. Der er derfor tale om antallet af udsendelser, ikke udsendte.

 

 

Antal omkomne: 1