Nyhedsbrev 4 for PNINFKMP Irak hold 5.
Camp Danevang 16/07-2005
Nyhedsbrev 4 fra PNINFKMP Irak hold 5
Kære pårørende
Afløserne er her snart
Så kom vi ind i den måned, hvor at vi kan sige: ”i næste måned skal vi hjem”. Det kan mærkes på, at de fleste er begyndt at glæde sig mere end tidligere til at skulle hjem. Hvor det for bare nogle uger siden var det mest almindelige at spørge om: ”Hvornår skal du på leave” er det nu antallet af dage til hjemrotation der bliver talt om.
Dette til trods for, at der endnu er et stykke vej, men om mindre end 4 uger kommer vores afløsere fra hold 6.
De første ankommer allerede den 8. august, og de resterende i de efterfølgende dage.
Hvorfor skal vi så først hjem den 20-22. august?
Det skyldes naturligvis den ulidelige varme som hold 6 kommer ned til. Og når man nu kender den danske sommer, er det vel ikke urealistisk at tro, at de går fra 25-30 grader til 50-55 grader.
Så de har behov for lidt tilvænning i en nærliggende teltlejr kaldet ”Beduin Camp”.
Temperaturer i juni måned
I samme forbindelse kan jeg da lige skrive lidt om temperaturerne i forrige måned.
Hver dag i juni måned (tallene i parentes viser min. og maks. temperatur i juni måned på det pågældende tidspunkt) har vores infirmeri målt temperaturen i skyggen henholdsvis klokken 0700 (målt mellem 28-43 grader), klokken 1100 (målt mellem 39-56 grader), klokken 1500 (målt mellem 42-52 grader), klokken 1900 (målt mellem 36-48 grader).
Efter at hold 6 har sundet sig et par dage, går vi i gang med selve overdragelsen. Her skal vi overføre mest mulig erfaring til hold 6 på meget kort tid. Ligeledes skal de præsenteres for vores lokale samarbejdspartnere, så de kan tage over, hvor vi slipper.
5 måneder er gået. Det er næsten ikke til at forstå.
Medaljeparade i Camp Danevang
Lørdag den 2. juli gennemførte bataljonen medaljeparade. Hele bataljonen var samlet kl. 0700 om morgenen (inden det blev alt for varmt), hvor bataljonschefen, oberst Henrik Lyhne, holdt en kort tale inden hver enkelt soldat blev dekoreret med Forsvarets Medalje, for at have forrettet tjeneste ved DANCON/IRAK under OPERATION IRAQI FREEDOM i Irak 2005.
Obersten udtrykte stor tilfredshed og anerkendelse af vores indsats. Han sagde blandt andet at alles medalje var mere end velfortjent. Jeg kan kun gentage oberstens ord, og sige at medaljen er yderst velfortjent til alle i kompagniet.
Medaljen er et varigt minde. Når man nu tager medaljen frem om nogle år og lægger den i hånden, så fylder den ikke meget, men medaljen symboliserer 6 måneders hårdt arbejde med mange oplevelser og indtryk, som kun den som har fået medaljen har oplevet på egen krop.
Irakisk stammekultur – et spørgsmål om ære
Situationen i vores område er stadigvæk rolig. Der er dog en stigende tendens til at visse stammer kommer op at slås. Måske er de også påvirket af varmen.
Stammekonflikter er og bliver en del af dagligdagen i Irak. Nogle af konflikterne er mere end 100 år gamle.
Stammerne prøver hver især at opnå mest mulig magt i området med formål at få flest mulige fordele til deres egen stamme. Stammerne kan bestå lige fra under 100 medlemmer til mere en 1 million. Stammerne er igen inddelt i understammer, og det gør det jo ikke nemmere at finde ud af.
Den største stamme i vores område hedder Geramsha, og den har 9-10 understammer.
Geramsha levede oprindeligt som marskarabere. De ville ikke underkaste sig Saddams regler, og Saddam kvitterede ved at grave en kanal for at ødelægge deres marker. Det lykkedes og stammen måtte flytte til et nyt område, hvor de slog sig ned som kriminelle (røvere, mordere, smuglere og kidnappere). De er stadigvæk dybt indblandet i den høje kriminalitet som er i området.
Et angreb på et stammemedlem er et angreb på hele stammen. Mister en stamme et medlem, er stammen forpligtet til hævn. Det er et spørgsmål om ære.
