Nyhedsbrev 3 PNINFKMP Irak hold 5
Nyhedsbrev 3 for pårørende til soldater i PNINFKMP Irak hold 5
Camp Danevang 26/6-2005
Kære pårørende
Så blev det igen tid til en lille hilsen her fra det sydlige Irak, hvor kompagniet nu er mere end 2/3 gennem udsendelsen.
Vejret har jeg altid en kommentar til. Det er naturligvis blevet varmere.
Hver dag i maj måned (tallene i parentes viser min. og maks. temperatur i maj måned på det pågældende tidspunkt) har vores infirmeri målt temperaturen i skyggen henholdsvis klokken 0700 (målt mellem 22-37 grader), klokken 1100 (målt mellem 32-52 grader), klokken 1500 (målt mellem 33-48 grader), klokken 1900 (målt mellem 25-40 grader).
Det er naturligvis meget med 37 grader om morgenen, og når jeg læser i forskellige bøger om klimaet i Irak står der, at specielt den sydlige golf region har en ekstrem høj luftfugtighed, og nogle af de højeste temperaturer i verden.
Ydermere forventer vi ikke mere nedbør inden vi kommer hjem. 90 % af al nedbør kommer i perioden fra november til april. Vi har haft en lille smule regn i maj, og det var formentlig det sidste frem til september. På det tidspunkt eksisterer hold 5 kun i historiebøgerne.
Det betyder naturligvis, at vi forsøger at begrænse fysisk aktivitet til et absolut minimum. Idræt midt på dagen er ikke tilladt udendørs. Vi har et vægttræningslokale med air condition, så her kan man træne døgnet rundt.
Løbetræning foregår klokken seks om morgenen, da det på dette tidspunkt ”kun” er omkring de 30 grader.
Tiden går, og de personer der ankom den 10. februar har været her i mere end 4 ½ måned. En tid som har været oplevelsesrig, udfordrende og spændende.
Kompagniet har ikke deltaget i nogen større operationer i de seneste måneder, hvilket er et udtryk for, at vi har sat vort aftryk i lokalsamfundet. Der er forholdsvis roligt.
Dog har vi i den forgangne uge oplevet 3 vejsidebomber på Highway 6 og en enkelt stammefejde. Ingen danskere kom noget til.
Stammefejden, uden at skulle forklejne farligheden af at være vidne til en sådan, er en del af den irakiske kultur. Uoverensstemmelser mellem de enkelte stammer forsøges ofte løst gennem beskydning af hinanden.
En af grupperne fra kompagniet var vidne til fejden, hvor flere lokale blev dræbt. Gruppen reagerede hurtigt og kørte i dækning. Herfra observerede og meldte gruppen til lejren som hurtigt sendte forstærkning til området. Stammerne har umiddelbart intet i mod os, men de ønsker at vi blander os uden om, da de betragter stammefejder som noget internt.
Vi var igen heldige at ingen danskere kom noget til. Igen kom vores gode uddannelse os til gode.
De tre vejsidebomber i den forgangne uge er noget helt andet. Disse våben ser desværre ud til at være rettet direkte mod os. Det kan ikke være tilfældigt at tre vejsidebomber eksploderer indenfor få dage når danske køretøjer passerer. Specielt ikke når man tænker på, at det er første gang på vores hold, at vi ser denne type våben i det danske ansvarsområde.
Det var en patrulje fra kompagniet der blev udsat for den første vejsidebombe. Der skete ingen person- eller materielskade.
Ved de to andre vejsidebomber skete der materielskade på en lastvogn, der ikke kunne fortsætte ved egen kraft, og et pansret køretøj der ”kun” fik mindre skader.
De to køretøjer var ikke fra panserinfanterikompagniet, men det var kompagniet som var ansvarlig for sikringen af disse køretøjer. Alle reagerede professionelt og gjorde som de havde lært.
Igen var vi yderst heldige med at ingen kom noget til.
