[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af: Oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen.

Helmand, Afghanistan. Søndag den 12. november 2006

Besøg hjemmefra
Chefen for Hærens Operative Kommando lagde vejen forbi os i næsten alle lejre i denne uge. Det var desværre ikke muligt at besøge opklaringseskadronen med hjælpere, der nu på anden uge er i gang med opgaverne i det nordlige Helmand.
 
Men først tilbage i tiden til en tidlig fredag morgen den 3. november, hvor eskadronen forlod lejren et par timer før daggry. Det var en morgen som alle andre, men alligevel var den anderledes. Luften dirrede af dieselmotorernes brummen. Soldaterne vandrede ud og ind af mørket med de sidste stumper. Der lød høje ”klonk”, når våben blev funktionsafprøvet. Der var beslutsomhed i luften. Alle havde ventet på denne dag. Og alle så frem til at komme i gang med opgaverne.


Morgen, et sted i Helmand, danske og engelske soldater gør holdt.

En lang dag på kontoret
Eskadronen kom af sted med en lille forsinkelse. Nogle af vores britiske venner skulle hjælpe os over hovedvej 1, men kom ikke helt på plads til den aftalte tid. Alligevel gik det stærkt. Eskadronchefen besluttede sig hurtigt for at køre hele vejen til indsættelsesområdet allerede den første dag.

Det blev en lang dag for specielt kørerne. For det første er det et meget udfordrende terræn. Og vi forsøger konsekvent at køre uden for vejene - eller mere korrekt sporene - så kørerne skal hele tiden være på dupperne for ikke at køre i huller eller hænge fast i bunden af wadi’er (udtørrede flodlejer). For det andet blev det til mere end 12 timers arbejdsdag bag ved rattet. Og det kan nok tære på de flestes kræfter.


Den danske styrke på vej nordpå i Helmands ørken.

Men vi kom frem og blev mødt af den britiske enhed, vi skulle afløse. Nogle fantastiske og professionelle fyre, der gennem længere tid har opereret i det samme område, som den danske eskadron, Forward Air Controllers, artilleriobservatør, EOD-hold, militærpoliti og elektroniske opklaringshold nu arbejder i.

Fælles patruljer
De første dage gik med at lære terrænet og området at kende. Der blev gennemført flere fælles patruljer, hvor spejderdelingerne blev fulgt af britiske soldater, der kunne komme med gode råd og tips til fx overgangssteder på nogle meget store wadi’er. Den største, som jeg så under opholdet ved eskadronen, var næsten en kilometer bred i bunden og havde op til 50 meter høje skrænter, nogle steder lodrette.

Heldigvis har vi nogle meget dygtige kørere, der efterhånden kan få bilerne med overalt. Men det er meget hårdt ved materiellet. Og når vi genforsyner dem, så optager reservedele meget plads. Og det optager mere og mere plads efterhånden, som dagene går. Men det er vi opmærksomme på.


Danske soldater på toppen af den ene ”flodbred”.

Og det blev regn
Og pludselig ud af det blå kom der så en ny udfordring til soldaterne i ørkenen. Det begyndte at regne og samtidig faldt temperaturen drastisk. Rent faktisk nåede chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, ikke at se solen, mens han opholdt sig i Kandahar og Helmand provinserne. Så vinteren er kommet til Afghanistan.

I skrivende stund er solen vendt tilbage, men temperaturen er faldet mærkbart. Vi kigger nu på vores udrustning til vinteren, så vi er sikre på, at vores feltsoldater kan holde varmen derude gennem længere tid. Der tærer meget på kræfterne, hvis man fryser.

Raketter på radaren
Mens Poul Kiærskou opholdt sig på Kandahar Air Field (KAF) besøgte han både det nationale støtteelement, artilleripejleradardetachementet og de danske stabsofficerer i det regionale, militære hovedkvarter, Regional Command South, der samlet kontrollerer de militære operationer i hele den sydlige del af Afghanistan.

Nå, men aldrig så snart var jeg kommet hjem ude fra det nordlige Helmand og ankommet til KAF, før basen blev ramt af en enkelt 107 mm gammel kinesisk raket. Det er ellers længe siden, at flybasen er blevet angrebet. Derfor er det dobbelt-flot, at ARTHUR-drengene var på stikkerne og med det samme kunne melde om angrebet. Ikke alene kunne de fortælle, hvor raketten var blevet affyret fra, de kunne også regne ud nogenlunde, hvor den landede.