Når vi mødes med de ledende politifolk i området og spørger ind til disse konflikter, svarer de ofte at de ikke vil blande sig. Der findes en særlig stammelovgivning, der fastsætter reglerne for stammekonflikter.
En person fra en stamme kan altså slå en anden person ihjel uden at blive retsforfulgt. Stammen der har mistet et medlem kræver blot kompensation fra den anden stamme (blodpenge). Hvis stammen ikke betaler, koster det et liv fra den anden stamme. Det er ikke nødvendigvis den person der har slået ihjel som skal dø. Bare det er et liv.
Såfremt stammen betaler, så er konflikten ude af verden, og så må følelser komme i anden række.
Hvad bliver stammerne egentlig uvenner over
Der skal ikke meget til, før to stammer bliver uvenner. Dette har vi set utallige eksempler på i den tid, vi har været her i området.
Et godt eksempel på dette er, at en vandbøffel fra den ene stamme går over på jorden der tilhører en anden stamme. Den anden stamme ”kidnapper” vandbøflen. Den første stamme svarer igen ved at kidnappe personer fra den første stamme, og så er situationen pludselig alvorlig. Vi blander os helst ikke, da stammerne jo har haft lignende konflikter i hundredvis af år, og dermed selv er vant til at løse disse.
Ligeledes har vi hørt om en lignende episode på grænsen til Iran, hvor en vandbøffel fra en af de lokale stammer gik ind i Iran. De iranske grænsevagter skød vandbøflen, hvilket fik stammen til at samles og køre ud til grænsen for at ”gå i krig” mod de iranske grænsevagter. Sagen kører nu af de diplomatiske kanaler som erstatningssag.
Ja, der skal ikke meget til, før at stammerne lader sig provokere.
Stammernes fremtid i et nyt demokratisk Irak
Stammerne vil også fremover have en fremtid i Irak. De er en stor del af irakernes kultur, og man skal være meget påpasselig med at forsøge at ændre et lands kultur.
Derfor vil det irakiske demokrati aldrig blive et demokrati i vestlig forstand. At kunne tage en anden persons liv uden at blive retsforfulgt, men slippe af sted med dette ved at kompensere i form af blodpenge er jo virkelig noget, der strider imod demokratiets grundprincipper.
Dette er jo særdeles svært at forstå for en dansker, og disse forhold underbygger at det irakiske samfund er svært at forstå og færdes i.
Hvordan er det så at mødes med irakerne?
Det opfattes naturligvis forskelligt af hver enkelt, men de fleste er i hvert fald enige i, at irakerne er gæstfrie og venlige men også kan være meget pågående.
Det er meget almindeligt for vores patruljer at blive inviteret indenfor i et irakisk hjem. Her tager man fodtøjet af inden at man træder indenfor.
I en irakisk stue sidder man på gulvet, som er belagt med tæpper og puder. Man kan også måle hvor velkommen man er. Jo længere væk man bliver placeret fra indgangen, jo mere velkommen er man.
Personligt har jeg prøvet at blive placeret længst inde til en frokost, hvor maden i øvrigt var ganske fremragende, men jeg spiste da også noget fra et lam, som man formentlig ikke ville servere for sine gæster i Danmark.
Det andet tilfælde var til et møde med de ledende Geramsha sheiker, hvor vi undersøgte noget vedrørende en stammefejde. Her blev vi placeret halvvejs inde i stuen.
Det er jo rart at vide, hvor meget eller hvor lidt velkommen man er.
Der bliver ofte serveret te og frugt
Teen bliver serveret i et lille glas der ikke indeholder mere en 4-5 cl. Til gengæld ligger der to teskefulde sukker i bunden, og hvis man rører rundt inden man drikker teen, er det en meget god garanti for, at man kan holde sig vågen under hele besøget.
Det er heller ikke noget problem at spise eksempelvis en banan, da man jo piller skrællen af. Man skal være meget påpasselig med at spise skrællen fra en frugt, da man ikke kan vide hvor rent vandet, frugten er blevet skyllet i, har været.
Man skal generelt være meget påpasselig med at drikke det lokale vand, da man kan blive meget dårlig. Heldigvis har vi kun haft få tilfælde, hvor folk er blevet syge, da vi er meget påpasselige.
Jeg ønsker alle en fortsat god sommer. Vi ses i slutningen af august.
Næste nyhedsbrev udkommer i løbet af august.
Med venlig hilsen
Niels-Christian Molter
major
Kompagnichef