Ydermere må man konkludere at der er mennesker her i området, som har noget imod os. Mere naive skal vi naturligvis heller ikke være. Vi var bare helst foruden disse angreb, naturligvis. Vi arbejder på at finde ud af hvem der har udført disse angreb, men det er meget svært at komme til bunds med efterforskningen her i det irakiske samfund.
I medierne har I kunne følge med i situationen i Irak. Der er ikke meget i medierne om os danskere. Heldigvis. Det er nemlig et godt tegn, at vi ikke har den store nyhedsværdi, da det er ensbetydende med, at vi ikke er blevet udsat for meget der har mediernes opmærksomhed. Medierne fokuserer på den død og ødelæggelse der fortsat er i Irak, specielt i den centrale del af landet.
Maj måned var den blodigste i Irak siden krigen sluttede for cirka 2 år siden. Mere end 700 irakere og 70 amerikanske soldater blev dræbt, primært i og omkring Bagdad.
Desværre er det en del af hverdagen i det centrale Irak, hvor der er langt flere ekstremister end i den øvrige del af Irak, og de hader amerikanerne. Kampen mellem amerikanere og oprørere vil fortsætte og det er meget svært at spå om, hvornår situationen bliver bedre.
Vi ser slet ikke det samme omfang af angreb i Basra regionen. Naturligvis er en by som Basra, der er den næststørste i Irak, ikke helt undtaget for angreb mod britiske soldater og irakiske sikkerhedsstyrker, men den tåler ingen sammenligning med Bagdad.
Desværre blev en britisk soldat, den sidste søndag i maj, dræbt af en vejsidebombe i byen Al Amarah som ligger cirka 250 kilometer nord for Basra. En tragisk hændelse som påvirkede os alle. Vi har et dagligt samarbejde med britiske enheder, og nok er briterne vant til at miste soldater i krig, men for dem er det en ligeså stor tragedie at miste en soldat som det er for alle andre. Den danske bataljon har udtrykt sin dybeste medfølelse overfor de britiske enheder.
Nu til noget helt andet og langt mere positivt.
Med hensyn til hjemkomstdatoer skulle det nu være sikkert at kompagniet ankommer med fly til Danmark den 20., 21. og 22. august.
Flyene vil ankomme til Karup cirka kl. 1200 de pågældende dage. Her vil alle blive sat af.
Det er godt for jyderne og mindre godt for sjællænderne. Dog kan man sige at sol og vind er fordelt lige, da vi jo rejste herned i februar fra Kastrup.
I Karup vil I naturligvis have mulighed for at afhente Jeres pårørende, ligesom der vil være transport til respektive kaserner rundt om i landet for dem der ikke bliver afhentet.
Gardehusarregimentet vil altså som minimum sørge for transport fra Karup til Antvorskov Kaserne. Dette er endnu ikke planlagt i detaljer, så dem vil jeg vente med.
Kompagniet skal møde til afvikling onsdag den 24. august kl. 0800 på Antvorskov Kaserne. Der er altså mulighed for et par mere end velfortjente fridage sammen med Jeres pårørende der bliver aftrådt i Karup indtil de skal møde til afvikling den 24. august. Nogle af officererne og befalingsmændene skal dog møde den 23. august kl. 1200 til forberedelse af afvikling af resten af kompagniet.
Det skal ligeledes understreges, at vi har spurgt alle i kompagniet, om der var nogle der havde specielle ønsker med hensyn til hjemrotationsdatoer, og dem der eksempelvis skal til bryllup lørdag den 20. august har fået mulighed for at komme hjem denne dato.
Jeg ved godt, at I gerne vil sætte kryds i kalenderen ved præcis den dag, hvor Jeres pårørende kommer hjem, men I bliver nødt til at væbne Jer med tålmodighed, ligesom det heller ikke er muligt at sende alle hjem på den første hjemrotationsdato.
Jeg er også nødt til at tage forbehold for justeringer som kan komme i sidste øjeblik, da jeg ikke er herre over strejker indenfor luftfartsbranchen, tekniske fejl på fly eller lufttrafikken over Mellemøsten.
