[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Ny chance for besøg hos hesteskadronen

Af: glitn

Da Turistforeningen i sommer arrangerede en tur til hesteskadronen og Gardehusarregimentets Historiske Samling på Antvorskov Kaserne, blev det en overvældende succes.
Successen var så stor, at man slet ikke kunne imødekomme alle ønskerne om at deltage.

Men nu bliver der en ny chance.
Turistforeningen har fået aftale om at gentage arrangementet torsdag 20. oktober.
Der er afgang med bus fra H.P. Hansens plads kl. 13 og arrangementet slutter kl. 15.

Først bliver der en rundvisning hos Hesteskadronen, der er en af Slagelse mest populære aktiviteter med byridning hver onsdag. Her vil der blive mulighed for at se det nye staldanlæg, ridehus m.v.

En helt unik mulighed for turister og egne borgere, kalder turistchef Jørgen Rasmussen denne aktivitet.

Derefter besøges museet, hvor deltagerne bliver vist rundt i den
spændende samling med masser af flotte uniformer, håndvåben, drabelige sabler, lysbilledshow og et skattekammer.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Det sker efter princippet "først til mølle" og senest onsdag 19. oktober kl. 15.00 på turistkontoret telefon 58 52 22 06.