[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Den første af sin art

Eskadronchef Per Holm har headhuntet 21-årig tidligere gardehusar som eskadronens første kvindelige befalingsmand.

Af Peter Glitten , Sjællandske Medier.

Gardehusarregimentets hestskadron har fået sin første kvinde-lige befalingsmand nogen sinde. En kun 163 centimeter høj, lyshåret spirrevip på 21 år og med en stemme, der ubesværet veksler mellem lattermild svaren på spørgsmål og gennemtrængende kommanderen.

Karoline Tjell har gennemført sin værnepligt ved hesteskadronen på Antvorskov Kaserne, og blev derefter uddannet til sergent og beordret til tjeneste ved Telegrafregimentet i Fredericia.

Hun søgte ind på Hærens Officersskole for kort tid siden, men er nødt til at vente et år med optagelse på grund af en menisk-skade.
Det hørte eskadronchefen på Antvorskov, major Per Holm.
- I de tre år, jeg har været eskadronchef, har jeg ønsket at få kvindelige befalingsmænd. Nu øjnede jeg chancen for at få en virkelig dygtig soldat og dygtig rytter, som oven i købet har fået sin militære uddannelse her. Jeg tog kontakt til Karoline Tjell. Headhuntede hende simpelthen. Dermed har vi fået vores første kvindelige befalingsmand, og det er jeg meget tilfreds med.