Det betyder ligeledes, at kompagniet deltager i hjemkomstparade den 27. august på Antvorskov kaserne, hvor alle pårørende vil blive inviteret. Der vil også være flere foredrag for Jer pårørende, hvor denne udsendelse vil blive rundet af.
Målsætningen er, at efter hjemkomstparaden den 27. august, vil kompagniet blive spredt for alle vinde. Således er det ikke intentionen at lægge beslag på Jeres pårørende efter denne dato. Det er kun i nødstilfælde, at perioden 29. august til 31. august vil blive anvendt.
Jeg vil afslutte med at fortælle, at alle i kompagniet er ved godt mod. Vi har et godt og professionelt kompagni med en meget god holdning, et utrolig godt sammenhold på tværs af rang og alder, samt en meget stærk vilje til at komme i gennem den sidste tid på en lige så god måde som de første snart 5 måneder.
Jeg ønsker alle en fortsat god sommer. Vi ses i slutningen af august.
Næste nyhedsbrev udkommer i løbet af juli.
Med venlig hilsen: major Kompagnichef Niels-Christian Molter
Feltpræst for PNINFKMP Irak hold 5
Feltpræsten har ordet.
Al erfaring siger vist, at når man har passeret midtvejspælen på, hvad der undertiden kan synes en lang og næsten uendelig vandring, så begynder det at gå hurtigere. Og i maj måned passerede IRAK hold 5 midtermærket, så nu begynder det at gå hurtigere.
Men der er lang vej endnu, og målet skulle gerne nås på bedste måde. Tiden, der mangler, er ligesom tiden, der gik, to parters opgave at få til at forløbe bedst muligt, så afsavn og alt det, der ikke er, ikke tager fuldstændigt over og fylder alt og gør dagen tung og mørk. At glæde sig til det, der igen skal blive, og fortælle stort og småt fra hverdagen, hvordan den klares, giver dagen nyt lys og gør således tiden til gensynet kortere.
Brev er altid godt. Både hjemmefra og herfra. Men der er som bekendt løbet en del vand i åen, når det når frem. Men der er heldigvis også masser af muligheder for hurtig kontakt med hinanden, e-mail, telefon og for mange efterhånden også SMS. Og det er alt sammen en Guds velsignelse, men især SMS-muligheden kan også være en fandens plage, hvis den bruges til hele tiden at holde kontrol med hinanden og forvente svar sekunder efter, man har sendt en SMS. Dette sidste skal vi hernede nok især være opmærksomme på, når vi tror, at alt drejer sig om os og vort hernede og glemmer, at der er en hverdag derhjemme, hvor tingene, der skal gøres, ikke bliver færre af, at vi ikke er der, og hvor der er andet og vigtigere at gøre end at svare på SMS i tide og utide. Dermed naturligvis ikke sagt, at man ikke skal svare på mails og SMS, blot at man ikke skal lade sig tyrannisere deraf.
Mens initiativet til mails og SMS kan komme fra begge sider, går telefonopkaldene kun den ene vej, idet det er de allerfærreste hernede, der har mobiltelefonen slået til. Som sagt er det vigtigt, at den tid til samtale og det samvær, samtalen giver, bruges positivt. Hvis det udelukkende er negative ting, der lyder i soldatens øre ved opkald hjem, bliver opkaldene ikke hyppigere. Jeg har ikke dermed sagt, at man skal holde sorger og bekymringer og sin ensomhed for sig selv, slet ikke, men man skal gøre sig klart, at dagligdagens småting derhjemme undertiden kan være meget fjerne hernede, og at man ikke nødvendigvis altid bliver i bedre humør af at skulle tage stilling til småproblemer, som man hernedefra alligevel hverken har magt eller mulighed for at gøre noget ved. Og på samme måde skal vi hernede være klare over, at ikke enhver lille oplevelse i hverdagen hernede kan være lige interessant, og derfor skal vi ikke i et væk tale om, hvad der sker hernede, men være parate til at høre om derhjemme.