Det skulle man ellers ikke tro, man sådan kunne være i tvivl om! KAF er imidlertid en meget stor base med nu godt 10.000 soldater fra en række nationer. Den dækker et stort geografisk område, akkurat som Københavns Lufthavn, der også er meget mere end landings- og rullebaner. Derfor er det vigtigt, at der hurtigt kan sendes hjælp i den rigtige retning. Og det kunne der takket være de årvågne artilleristers arbejde.

De lange men vigtige vagter
Det er ellers ikke nogen misundelsesværdig tjans at sidde på vagt i en radar. Det er i hvert fald en anden form for arbejde end at være opklaringssoldat. Jeg tror alle, der har arbejdet med at være på beredskab eller være klar til et eller andet kender til ventetiden. Jo længere den bliver, jo mere frustrerende bliver den også. Kan det nytte? Fører det her overhovedet til noget? Er det virkelig det, jeg er taget til den anden ende af verden for at gøre?

Til det kan jeg kun sige: JA, det er det! Og det er lige så vigtigt, at der er nogle, som passer vagterne, hvad enten det er i en radar, i et operationscenter, i en kommunikationscontainer osv. For det er dem, der er med til at gøre en forskel, når der pludselig bliver brug for at reagere på beskydning, at koordinere med vores engelske chefer og holde forbindelsen hjem mv. I mine øjne er det lige så svært at passe vagterne rundt omkring som at være ude på operationer. Tvivlen kommer hurtigt snigende. Man kan jo ikke umiddelbart se nytten af ens arbejde, som fx når man et par timer ad gangen sidder vagt ved det tunge maskingevær ude i vognborgen.

Men herude er vi et hold, og ingen dele af styrken er ret meget bevendt uden hinanden. Derfor er vagterne vigtige, og I må muligvis finde jer i, at soldaterne af og til beskriver en temmelig ensformig hverdag. Men paradoksalt nok, så betyder ensformigheden for vagterne jo også ofte, at vi løser opgaverne uden at have behov for at bruge magt. Og så længe vi kan gøre det, er jeg en meget tilfreds chef.


Stemningsbillede fra Lashkar Gah: et lokalt supermarked.

CIMIC får roser
Efter et par dage på KAF, hvor Poul Kiærskou da også selv lige nåede at komme under angreb, fordi beskydningen med en enkelt raket blev gentaget to aftener i træk, fløj vi videre til hovedbyen i provinsen, Lashkar Gah. Her arbejder vores CIMIC-soldater. Og der er kommet nye tilflyttere til den lille hyggelige lejr fra hovedkvarteret for den britiske styrke i Helmand, Task Force Helmand. Heriblandt naturligvis også de danske stabsofficerer, som I hørte om i sidste nyhedsbrev.

Nede i Lashkar Gah er det hele lidt tæt befolket i øjeblikket. Flytningen af hovedkvarteret betyder, at der skal findes plads til ca. 150 nye beboere og nogle nye hovedkvartersfaciliteter, som indtil videre er i telte. Nu havde jeg selv lejlighed til at besøge lejren for første gang, og jeg må sige, at det er dejligt sted.

Der er et smaddergodt samarbejde mellem vores CIMIC-soldater og deres britiske chefer. Og de har været dygtige til at skabe en stor efterspørgsel på deres ydelser. Så de får masser af roser fra deres britiske chef, og det er dejligt, at vi er med til at gøre en forskel. Så i fremtiden er det meget muligt, at CIMIC også kommer til at arbejde andre steder end i Lashkar Gah. Vi skal have udbredt kampen for genopbygning. Og i Lashkar Gah var CIMIC-soldaterne ude på 9 patruljer i sidste uge. Så det går fremad.


Chefen for Hærens Operative Kommando og Chefen for CIMIC kikker på et lokalt el-kraftværk. Er det et projekt som vi skal støtte?

De forsinkede pakker
Direkte fra Lashkar Gah’s gader til helikopteren og kurs mod Camp Bastion, hvor generalen blev mødt af et talstærkt hold fra logistikdelingen, der gav en hjælpende hånd med tasker og rygsække. Og så blev der serveret en dansk kop kaffe, som virkelig er et højdepunkt herude i ørkenen. Og lad der så i samme åndedrag lyde en kollektiv opfordring til at krydre pakkerne til os med lidt kaffe hjemmefra.
Det bliver meget værdsat. Vi har alle sammen fået rigeligt med Nescafé, når vi kommer hjem.

