Afghanistan hold 2 - Pårørende brev nr. 2

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af: Oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen, Oksbøllejren, Danmark. 22. september 2006

Det var så den bjergetape: Den brigadeledede uddannelse i Oksbøl. Vi har opklaringseskadronen i den gule førertrøje, CIMIC i den grønne pointtrøje, hele det danske element med Arthur-artilleripejleradar, læger og sygeplejersker, bomberyddere, elektronisk opklaring, ildstøtte, logistik og kommunikation i den prikkede bjergtrøje og
MP i den hvide ungdomstrøje.

De bornholmske spejdere i gult
Opklaringseskadronen har under øvelsen bevist, at alt hvad der er trænet og knoklet med gennem det sidste år, hvor soldaterne her til sidst ikke har været meget hjemme, nu går op i en højere enhed. Ja faktisk, så fortalte divisionschefen, generalmajor Knud Bartels, ved øvelses slutning, at allerede fredag i sidste uge var han overbevist om, at der ikke var mere at komme efter. Her gennemførte de tre opklaringsdelinger en skydning på Kallesmærsk Hede.

Delingerne var klar til at rykke ud med kort varsel fra et venteområde og blev kaldt frem, da en allieret enhed var kommet i kamp. Delingen gennemførte så en fremrykning til et terræn, hvorfra de kunne hjælpe den anden enhed tilbage og uden for fjendens skudvidde. Generalen sagde, at han aldrig i sine 35 år i tjenesten havde set så overbevisende en præstation og så flot en træfning, som det opklaringsdelingerne på hold 2 præsterede i fredags. Der var vist nok en og anden opklaringssoldat, der lige rankede ryggen og blev lidt stolt, da de hørte ham sige sådan til hele DANCON. Det gjorde jeg i hvert fald!

Med et skævt smil kommer man langt
CIMIC har gennem hele forberedelsen ikke været meget sammen med resten af enhederne i DANCON. Men i denne uge fik vi syn for, at de også kan deres kram. CIMIC er vores eksperter i at gå ud i landsbyerne med et afvæbnende smil og et godt blik for, hvor der skal sættes ind med genopbygningsstøtte for at lave bedst mulig hjælp til selvhjælp. Så i denne uge godkendte jeg mit første Quick Impact Project, som vi naturligvis har skyndt os at forkorte på bedste militære vis til QIPs [quips], om etablering af en vandbrønd til de lokale.

I missionsområdet har jeg en stor pose penge som jeg kan bruge til forskellige CIMIC projekter. Eksemplet fra denne uge er godt til at illustrere, hvad der er behov for i Helmand. Meget af det, som vi tager for givet hjemme i Danmark, er ikke en luksus, som de lokale kender til i det sydlige Afghanistan. Her har befolkningen været plaget af krig i de sidste 50 år. Så tag ikke fejl, der er rigtig mange afghanere, der er lede og kede af al den vold. Og hvis vi kan give samfundet et skub i en mere rolig retning bl.a. med vores CIMIC folk, så skal vi gøre det. Vi har et bedre alternativ end de kriminelle bander og Taleban. Men vi skal selvfølgelig ikke fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv.

Øvelsen kulminerede da hele opklaringseskadronen med alle dens støttende enheder var viklet ind i en lille landsby i Helmand-provinsen, også kendt som Grærup midt i Oksbøl Øvelsesterræn. Byen var fyldt med figuranter i alle mulige fantasifulde påklædninger, højlydt tale på sprog som vi ikke forstår, den lokale mullah og landsbyens ældste, der slet ikke ville tale med os i begyndelsen.

Og sågar rigtigt levende får, der gik og gnaskede græs på byens basar, hvor der var fyldt med frisk frugt og grønt. Og sørme om det ikke alligevel lykkedes vores super-diplomater fra CIMIC at falde i snak med landsbyens ældsteråd, en shurah. Det kan lyde banalt, men det er ikke nogen helt nem disciplin at føre en samtale med brug af tolk og i øvrigt træffe aftaler med folk, der har en så anderledes kulturel og social baggrund.

Til tider en kamp op ad bakke
Det danske element fortjener i den grad bjergtrøjen fordi der helt op til denne uge har været usikkerhed om, hvordan enheden skal se ud, og hvem der skal med ud. Jeg er ked af, at beslutningen om at lade vores ingeniører blive hjemme først kom i allersidste øjeblik. Og at der alligevel opstod tvivl til sidst om, hvorvidt de skulle med eller ej.
Omvendt er der heller ingen grund til at tage specialister med, hvis ikke der er relevante opgaver til dem.

Både i det danske element og i opklaringseskadronen er der nu kommet mange nye ansigter. De fleste af dem kører pansrede mandskabsvogne og er en del af den forstærkning, som vi håber politikerne i Udenrigspolitisk Nævn siger OK til i næste uge.
Alt det nytilgåede personel får lige en sidste afpudsning på restant-uddannelse i næste uge i Oksbøl. Så har de på meget kort tid modtaget næsten den samme uddannelse som vi andre. Jeg garanterer at vi nok skal få samlet op og blive rutinerede i
missionsområdet, inden vi triller ud på de første skarpe opgaver. Alle de nye ansigter er meget velkomne, og det ser for mig ud til, at alle er faldet godt til på holdet.

Der er så mange spændende ting at fortælle om, hvad alle i det danske element render rundt og laver, men det må vente til vi kommer til Afghanistan. Så tager vi en runde, så I derhjemme bedre kan få indtryk af, hvordan vi løser opgaverne og hjælper hinanden.
Vores hold har flere specialister, løjtnanter, kaptajner, massører, mekanikere, chauffører og sågar presserådgivere end noget cykelhold, jeg kan komme i tanke om. Og vi er ikke så lidt bedre i vores lidt specielle terræn!

Lidt men godt
Nu er jeg jo selv ud af en MP familie. Min far har i mange år været synonym med militærpolitiet i Aalborg og minsandten om ikke min lillebror også valgte at blive militærpolitisergent. Men jeg tror, man skal se dem arbejde, før man virkelig lærer at værdsætte dem. På vores hold har vi en lille godt sammentømret flok med Ole Lund i spidsen. Selv når de løser personbeskyttelsesopgaver og forsøger at ligne Secret Service agenter i en Clint Eastwood film, så er der et lille (formentlig) nordjysk smil på læben. Og forsvarschefen følte sig godt beskyttet, da han kiggede forbi øvelsen i onsdags.

På øvelsen har vi også tumlet med at håndtere tilbageholdte og holde møder med det afghanske politi. Så jeg har været glad for at have MP omkring mig i denne uge.

Nu lakker det mod enden, som maleren sagde, da han hældte fernis ned af ryggen. Vi er på vej til Afghanistan. Forkommandoet rejser i slutningen af september.

Jeg håber, at I alle må få nogle gode og hyggelige dage med jeres soldat. Nu varmer vi op til kongeetapen. Jeg er sikker på, at hold 2 er parat. Vi er i topform og parat til at træde op på den store klinge. Nu kender vi hinanden godt. Vi er næsten i familie. Og det hjælper, når vi skal undvære jer de næste måneder. Vi høres ved…

Vh. H.-C.
Chef for det Danske kontingent, H.-C. Mathiesen