Hvor som helst danske soldater er udsendt og også her i Irak sker det, at de udsættes for begivenheder, som ikke altid er lige behagelige. Og det kan ikke undgå at skabe ængstelse derhjemme. Uvisheden vokser med afstanden og ligeså ængstelsen. Vi stod måske lige ved siden af, men ved, at der ikke skete noget, men det er ikke nået hjem endnu og når i en vis forstand måske aldrig helt rigtigt hjem. Det må vi hernede aldrig glemme at have forståelse for. Og selv om det kan være svært, så må I derhjemme også prøve at forstå, at ting og begivenheder ofte kan synes mere voldsomme set på afstand.
Panserinfanteristens dagligdag er travl med patruljer, sikring, eskortering og vagt i ét langt rulleskema med ikke særligt mange åndehuller. Ikke desto mindre er en typiske "Pinfer" en soldat med frisk mod og godt humør, selv om det dog ind imellem kan ske, at mundvigenes tendens er knap så opadgående som til andre tider. På den anden side er det jo godt, at der er noget at lave. Det er dels det, vi er her for, lyder det, og dels går tiden så også det hurtigere.
Som for alle andre hernede på IRAK hold 5 gælder det også for panserinfanteristerne, at man aldrig ved, hvad dagen vil bringe. Det måtte en patrulje således erfare forgangen fredag, da dagens opgave ovre på østbredden var til ende, og nu gjaldt det så kun om at komme hjemad. Imidlertid blev de overhalet indenom i rabatten af en meget stærkt kørende motorcyklist, der pludselig mistede herredømmet over sin maskine, ramte ned i et hul og røg et par meter op i luften og flere gennem luften, inden han landede en snes meter fra ulykkesstedet.
Patruljen gjorde holdt og GV 1 (geværskytte 1), fungerende gruppefører, nåede først frem til den forulykkede og gik i gang med førstehjælp. Hurtigt efter tog GV 2 og siden GV 3, sygehjælperen, over, mens de andre i patruljen sikrede og meldte begivenheden.
Den unge mand så meget tilredt ud, havde kramper og var bevidstløs, men sygehjælperen gjorde sit bedste og sørgede først og fremmest for at holde luftvejene fri. Der gik ikke meget mere end 5 minutter, før den forulykkedes familie var på ulykkesstedet, og frem for at afvente en ambulances ankomst, hvilket de formentlig havde erfaring for har lange udsigter om i det hele taget nogen, stablede de noget hårdhændet den tilskadekomne ind i en bil og kørte væk i retning mod nærmeste hospital.
Tilbage i Dannevang mødtes patruljen med næstkommanderende og feltpræsten for at tale om oplevelsen, og alle havde svært ved at tro, at den forulykkede ville overleve. Men man blev enige om på den næste patrulje i området søndagen efter at spørge sig for, hvordan det var gået den unge mand.
Og det var nogen glade og også lidt stolte panserinfanterister, der søndag aften ved midnatstid kunne fortælle feltpræsten, der stod og midnatssnakkede med hovedvagten, at de havde været ude at snakke med familien, og at den unge mand havde overlevet det voldsomme styrt, og de havde fået at vide, at deres omhu med at sørge for, at den kvæstede havde frie luftveje, havde været af stor betydning.
Og nu går vi så ind i den første sommermåned. Løvet lyser stadig i lunde og de lyse nætters telt bliver spændt ud. Inden man får set sig om, er det juli, hvor vejret som regel ikke er noget at skrive om – det skulle da være til Irak for at køle os hernede lidt af! Og er man en hund efter fjernsynstransmissioner fra Tour de France, er de tre første uger af juli gået, inden man får set sig om. Og så er hundedagene allerede begyndt. Og når de er omme, ja så er tiden også omme for os hernede på IRAK hold 5!
Med venlig hilsen: Feltpræst Hans Hedegaard Graversen