Apropos pakkerne. Der er postbudet lidt for ofte forsinket. I skal blot vide, at vi har givet Poul Kiærskou beskeden med hjem om, at det må kunne gøres bedre. Det betyder nemlig rigtigt meget. Jeg selv går også og venter på en pakke hjemmefra. Og jeg bliver næsten altid spurgt, om jeg har modtaget den, når jeg snakker med fru Mathiesen eller min datter. Så jeg er klar over, at det må vi forsøge at gøre bedre. Og jeg har haft en god snak med dem, der har ansvaret, så jeg håber, det bliver bedre snart. Men for en god ordens skyld vil jeg opfordre til at købe julegaverne i rigtig god tid i år. I hvert fald hvis I har planer om at sende dem herud.

Lejr under forandring
Her i Camp Bastion kunne Poul Kiærskou med egne øjne se de store forandringer, der sker med lejren. Han kunne se det synlige resultat af, at vi er blevet genforenet med for lejrelementet fra ingeniørbataljonen fra Skive. De skal desværre ikke være herude til februar sammen med os andre. Men vi har da glæde af deres selskab indtil slutningen af november, hvor de igen vender snuden hjemad. Eller måske skal de til Irak, hvor man jo også er i gang med en stor flytning af den danske lejr.

Men mens de er her, så skal jeg hilse at sige, at de får noget fra hånden. Der bygges, flyttes, saves, bankes og ”elektriciferes” i en grad, som kunne få enhver middelstor dansk entreprenør til at blive misundelig. Og vores KIH (”kommandohavende i kvarter” eller på dansk, vicevært) er sjældent set smile i så lange perioder som nu. Nu sker der noget!

”Lopperne” (kælenavnet for let opklaringseskadron) får nye vedligeholdelsesfaciliteter og parkeringspladser, DANCON hovedkvarter har fået ny indretning, velfærdsområdet får en ny stor terrasse, der ud over afslapning skal bruges af feltpræsten til gudstjenester osv. Der er snart ikke den afkrog i lejren, der ikke har fået mærkbare forbedringer pga. vores lejrelement.


Poul Kiærskou taler med Camp-elementet i Camp Bastion.

Ud over en tur rundt i DANELAGEN LINES kom generalen også op til vores samarbejdspartnere ved den britiske bataljonskampgruppe, 42 Commando, som eskadronen pt. arbejder for. Her fik han en rigtig god briefing om situationen, som Poul Kiærskou også kommenterer i generelle vendinger på HOK hjemmeside, hvis ikke søndag så i starten af næste uge. Han ser fremgang og var sidst i juli måned. Og der er faktisk ganske betryggende at få sat lidt perspektiv på tingene, så der kan sammenlignes over flere måneder end den erfaring, som vi på nuværende tidspunkt har skrabet sammen.

Patrulje på hovedvej 1
Aldrig så snart var vi sluppet ud af briternes operationscenter, førend vi kravlede ombord i vores pansrede mandskabsvogne, og så gik det ellers i bogstaveligste forstand over stok og sten ud til en lille feltfrokost. Nu er madpakker hernede ikke ligefrem dansk børnehave-standard, men heldigvis er vi da udvoksede. Menuen stod på pølsebrød, æbler, chokolade og chips! De mere forudseende besætninger på de pansrede mandskabsvogne havde været forudseende nok til at medbringe MRE (Meals Ready to Eat, amerikanske rationer, hvor man hælder vand ned i en pose med en kemisk varmekilde, der så ”koger” måltidet, en meget hurtig måde at få varm mad på). Men vi fik da noget i skrutten.


De danske pansrede mandskabsvogne ruller ud i ørkenen med gæsterne fra Danmark.

Så gik turen videre gennem afvekslende ørkenterræn, nogle steder nærmest ufatteligt fladt, andre steder meget kuperet med bakker og slugter og de allestedsnærværende wadi’er. Vi kørte også en periode på hovedvej 1. Men i perioder stod det ned i stænger, og jeg skal da lige hilse at sige, at temperaturen er faldet et par hak på skalaen. Så eskadronen med venner har da fået sig nogle erfaringer omkring vintervejret. Det skal vi kigge nærmere på, når patruljen nærmer sig afslutningen, så vi kan være bedst muligt forberedt på de kommende vintermåneder.

Nu ikke mere i denne omgang. Vi er lige i øjeblikket i forhandling med vores flyvende venner, så vi kan få transporteret noget mad og vand ud til vores ørkensoldater. Uden mad og drikke duer heltene ikke! Men det skal nu nok lykkes.

Og så vil jeg slutte med generalens bemærkninger til hold 2: ”Jeg er imponeret over de danske styrkers indsats og kan konstatere, at hold 2 har taget fat, der hvor hold 1 slap, og fortsætter den danske indsats på bedste vis”.
Tak for de pæne ord. Det er udelukkende jeres soldaters fortjeneste. Pas på jer selv…

Venlig hilsen
H.-C.